Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 121: En chance til?

Alexandras synsvinkel:

Næste morgen stod jeg op før Martinus. Jeg havde det skidt, og jeg var nødt til at gøre noget ved det. Jeg listede stille ud af værelse med min toilettaske og noget tøj i hånden. Ude på badeværelset låste jeg mig inde og fjernede forbindingen. Der var tre lige streger på mit håndled... og nu var det tid til at lave et par mere. Jeg tog alt mit tøj af og gik ind i badet.

Det var så pinligt, at jeg ikke havde kunnet gennemføre at have sex med Martinus i går. Jeg havde ikke kunnet gennemføre det, jeg så gerne havde villet. Jeg havde ikke tilfredsstillet ham, og nu måtte jeg betale for det ved at lave endnu et par snit i håndleddet.

Jeg tændte for vandet og tog det barberblad, jeg havde taget med ind i badet. Jeg kiggede lidt på det. Tanken om den frygtelige smerte, det ville bringe, hujede mig ikke ligefrem. Men alligevel skar jeg et par linjer med barberbladet lige over de andre. Nu havde jeg fem linjer på række. Tre, der var rødlige og to, der flød med blod, som dryppede ned og gav vandet en lyserød tone.

Da det varme vand ramte de åbne streger på mit håndled, kunne jeg have grædt, så ondt gjorde det – og det gjorde jeg også. Mens vandet løb ned af min krop, græd jeg stille. Jeg græd min smerte ud. Da jeg kom ud af badet, fandt jeg en ny forbinding frem fra min taske. Jeg forbandt hurtigt mig selv, tog tøj på og gik ud. Martinus var stadig ikke vågen, jeg besluttede bare at gå nedenunder. Jeg trængte til at sidde lidt alene og tænke over i går.

Da jeg kom ned i køkkenet, stod Gerd-Anne og var i gang med at bage boller. Det duftede virkeligt godt. Jeg sagde godmorgen til hende, og hun tilbød mig hurtigt en nybagt bolle. Jeg fandt nutellaen i skabet og satte mig ned.

"Alexandra, kan jeg lige snakke med dig?" spurgte Gerd-Anne, og jeg nikkede. Hun satte sig ned ved bordet. Kjell-Erik kom også ud og satte sig ned. Det her tegnede til, at det ville blive en meget alvorlig samtale.

"Vi er utroligt glade for at se dig her," sagde Gerd-Anne: "hvordan har du det?"

"Jeg er rigtigt glad for at være her. Jeg føler, jeg kan slappe af," sagde jeg: "og at være sammen med Martinus, det redder alt skidt, der kører gennem mit hoved. Han er mit lys."

"Han elsker dig virkeligt," sagde hun.

"Hvordan havde han det, da jeg besluttede ikke at være sammen med ham mere?"

"Han var utroligt ked af det. Vi ved godt, at du gjorde det for at beskytte ham, og vi vil faktisk takke dig for at redde ham. Det viste virkeligt, hvor meget du elsker ham. Han havde gjort det samme for dig. Vi var også utroligt kede af det over det. Du er så god for ham, og vi er meget glade for dig. Det er vi alle sammen. Så du kan måske forestille dig, hvor glade, vi var, da han fortalte, at du kom på besøg," sagde Kjell-Erik.

Jeg blev helt rørt, da jeg hørte de ord, at jeg smilede, mens der løb et par tårer ned af mine kinder.

"Vi ved godt, hvor meget du er gået igennem," sagde Gerd-Anne: "og at det er svært for dig bare at vende tilbage til normal. Men du er en stærk pige, og vi tror på, du kan gøre det. Du har i hvert fald vores støtte."

"Tusind tak, det betyder virkeligt meget for mig. Mit største dilemma er faktisk, at jeg så gerne vil være sammen med Martinus. Men jeg ved bare ikke, om jeg kan. Jeg har det elendigt. Mentalt. Og der er visse ting, jeg ikke aner, om jeg nogensinde kommer til at have det godt med at gøre igen."

"Jeg går ud fra, at du mener seksuel aktivitet?" spurgte Kjell-Erik, og jeg nikkede.

"Det er det, jeg mener," svarede jeg: "og jeg ville ikke kunne leve med at være sammen med ham men ikke føle, at jeg overhovedet ikke tilfredsstiller ham. Han siger, det ikke gør noget... men jeg synes, det er så synd for ham."

"En ting, du skal vide. Martinus ville ikke sige sådan noget, hvis ikke han mente det. Du er nødt til at tro på ham. Han elsker dig af hele sit hjerte," sagde Gerd-Anne.

"Tror du, at du kan give vores søn endnu en chance?" spurgte Kjell-Erik.

Til sidst nikkede jeg. Jeg ville give ham en ekstra chance. Jeg havde ikke udelukket ham i forvejen, men jeg ville gøre et ærligt og hæderligt forsøg på at give ham en chance. Jeg ville prøve at lægge de negative ting bag mig og fokusere på fremtiden. På Martinus. Måske kunne han faktisk virkeligt hjælpe mig, men det havde jeg måske ikke helt givet ham en chance for. Jeg havde bare holdt alt for mig selv.

A/N:

En lidt akavet samtale at have med sin tidligere kærestes forældre... eller hvad?

Nu har hun jo lovet Kjell-Erik og Gerd-Anne at give Martinus en chance til... men gør hun nu også det?
Tror I, at hun holder løftet?

Skriv, hvad I tror i kommentaren! ;))

Og glem ikke at stemme <3