Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 138: Studenterhuen

HUSK! At læse forfatterbeskeden i bunden! <3

Alexandras synsvinkel:

Jeg stod uden for eksamenslokalet. Det var min sidste eksamen, inden jeg endeligt kunne kalde mig selv for student. Jeg var så nervøs.

Jeg havde ikke set min elskede Martinus i en hel måned, da vi havde aftalt, jeg skulle koncentrere mig ene og alene om min eksamenslæsning. Vi havde kun talt lidt over FaceTime, og det var det. Men det var så lidt, at det føltes som ingenting. Hver gang, jeg havde skullet ligge på, havde jeg nærmest stortudet, fordi jeg vidste, der stadig var længe til, at jeg kunne se ham igen.

Martinus havde skrevet til mig nonstop. Efter vi var blevet kærester igen, ville han være sammen hele tiden, og når det så ikke var muligt, fordi jeg skulle til eksamen. Når jeg sad mit i oplæsningen, havde han ringet mig op, og hvis jeg afviste opkaldet, havde han sendt mig et sad-face.

Jeg vidste, jeg skulle se Martinus i dag. Jeg higede så frygteligt meget efter ham. En måned havde været alt for lang tid. Jeg savnede ham så ufatteligt meget. Gennem hele denne måned kunne jeg godt have brugt at vågne op hver morgen til hans varme krop og søde kys. Jeg savnede hans nærhed og kærtegn. Hans nussen og pussen. Hans varme arme. Ak ja, jo mere jeg tænkte over det, jo mere savnede jeg ham bare.

Jeg sad stadig i min seng med alle mine noter. Jeg begravede hovedet i dem igen og repeterede. Puha, det tyve siders lange AT-projekt gik mig på nerverne. Jeg hadede AT. Det var gymnasiets mest åndssvage eksamen. Alle studenter anede stadig ikke, hvad AT, når man gik ud af gym. Lærerne prædikerede om, at vi skulle bruge det i fremtiden, men hvad nyttede det, når ingen forstod videnskabsteorierne?

Da jeg havde gennemgået det hele flere gange, slog jeg dynen til side og stod op. Min eksamen begyndte om få timer, og lige efter skulle vi hjem og holde studentergilde. Xander havde været oppe i går og havde allerede fået huen på. Han og jeg havde valgt, at vi skulle holde studentergildet sammen. Hele vores familie var inviteret. Familien Gunnarsen skulle også komme. Der ville være mennesker over det hele. Martinus og jeg ville ikke få ret meget privatliv før om aftenen – og måske ikke engang der. Jeg havde alt for mange bekymringer lige nu. Det var eksamen, der trykkede. Jeg var hamrende nervøs. Jeg var nødt til at have et godt resultat. Ellers ville mit snit ikke forblive højt.

Jeg begyndte langsomt at gøre mig klar. Jeg fik badet og fundet tøj. Det lange brune hår krøllede jeg og lod det hænge løst ned af ryggen. Jeg tog en enkel hvid kjole på og røde stiletter, så de passede til det bordeaux bånd på min hue. Jeg lagde en flot makeup. Som prikken over i'et havde jeg selvfølgelig den ring på, Martinus havde givet mig. Den skulle bringe mig held i dag.

Jeg fik Xander til at køre mig op på gymnasiet. Han sad og snakkede med mig, indtil mit eksamenstidspunkt var oppe over. Pludseligt gik døren op, og min lærer kom ud.

"Alexandra, så må du gerne komme ind," sagde min lærer.

Jeg kiggede panisk på Xander, som trak mig ind i et kram og med et følgende "held og lykke". Jeg sank en klump, inden jeg tog tasken op og gik ind i lokalet. Jeg smækkede min mappe op på bordet, og så gik jeg i gang. Min stemme dirrede de første par minutter, indtil jeg fik mig selv under kontrol. Derefter gik det fint. Jeg havde været mest nervøs for at fortælle om de forskellige metoder, jeg havde brugt for at lave mit projekt. Da jeg var færdig, gik jeg ud af døren for at vente på min karakter. De fleste fra min familie var kommet, men jeg kunne ikke spotte Martinus iblandt dem. Det gjorde mig lidt ked af det. Jeg havde virkeligt brug for at se ham nu. Især efter den meget lange måned. Det var også ham, der skulle sætte min hue på. Jeg var nærmest ved at panikke, da han ikke var der.