Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 57: Friends?

Alexandras synsvinkel:

Jeg havde inviteret Xander hjem til mig, så vi kunne lære hinanden bedre at kende. Jeg havde brug for at vide alt om ham, hvis jeg skulle lukke ham helt ind i mit liv.

"Hvem er det lige, der kommer igen?" spurgte Lisette, mens jeg farede rundt i hele huset med støvsugeren.

"Xander," svarede jeg kort.

"Men hvad så med Martinus?" spurgte hun, mens hun løb efter mig: "Er I ikke sammen længere?"

Jeg stoppede alle bevægelser og vendte mig langsomt om mod hende. Jeg gav hende et trist blik, og den første tåre fandt sin vej ned af min kind. Hvor havde jeg dog grædt meget de sidste tre-fire dage. Lisette sagde ikke mere. Hun gik omgående hen til mig og lagde armene om mig.

"Det er jeg ked af," mumlede hun.

"Jeg ved faktisk ikke, om ham og jeg er sammen eller ej," svarede jeg: "men vi har skændtes, mens jeg var i Lissabon."

"Jeg hørte godt lidt af det, mens du og mor snakkede om det..."

Jeg gik tilbage til arbejdet. Xander var her snart, så jeg skulle være færdig med alt det her. Jeg kunne ikke ligne lort, når han kom. Heller ikke, selvom han godt vidste, at det var sådan, jeg følte mig. Ham og jeg havde skrevet en del sammen, siden vi kom hjem fra Lissabon, og det havde vist sig, vi havde den del tilfælles. Især vores passion for musik.

En halv time senere ringede det på døren, og jeg fløj derned. Da jeg åbnede den, stod der en smilende Xander udenfor. Hans smil var meget lysere og mere ægte, end jeg nogensinde havde set det i skolen. Han var faktisk oprigtigt glad.

"Hej," sagde han, mens jeg trådte til side, så han kunne komme indenfor. Da han havde fået skoene af, gav han mig et kram.

"Tak, fordi jeg måtte komme," sagde han. Han virkede meget ydmyg over for mig. Han var vist ikke vant til at få vist så meget venlighed derhjemme.

"Det er godt at se dig," svarede jeg. Jeg præsenterede ham for min mor. Hun smilede pænt og hilste på ham. Det var tydeligt, at han var nødt til at bevise sig selv over for hende efter det, jeg havde fortalt hende om turen til Lissabon. Det så dog ud, som om han efter lidt samtale gjorde et bedre indtryk allerede.

"Xander, vi har lige et par ting, vi skal have på det rene, okay?" sagde jeg, da vi var kommet op mit værelse, og han havde smidt sig på min seng.

Han nikkede ivrigt og kiggede smilede på mig. Det var et tegn på, at jeg bare skulle fortsætte.

"Okay, du fortalte mig, at du er vild med mig. Hvordan skal vi kunne være venner, hvis du kan lide mig mere end det?"

"Det ved jeg ikke," sukkede han: "men jeg vil hellere være din ven end slet ikke at snakke til dig. Jeg tror heller ikke, vi to egentligt passer specielt godt sammen."

"Det har du ret i. Men som venner kunne vi sikkert blive ret dynamiske. Men... du er nødt til at fortælle mig om dig selv. Jeg vil gerne lære dig bedre at kende."

"Selvfølgelig," svarede han: "jeg er enebarn, og min far har altid haft et hidsigt temperament, når han var fuld. Han er desværre alkoholiker. Jeg har i hans øjne aldrig kunne gøre noget rigtigt, og det har kostet mig mange prygl gennem årene. Jeg begyndte at drikke og ryge hash i en tidlig alder. Nok fordi jeg prøvede at glemme alt det, der foregik derhjemme. Måske havde jeg været anderledes, hvis jeg havde haft en anden familie."

Jeg gav ham et trist blik. Han havde haft det svært. Det måtte man sige. Gad vide, om han havde nogle ting, der faktisk var glædeligt i sit liv.

"Er der nogen ting, som gør dig glad?"

"Ja, musik. Jeg bruger al min fritid på det, når jeg ikke render rundt og laver unoder eller får bank af min far."

Jeg spurgte han derefter, hvad slags musik, han lavede. Han tog sin mobil frem og begyndte at afspille noget for mig. Det var for det meste Elektro House og Techno. Alt, der kunne laves på en synthesizer. Jeg var dybt imponeret.

"Jeg tænkte faktisk på en ting," sagde han så: "der er jo den der skolekoncert, hvor man kan stille op. Skulle vi ikke stille op sammen?"

"Det kunne vi godt. Har du noget i tankerne?"

"Jeg tænkte bare, at du kan jo spille de klassiske instrumenter, og du synger som en engel. Jeg er god til alle de tekniske maskiner. Jeg havde i tankerne noget i retning af et mix mellem det hele?"

Jeg smilede.

"Hvad venter vi så på? Lad os få det skudt i gang!" svarede jeg ivrigt. Hurtigt tog jeg min computer frem, og vi begyndte omgående at undersøge, hvad vi ville lave. Vi prøvede alverdens ting, og til sidst kom vi dog også op med noget.

"Din mobil lyser," sagde Xander pludseligt, og jeg kiggede ned. Der stod:

1 ulæst besked fra Martinus

Jeg gjorde store øjne, og Xander havde allerede regnet ud, hvem det var. Jeg lagde bare mobilen væk igen.

"Skal du ikke se, hvad han har skrevet?" spurgte han.

"Nej, det kan vente til senere. Lige nu er jeg sammen med dig."

A/N:

Uha uha... hun vælger Xanders selskab frem for Martinus' besked! 

Måske er Martinus alligevel ved at blive byttet ud med Xander? 

Hvad tror I? Skriv det i kommentaren <3