Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 94: Uigenkendelig

Martinus' synsvinkel:

Jeg kiggede bare ud af vinduet, mens vi holdt på en tilfældig tankstation i Danmark. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op mere. Jeg savnede Alex så meget, at jeg bare mest af havde lyst til at grave mig ned i et hul. For første gang ønskede jeg, at jeg ikke var kendt. Jeg magtede ikke det ansvar i øjeblikket, og Marcus var afhængig af mig. Fuck, noget lort!

Pludselig gik alt i stå. Jeg så silhuetten af en pige, der lignede Alex komme ud fra tankstationen ifølge af en fyr. Han var et hoved højere end hende og havde mørke hår og en cap, der sad med skyggen i nakken. Tatoveringer beklædte hans arme. Da de kom tættere på, gik mit hjerte næsten i stå. Det VAR Alexandra!

Uden varsel åbnede jeg bare bildøren. Ligeglad med, om nogle så mig. Jeg skulle bare hen til hende. Jeg hørte derefter døren i den anden side smække og nogle hurtigt trin ved siden af mig.

"Martinus, hvad laver du?" spurgte Marcus panisk.

"Alex," svarede jeg bare. Havde han ikke opdaget hende endnu?

"Hvad mener du?"

"Derhenne," svarede jeg og pegede. Marcus' blik fulgte min finger, og han tabte næsten underkæben. Derefter trak hans bryn sig sammen.

"Hun ligner ikke sig selv," kommenterede han, og nu opdagede jeg, hvad han mente. Jo tættere, vi kom på, kunne jeg se, at hun så hængt ud på en måde, jeg aldrig havde set før. Hun kiggede konstant ned i jorden og sagde næsten ikke noget.

"Hvem tror du, det er, hun er sammen med?"

"Aner det ikke, men Martinus, jeg synes ikke, vi skal gå over til hende."

"Hvorfor?"

"Jeg tror bare ikke, det er en god ide."

Men jeg var ligeglad. Med hastige skridt, nærmede jeg mig hende. Da jeg var kommet helt hen, lagde jeg en hånd på hendes skulder.

"Alex?" spurgte jeg langsomt, og hun vendte sig om, som om hun havde fået et hjerteanfald.

"Martinus," sagde hun: "hvad laver du her?"

"Jeg så dig bare. Jeg tænkte, vi måske kunne snakke sammen."

"Se at komme væk med det samme," hviskede hun, og jeg rynkede brynene og rystede samtidigt på hovedet. Jeg lagde mærke til, at hun havde en form for plamage over det ene øje, som så ud, som om det var dækket af et tykt lag foundation. Hun havde enorme rande under øjnene på trods af den store mængde makeup, der prydede hendes ellers smukke ansigt. Hvad var der sket med hende?

"Så det her er altså din lille norske flirt," kommenterede fyren og kom nærmere. Han lagde hurtigt hånden om hendes skulder. Hun nikkede hurtigt og vendte med det samme blikket mod jorden igen.

"Svar mig Alex," kommanderede han: "det der nikkeri, kan jeg ikke bruge til noget!"

"Ja, Andreas, det er ham," svarede hun.

Andreas? Hendes voldelige ex-kæreste? Hvad fanden foregik der? Hvorfor var hun sammen med ham?

"God pige," sagde han.

Jeg stirrede bare på ham. Det var, som om han var hersker, og hun hans slave. Nu vidste jeg, hvorfor jeg følte, hun virkede anderledes. Hun var underdanig. Hun gjorde alt, hvad han sagde, men hvorfor? Hun var slet ikke den Alex, jeg havde kendt. Den sprudlende pige, der smilede forførende, var væk. Hun var erstattet med nedafvendte blikke og en mine, der mindede mig mest om en gazelle, der skulle løbe fra løven hvert øjeblik, det skulle være. Hun var helt uigenkendelig.

"Hvis du bliver ved med at kigge på ham på den måde, så ved du, hvad der venter," sagde Andreas pludseligt, og jeg rettede mit blik mod Alex, der kiggede på mig.

"Men jeg har ikke gjorde noget," forsvarede hun sig.

"Lad være med at lyv, din lille luder. Tror du ikke godt, jeg ved, du har kneppet ham?" sagde han vredt. Hun lukkede øjnene i, som om hun følte en indre smerte. Han torturerede hende, indvendigt. Hun nikkede bare. Jeg skulle lige til at åbne munden, men jeg mødte Alex blik, og hun rystede langsomt på hovedet som en advarsel. Marcus havde også lagt hånden på min skulder. Det her var en farlig leg, vi havde gang i. Det var som en kamp med ilden selv.

"Det så jeg godt," råbte Andreas, og pludselig svingede hans arm gennem luften, og hans hånd ramte Alex' kind, så hun fløj til jorden. Jeg prøvede at vriste mig fri fra Marcus' greb, men han tog fat om begge mine arme. I det øjeblik gik det op for mig, at den plamage under hendes makeup, nok stammede fra et lignede slag, hun havde fået få dage tidligere.

"Hold dig fra hende!" brølede Andreas ind i ansigtet på mig: "og hvis ikke, så får hun følgerne af det."

Han tog fat i Alex' arm og rev hende med sig over til en dyr bil, der holdt blot ti meter fra os. Han nærmest kastede hende ind på passagersædet og kørte afsted i høj hastighed. Hun var fanget... fanget af Andreas, og jeg blev holdt fast min egen bror, så jeg ikke kunne hjælpe hende.

"SLIP MIG FOR HELVEDE!" råbte jeg til Marcus.