Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 22: Bloody Mary

Alexandras synsvinkel:

Der var gået et par dage siden den nat, hvor Martinus og jeg havde sovet sammen. Båndet mellem os var blevet betydeligt tættere. Han var hele tiden rundt om mig, og hans blik slap mig aldrig af syne. Han nussede om mig hele tiden og sørgede for, at jeg aldrig manglede noget. Vi havde også sovet sammen hver nat lige siden. Jeg måtte indrømme, det var fantastisk. Han var fantastisk. Selv da vi var nede på fodboldbanen med hans venner forleden dag, havde han næsten været mere opmærksom på mig end på bolden.

Jeg havde haft fornemmelsen af, at han havde været nervøs for at tage mig med. Det havde lyst langt væk ud af ham, selvom han intet havde sagt om det. Han havde ikke sluppet min hånd på noget tidspunkt på vejen derhen, og Marcus havde bare gået og smilet lumskt ved siden af os. Det var, som om han vidste noget, jeg ikke gjorde. Ikke engang, da jeg hilste på hans venner, havde han sluppet mig, og flere af dem var begyndte af spørge, og vi var kærester. Martinus havde bare rødmet, så jeg havde måttet svare for ham, at det var vi ikke. Marcus, den skid, havde selvfølgelig ikke kunnet dy sig og havde tilføjet et "endnu", og så blev der ellers givet skulderklap til Martinus, og kommentarer som "god scoring bro" røg ud gennem deres sideben.

Jeg måtte indrømme, at Martinus fik mig til at føle mig speciel. Han pustede ligesom nyt liv i mig efter alt det med Andreas og gav mig på et eller andet punkt lyst til at tro på kærligheden igen.

Lige nu sad Martinus og jeg og hyggede nede i stuen. Vi sad sammen under et tæppe, hvor vi havde flettet vores fingre, så ingen så det. Pludselig fik jeg vanvittigt ondt i maven, og jeg skar en grimasse. Hele min krop spændte, og det nederste af min mave begyndte bare at dunke. Jeg var nødt til at slippe Martinus' hånd, så jeg kunne tage mig til min mave, mens jeg ømmede mig.

"Er du okay smukke?" spurgte han og kiggede bekymret på mig.

"Ja... jeg tror bare lige, jeg går ud på toilettet," svarede jeg og prøvede at rejse mig. Jeg kunne næsten ikke komme op fra sofaen, så det endte med, at Martinus måtte støtte mig.

"Tror du ikke, jeg skal følge dig derud?" spurgte han, men jeg rystede bare på hovedet. Jeg havde en fornemmelse af, hvad det var, og hvis jeg havde ret i min antagelse, så skulle han vist ikke lige være i nærheden.

"Jeg klarer mig," sagde jeg bare og humpede op af trappen og ind på hans værelse. Jeg kunne mærke, min bukser var blevet fugtige. Jeg rev nærmest tøjet ud af min kuffert og løb ud på toilettet. Rigtigt nok, som jeg mistænkte, var det selvfølgelig min mens, der havde været for tidligt på den. Jeg skyndte mig at få skiftet tøj og finde bind og tampon. Jeg var tydeligvis nødt til at have begge dele på lige nu. Mine mavesmerter tog til, og jeg begyndte at græde. Jeg kunne næsten ikke stå op mere. Pludselig bankede det på døren.

"Alex, må jeg komme ind?" spurgte Martinus.

"Nej, men du må gerne hente en plasticpose til mig."

Jeg hørte hans fodtrin bevæge sig væk fra døren, og jeg pustede lettet ud. Jeg kiggede rundt på gulvet. Der lå en blanding af alt mit tøj, bindpakker og blod. Jeg sukkede og begyndte at tørre det hele op. Uden varsel åbnede døren sig... jeg anede ikke, jeg havde glemt at låse den, og Martinus stod og stirrede på mig med store øjne og en plastikpose i hånden.

"Vær sød at gå ud Martinus," snøftede jeg, men i stedet for at gøre, hvad jeg bad om, satte han sig ned på hug og samlede mit tøj sammen og puttede det ned i plastikposen.

"Du har ikke tænkt dig at gøre, hvad jeg bad om vel?" spurgte jeg med tårer i øjnene.

"Nej, det er bare lidt blod," sagde han.

Da han var færdig, gik han ud med posen, så tøjet kunne blive vasket. Jeg havde fået tørt hele svineriet op, selvom jeg stadig havde det så skidt, jeg ikke kunne holde ud at være nogen steder. Jeg satte mig bare på badeværelsesgulvet og begyndte at stortude igen. Det var længe siden, jeg havde haft så slem en omgang. Pludselig var der en, der lagde et par arme om mig.

"Kom," sagde stemmen, der tilhørte Martinus, og han fik trukket mig op fra gulvet og bukserede mig ind i sin seng. Han pillede alt det tøj af, jeg lige havde taget på, så jeg kun lå i undertøj og en lille top. Så lagde han sig ned ved siden af mig og trak dynen godt op om os.

"Jeg har det rigtigt skidt Martinus," græd jeg, og han kiggede ømt på mig. Så lagde han en hånd på mit bare maveskind og begyndte at nusse mig.

"Alex, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre," sagde han fortvivlet: "jeg vil så gerne fjerne dine smerter!"

"Du kan massere mig," sagde jeg.

Han nikkede og vendte mig om på ryggen. Så tog han dynen til side, så han kunne komme til, og så mærkede jeg hans varme hænder på den nederste del af min mave. Jeg vidste godt, at det her kunne gå hen og få en intim undertone, da han var nødt til at passere min underbuksekant for at gøre det ordentligt. Men jeg kunne ærligt ikke være mere ligeglad lige nu. Jeg lod ham bare gøre det.

Det var en helt ubeskrivelig smerte, der kom, da han begyndte at massere mig. Men jeg vidste, det ville føles bedre bagefter. Det var så frygteligt, at jeg atter begyndte at græde.

"Alex, jeg kan ikke holde ud at se dig græde," sagde han trist: "ikke, når jeg ved, det er på grund af det, jeg gør."

"Det er okay. Tænk på, jeg får det bedre bagefter."

Han fortsatte, indtil smerten aftog. Så lagde han sig ned ved siden af mig igen og begyndte bare at nusse mig. Han tørrede mine tårer væk og holdt mig helt tæt ind til sig, mens han bare blev ved med at kigge mig i øjnene. Jeg begyndte også at nusse ham lidt i håret, og der kunne jeg bare ikke holde til det mere. Jeg trak ham ned til mig og pressede mine læber mod hans. Jeg kunne mærke, han ikke havde været forberedt på det, men han kyssede hurtigt med. Der lå vi så, totalt viklet ind i hinanden, mens vi bare kyssede og nussede. Da vi trak os, lignede han et stort julelys.

"Jeg er meget glad for dig, Martinus," hviskede jeg, mens jeg puttede mig ind til ham. Jeg kunne mærke, han smilede, selvom jeg ikke kunne se det.

"Det var faktisk mit første kys," sagde han langsomt, og jeg kiggede hurtigt op på ham igen. Havde jeg lige givet Martinus sit første kys?

"Så jeg håber, det var godt nok," sagde han og kiggede spørgende på mig med et strejf af nervøsitet. Han vidste jo godt, at jeg havde kysset før.

"Ellers ville jeg ikke gøre det her," svarede jeg og kyssede ham igen: "du er fantastisk."

Vi blev bare liggende i sengen og puttede. Jeg faldt dog i søvn, og da jeg vågnede, sad der en bekymret Martinus på sengekanten.

"Hvordan har du det?" spurgte han.

"Stadig lidt ondt, men det hjalp virkeligt, at du masserede mig," svarede jeg.

Da jeg kom op at sidde, gav han mig et stort glas vand og nogle smertestillende.

"Jeg har været nede at købe is og chokolade til dig," sagde han og lagde en stor bøtte Ben & Jerry's i mit skød og et par plader chokolade. Jeg smilede bare.

"Du er fantastisk, det ved du godt, ik?" sagde jeg.

"Alt for dig, smukke," sagde han og gav mig et kys.

Resten af dagen puslede han bare om mig, mens vi så en masse Netflix. Han holdt om mig, nussede og kyssede mig hele tiden. Ind i mellem sad jeg og tænkte på, om det mon ville være sådan her hver dag, hvis jeg blev kærester med Martinus. Jeg var ikke parat til den del endnu, men han havde bestemt givet mig et nyt håb. 

A/N:

Så blev der endeligt indrømmet nogle følelser... og måske lige kysset lidt :)

Et lidt længere kapitel her til ære for JRBell , der næsten ikke kunne vente på, at næste afsnit kom ud! <3  

Stem og kommenter gerne :)