Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 96: Blå mærker

Alexandras synsvinkel:

"Hvad fanden var det, du havde gang i?" skreg Andreas, mens han kørte som en sindssyg. Jeg havde hjertet helt oppe i halsen, bange for at han skulle køre galt og få slået os begge ihjel hvert sekund, det skulle være.

"Ikke noget, jeg prøvede at få ham væk!" svarede jeg stakåndet: "det troede jeg, du så?"

"Vel gjorde du ej! Du ville bare gerne kneppe ham, ik?"

"Hold nu din kæft, Andreas!" skreg jeg – og han gav bilen et skarpt sving, så den tog svinget rundt på to hjul. Han parkerede på pladsen foran det lejlighedskompleks, han boede i. Han flåede mig ud af bilen, trak mig op af trappen og kylede mig ind af døren i lejligheden.

"Du skal IKKE trykke på mine knapper," råbte han og knaldede døren i med et brag.

Jeg kiggede op på ham. Han kogte af vrede.

"Det er dig, der er noget galt med. Har du set, hvor fed du er blevet? Du trænger til at tabe dig! Du så meget pænere ud, dengang vi var sammen," sagde han, og tårerne pressede på med at løbe ned af kinderne. Men jeg fik slugt gråden – bidt smerten i mig. Jeg havde taget en del på, siden jeg havde slået op med Andreas. Dengang havde jeg været alt for tynd, fordi han ville have det... men da jeg havde slået op med ham, havde jeg taget en del på – især fordi jeg havde trøstespist. Martinus havde aldrig kendt mig, mens jeg havde været en streg i luften, og det var jeg kun glad for. Jeg så ikke mig selv i dag som fed eller overvægtig, men at Andreas brugte det kort mod mig, trykkede også på mine knapper.

"Jeg er fucking ikke fed, din klamme dumme idiot," råbte jeg og rejste mig op fra gulvet: "jeg finder mig ikke i den måde, du behandler mig på! Du er så fucking syg i dit hoved, at du burde blive indlagt på den lukkede. Jeg sværger, du fejler noget alvorligt! Du er jo helt forskruet! Du er..."

Et hårdt slag ramte mig lige ved øjet, og jeg gik i gulvet. Jeg prøvede at kravle væk, men jeg nåede ikke langt, før han havde fat i mig igen. Hans hånd tog et godt greb i mit hår, og han trak mig ind i sit soveværelse. Han klyngede mig op af væggen. Han var helt oppe i ansigtet på mig. Jeg kunne mærke angsten stige i kroppen – bare han nu ikke havde tænkt sig at gennemtæske mig...

"Sådan skal du fanme ikke tale til mig din lille luder!" råbte han og strammede grebet i mit hår, så det gjorde endnu mere ondt og nev i hårrødderne. Han bankede mit hoved ind i væggen, og en hovedpine begyndte at brede sig rundt om mit kranie. Bare han nu ikke gav mig en hjernerystelse...

"Du har ingen ret til at behandle mig, som du gør. Jeg er ikke din slave – du ejer mig ikke," sagde jeg afmålt, mens jeg prøvede at skjule angsten i min stemme.

"Du er MIN! Forstår du det!" skreg han og bankede endnu engang mit baghoved ind i væggen: "Ham din lille nordmand kan på ingen måde erstatte mig. Han vil aldrig kunne fredstille dig seksuelt – han har ikke de skills, jeg har!"

"Du ved ingenting om ham."

"Han er jo bare et lille barn."

"Til gengæld har han aldrig været mig utro!"

Den kommentar skulle jeg aldrig have kommet med. Det næste øjeblik ramte endnu et slag mit ansigt, og jeg sank ned af væggen mod gulvet. Uden jeg havde lagt mærke til det, havde han sluppet grebet i mit hår. Inden jeg ramte gulvet, havde han grebet fat i mig igen, og hans slag blev ved med at komme. Min krop begyndte at gøre mere og mere ondt, og til sidst lå jeg krøllet sammen på gulvet, mens tårerne faldt ned af mine kinder. I morgen ville jeg havde store blå mærker på min krop – præcis, som jeg havde haft, da jeg stadig havde været kærester med ham.

Pludseligt kørte en hånd blidt over min kind, og jeg kiggede op på Andreas gennem mine tårer.

"Alex, du er nødt til at forstå, at du ikke kan kigge på andre drenge. Du ved, hvordan jeg får det. Det gør mig så utroligt jaloux – og jeg elsker dig," sagde han. 

Jeg svarede ham ikke, jeg græd bare. Han begyndte bare at nusse mig, men det gjorde ondt efter alle de slag, min krop havde fået. Han trak mig op fra gulvet og bar mig ind i stuen og lagde mig på sofaen. Jeg lå op af ham, mens vi sad og så en film i stilhed. Alt var præcis, som det plejede – ligesom dengang, ham og jeg var sammen. Vold, omsorg, vold, omsorg – og jeg anede som sædvanligt ikke, hvor jeg havde ham henne. Han var utilregnelig. Men mit største problem lige nu var ikke ham – det var, hvordan jeg skulle forklare folk alle de blå mærker, der ville dukke op... hvis de opdagede dem.