Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 67: Hulemanden Martinus

Maraton 2/5

Alexandras synsvinkel:

Martinus og jeg var ankommet til Danmark tidligt fredag morgen. Min mor havde hentet os i lufthavnen. Hun havde været ekstremt glad for at se ham igen. Jeg havde en fornemmelse af, at hun forgudede ham og næsten håbede, det var hendes kommende svigersøn.

Da vi var kommet hjem til mig, havde vi bare lagt os til at sove. Ingen af os havde nået at få ret meget søvn, selvom vi var gået ekstremt tidligt i seng. Ingen af os havde været specielt trætte, og stemning var blevet ret romantisk, da han fuldstændigt uforventet havde tændt et par stearinlys, jeg ikke vidste, hvor kom fra. Da han havde kysset min hals i det dunkle lys, havde jeg intet kunne stille op. Jeg var fuldstændigt solgt til ham. Jeg var bare gledet ind til ham og ladet det hele ske. Al den kærlighed, der var mellem os, gjorde mig så blød som smør, og jeg følte, han kunne gøre hvad som helst ved mig, uden jeg ville gøre modstand mere.

Vi vågende kun, da min mor kom ind og annoncerede, der var aftensmad. Lisette sad og plaprede under hele måltidet, og Martinus lignede en, der bare gerne ville tilbage i seng. Lisette prøvede at overtale Martinus til at lave noget sammen med hende bagefter, men han var ikke til at trække.

"Jeg tror, du muligvis har gjort hende en smule tøsefornærmet," hviskede jeg til ham, da hun var trampet afsted.

"Jeg ved det," svarede han og gabte: "men jeg vil hellere op og putte med dig lige nu."

"Nå, det kan jeg da slet ikke forstå," sagde jeg i den mest sarkastiske tone, jeg overhovedet kunne formå. Martinus træthed forsvandt som ved et trylleslag, og et sleskt smil gled over hans læber. I det øjeblik mindede han mig ufatteligt meget om Marcus. Han gjorde altid det samme lige inden en eller anden upassende kommentar skulle til at komme ud.

"Så... hvis jeg smed alt mit tøj, lige nu, ville du slet ikke kunne forstå hvorfor?"

"Nej, slet ikke," løj jeg. Jeg vidste udmærket godt, hvad han prøvede på.

"Hm... hvad så, hvis jeg tog fat i dig og hev dig ovenpå som en hulemand?"

Jeg lukkede øjnene og lod en lille latter slippe ud. Han vidste præcis, at han havde mig i sin hule hånd. Jeg brød dog fuldstændigt ud i grin. Det billede, han havde givet mig inden i hovedet af sig selv iført pels og slæbende med mig op af trappen ved håret, mens han sagde "zug zug", kunne jeg slet ikke tage seriøst. Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg måtte sætte mig ned på en stol.

Han sukkede og bøjede hovedet.

"Du ved, hvad jeg mener," sagde han langsomt.

"Ej, undskyld Martinus!" grinte jeg, mens jeg slog mig på låret: "men det billede du gav mig inden i hovedet af dig, der slæber mig op af trappen som en hulemanden – omg!"

Mens jeg fortsatte med at skrige af grin, satte han sig tungt ned ved siden af mig og så meget trist ud. Jeg prøvede at holde op med at grine. Hans forsøg på at forføre mig havde fejlet så meget, som det overhovedet kunne.

"Jeg er håbløs til det her," sagde han og begravede ansigtet i sine hænder: "jeg prøver bare at fortælle dig, at jeg... argh!"

"Åh, jeg ved udmærket, hvad du prøvede på," svarede jeg og daskede let til ham: "slemme dreng!"

"Stop, Alex. Det er ikke morsomt. Jeg er jo en total fiasko!"

Jeg tog min stol og rykkede den tættere på ham. Min hånd kørte jeg gennem hans hår og kyssede ham i hovedbunden. Så lagde jeg min mund hen til hans øre.

"Så tag mig da, store stærke hulemand," hviskede jeg: "gør mig til din hulekvinde resten af aftenen."

Han kiggede hurtigt op på mig. Jeg kunne se, han faktisk overvejede situationen. Over hans skulder kunne jeg se min mor i baggrunden, der også var ved at dø af grin. Jeg vidste godt, hun havde stået der hele tiden. Men det generede mig ikke det mindste.

"Fint!" sagde han så og rejste sig op. Han svingede mig over skulderen, inden jeg fik set mig om, og så gik han afsted med mig, mens jeg skreg. Det havde jeg slet ikke forventet.

"Martinus for helvede! Sæt mig ned!" grinede jeg, men det eneste svar, jeg fik, var et klask i røven. Han mente det virkeligt. Han stoppede ikke, før vi stod inde på mit værelse, og så lossede han mig af i sengen. Mit tøj blev revet af, og inden længe lå vi begge nøgne. Han kyssede mig ned af halsen og videre ned af maven, indtil han nåede til lige over mine nedre dele.

"Alex, der er noget, jeg gerne vil prøve," svarede han: "men jeg ved altså ikke, hvor godt det kommer til at gå."

Jeg rystede bare smilende på hovedet.

"Det er okay. Ikke nedgør dig selv."

Han kyssede mig længere ned og lagde til sidst læberne mod mit underliv. Jeg kunne godt mærke, han tydeligt aldrig havde prøvet det her før. Han anede ikke, hvad han lavede, og jeg fik ret ondt af ham. Han kiggede op på mig med et bedrøvet blik.

"Jeg kan ikke finde ud af det," sagde han så, og jeg trak ham op til mig igen.

"Så lad mig lære dig det," svarede jeg og hviskede hemmeligheden bag det hele til ham, mens jeg nussede ham.

"Tak," sagde han, og hans øjne glimtede at et nyfundet håb. Han lænede sig ned og gav mig et langt varmt kys, der var så blødt og kærligt, det fik hele min krop til at dirre.

"Gå så ned og vær min hulemand," sagde jeg, og han smilede. Da han lagde læberne mod mit underliv denne gang, var oplevelsen helt anderledes. Det eneste ord, jeg kunne komme i tanker om, var perfekt. Da jeg endeligt gav slip, og varmen strømmede gennem min krop, var jeg ikke længere jordnær. Jeg befandt mig på et euforisk stadie. Jeg var helt stakåndet, da han atter lagde sig oven på mig. Jeg trak ham hurtigt ned til mig i et meget dybt kys.