Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 9: Beskeden

Alexandras synsvinkel:

Det havde været en fantastisk koncert i går. Det havde været så fantastisk endeligt at få lov at møde dem, og at Marcus havde spurgt om mit nummer, det toppede lige det hele. Jeg var overlykkelig. Det kunne slet ikke beskrives. Nu ventede jeg bare på, at han skulle skrive.

Det undrede mig stadig, hvorfor Martinus havde kigget så meget på mig? Eller havde det bare været noget, jeg havde bildt mig ind?

Jeg tog min mobil op fra natbordet. Jeg opdagede, jeg havde fået en besked.

Ukendt nummer:

Hej!

Ét ord, kun et enkelt ord. Kunne det være Marcus? Jeg havde jo ikke fået hans nummer, jeg havde kunne givet mit til ham. Jeg var jo nødt til at svare.

Alexandra:

Er det dig, Marcus?

Der gik kun et kort øjeblik, før et svar tikkede ind.

Ukendt nummer:

Nej, det er Martinus

WHAT?! Det var Marcus, der havde fået mit nummer. Ikke Martinus, men hvordan... åh gud, Marcus havde jo så nok givet ham det. Men hvorfor? Jeg gik ind og gemte hans nummer alligevel.

Alexandra:

Hvordan har du fået mit nummer?

Martinus:

Marcus gav mig det...

Øm... okay?

Please, ik vær sur. Jeg syntes bare, du var sød at snakke med

Jeg er ikke sur. Måske bare... overrasket

Vil det sige, du ikke vil have, jeg skriver til dig igen?

Det er okay, hvis du ikke vil

Hvad skulle jeg svare? Han ville jo tydeligvis gerne snakke med mig, og jeg følte, det ville være ondt at sige "kan du ikke bede Marcus skrive til mig i stedet for". Det var jo ikke, fordi Martinus ikke var sød. Jeg kunne da bestemt rigtigt godt lide ham. Jeg havde bare et crush på hans tvilling. Jeg kan også give ham en chance. Måske jeg kunne finde en god ven i ham.

Så jeg endte med at svare følgende:

Alexandra:

Nej nej, det er skam helt i orden. Var bare overrasket, ikke andet.

Hvad laver du så?

Martinus:

Pakker. Vi skal hjem i aften

Jeg svarede ikke. Jeg havde på en måde lidt en følelse af akavethed. Bare hele den måde, han havde kigget på mig i går, og samtidigt ikke havde vist, hvad han nærmest skulle sige til mig. Og nu skrev drengen til mig. Hvad foregik der egentligt? Pludselig gav mig mobil lyd fra sig igen, og jeg tjekkede selvfølgelig efter.

Martinus:

Hvis du er i nærheden af København, kan du jo komme forbi og hænge ud et par timer, inden vi skal afsted?

Kun hvis du har lyst.

Marcus vil også gerne se dig igen!

Marcus ville gerne se mig? Mon det var sandt eller var det bare noget, han sagde, fordi han selv gerne ville se mig? Men det ville da sikkert være hyggeligt.

Alexandra:

Jeg bor faktisk i København. Så det kan jeg vel godt

Martinus:

Så ses vi om lidt 😉

Jeg skyndte mig op på mit værelse for at gøre mig klar. Hvad skulle jeg tage på? Skulle jeg være totalt fangirl med MM-trøje? Eller skulle jeg være lidt mere classy, som jeg plejede at være, når jeg skulle noget? Hvis jeg skulle imponere nogen, skulle det nok være det classy. Jeg flåede alle mine skuffer og skabe op, og tøjet fløj rundt om ørene på mig. Shit, jeg skulle nok rydde op, når jeg kom hjem igen. Men lige nu, gad jeg slet ikke tænke på det. Mine tanker var to helt andre steder. Den første var, hvordan jeg skulle imponere Marcus. Den anden var, hvorfor Martinus så gerne ville have kontakt med mig. Den første kan jeg kun gøre mit arbejde for, og så måtte jeg se, om Marcus kunne lide mig eller ej. Den anden... ja, den var straks værre. Den eneste måde, jeg kunne få et svar på det på, var at spørge ham, og det turde jeg ikke. Hvis han nu godt kunne lide mig, sådan rigtigt lide mig, så ville jeg have ondt i hjertet over at skulle afvise ham.

Ej, jeg måtte hellere lægge alle de tanker lidt i baggrunden og bare se, hvordan det hele gik, når jeg kom derhen. Jeg skyndte mig lidt at gøre mig klar. Martinus havde jo skrevet, at vi skulle ses om lidt. Det var svært, når jeg havde kastet tøjet rundt i hele værelset. Jeg endte med en hvid chiffon skjorte med sort sløje om halsen, stramme sorte jeans og mine elskede Vans. Jeg lagde også en classy make up med winged eyeliner og rød læbestift. Nu skulle jeg bare derhen. Jeg smed min taske over skulderen og stormede ud ad døren. Jeg nåede lige præcis bussen. Nu var jeg på vej!