Kapitel 119: Hvorfor?

733 37 48
                                    

VIGTIGT! LÆS FORFATTERBESKED I BUNDEN! <3

Martinus' synsvinkel:

Alex skulle komme i dag. Jeg glædede mig så utroligt meget til at se hende. Jeg havde savnet hende så meget hele den måned, jeg ikke havde set hende. En måned var også utroligt lang tid, men hun havde haft en vigtig eksamen, og det var der bare ikke noget at gøre ved. Jeg havde tilbudt hende, at jeg kunne være kommet til Danmark, men hun havde sagt nej alligevel, fordi hun ikke havde ment, hun kunne koncentrere sig, hvis jeg var i nærheden.

Hun ville komme med toget, så jeg skulle ikke længere end hen til stationen for at hente hende. Jeg kiggede på klokken. Der var stadig to timer til, at hun ville ankomme. Hun havde direkte modsat sig, at jeg ville have hentet hende i Trondheim. Hun havde sagt, at hun havde brug for lidt alene-tid. Der havde været noget, hun skulle tænke over.

Det gjorde mig faktisk en anelse nervøs. Jeg fik følelsen af, at det handlede om mig. Var tiden kommet til, at hun måske ville sige til mig, at der aldrig var en chance for, at der blev et "os" igen? Det var en konstant skræk, jeg gik med. Jeg vidste, hun elskede mig, men tanken om, at hun måske aldrig blev okay igen, gjorde ondt at tænke på.

*****

Jeg stod og ventede på Alex på stationen. Hendes tog rullede ind, og hun kom ud som en første.

"Martinus!" råbte hun og kom løbende imod mig. Hun hoppede op i mine arme og svingede benene om livet på mig. Jeg tog hænderne ned om hendes lår, så jeg ikke tabte hende. Inden jeg nåede at kigge på hende, lå vores løber allerede på hinandens, og vi kyssede. Hun havde sine hænder op i mit hår og nussede min nakke. Jeg kunne ikke lade være med at smile i kysset. Jeg var ligeglad med, at folk måske fandt dette upassende i ren offentlighed.

Efter vi havde stået sådan et stykke tid, satte jeg hende ned igen. Jeg gav hende endnu et kys, inden jeg tog hendes hånd, og vi satte kursen mod mit hus. Da jeg kiggede nærmere på hende, så jeg de store rande under øjnene. Hun så udmattet og træt ud. Jeg blev faktisk helt bekymret for hende.

"Jeg har savnet dig, skat," sagde jeg og smilede til hende.

"Jeg har også savnet dig," svarede hun og gav mig endnu et kys.

Snart nåede vi mit hus. Jeg gik og betragtede hende. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne undvære denne pige i mit liv, hvis hun sagde til mig, at hun ikke ville være min? Så snart vi kom ind på mit værelse, tog jeg hendes hånd og trak hende med ned i sengen til mig. Hun lagde sig på mit bryst, og jeg havde armen om hende. Hun puttede sig rigtigt ind til mig. Lagde armene om livet på mig. Vi lå lidt i stilhed. Hun virkede trist, selvom hun sagde, hun havde savnet mig.

"Martinus, vi er nødt til at snakke," sagde hun pludseligt alvorligt og kiggede op på mig.

"Ja, er der noget galt?" spurgte jeg bekymret. Hendes ansigtsudtryk sagde mig, at der var et eller andet helt galt.

"Der er noget, jeg ikke har fortalt dig," sagde hun og bed sig i læben. Hun var på randen til at græde.

Jeg strammede grebet om hende. Nussede hende. Hun skulle vide, det var okay. At hun bare kunne sige det til mig, og så ville jeg være der for hende.

"Martinus, du ved, jeg elsker dig," begyndte hun: "jeg ved også, at du ønsker, at vi skal være kærester igen og jeg vil ikke benægte, at jeg inderst inde også ønsker det, men... jeg kan ikke. Jeg har sagt, at jeg er bange for at miste min kontrol. At jeg bare ikke var klar. Men det er ikke alt."

Hendes øjne løb over, og der flød vand i læssevis ned over hendes kinder.

"Det er okay, Alex," sagde jeg.

"Ikke afbryde mig," sagde hun: "hvis jeg går i stå, får jeg ikke det her sagt, og Xander har sagt, at jeg er nødt til det. Hvilket han har ret i. Jeg har holdt det fra dig alt for længe."

Det var alvorligt. Jeg blev mere og mere nervøs indeni for, hvad det var. Jeg var næsten sikker på nu, at bomben ville falde. Hun ville fortælle mig, at der aldrig kunne blive et "os" igen.

"Martinus, jeg har det ikke godt. Overhovedet. Hver dag er en evig kamp at komme igennem, og jeg har indimellem bare lyst til at give op og forsvinde fra den her verden. Det gør ondt i hele kroppen bare at være til. Jeg føler mig klam, ulækker, beskidt, og på ingen måde værdig af din kærlighed eller opmærksomhed."

Jeg stirrede på hende. Tårerne vældede op i mine øjne. Det her var faktisk næsten værre, end hvis hun havde sagt, at hende og jeg ikke skulle være sammen. Hun lå faktisk lige her hos mig, i mine arme og fortalte mig, at hun faktisk ikke havde lyst til at leve mere.

"Jeg kan faktisk slet ikke forstå, at du overhovedet elsker mig," sagde hun. Der kunne jeg ikke mere. Jeg lod tårerne falde ned over mine kinder. Jeg strammede grebet om hende og trak hende op til mig og kyssede hende rundt i ansigtet.

"Hvorfor, Martinus?" sagde hun fortvivlet: "hvorfor?"

"Alexandra," sagde jeg alvorligt: "jeg elsker dig, okay? Du er den eneste pige, jeg nogensinde vil kunne elske. Jeg vil ikke have nogen andre. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal overbevise dig om det. Jeg kan ikke gøre andet end at fortælle dig, at du er smuk og give dig alt kærlighed i verden. Du må ikke give op, skat. Jeg kan ikke leve uden dig."

Hun græd bare, da jeg havde sagt det. Hun hoppede nærmest oven på mig og strammede grebet om min krop. Jeg knugede hende ind til mig og kyssede hende alle de steder, der var muligt.

"Hvorfor har du ikke fortalt mig det her før?" hviskede jeg: "det ville jeg ønske, du havde gjort."

"Jeg ville bare ikke have, at det skulle belaste dig. Jeg syntes, det var synd for dig, at du skulle belemres med mine problemer hele tiden. Jeg har haft en del angstanfald, som jeg også har holdt hemmelige for dig. Min psykolog gør alt, hvad hun kan for at hjælpe mig, men jeg har også fået af vide, det ville tage lang tid."

"Alex, jeg ved godt, det er svært for dig. Men du er nødt til at blive ved med at kæmpe. Du må ikke give op," græd jeg: "det er noget forfærdeligt lort, du har været igennem. Men jeg er her for dig. Hele vejen igennem skal jeg nok holde dig i hånden og sørge for, at du ikke falder."

Hun lagde sine læber på mine og kyssede mig. Jeg gjorde hurtigt kysset dybere. Jeg nussede hende stille på ryggen imens.

"Lov mig, at du ikke giver op," hviskede jeg og kyssede hende igen: "jeg elsker dig så meget."

Jeg tog hendes ansigt mellem mine hænder og kiggede hende direkte i øjnene.

"Lov mig det," gentog jeg: "jeg vil gøre hvad som helst for at hjælpe dig."

Hun bed sig i læben, inden hun svarede.

"Det lover jeg," svarede hun, før hun kyssede mig.


A/N:

Hei!

Jeg har et lille problem... eller måske i virkeligheden et ret stort et af slagsen. Jeg mangler virkeligt motivation til at skrive videre på denne historie. Ind i mellem er det en kamp at få skrevet bare et enkelt afsnit... og det er ærgerligt, for jeg vil virkeligt ufatteligt gerne skrive den færdigt til jer.

Så please, fortæl mig, hvorfor du overhovedet bliver ved med at læse med?

- Mathilde <3

Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔Where stories live. Discover now