Kapitel 86: Offentliggjort

822 40 16
                                    

Martinus' synsvinkel:

Det var i dag! Endeligt, at mit og Alexandras forhold skulle offentliggøres. Jeg havde ventet på dette øjeblik så længe, at jeg havde mistet min tidsfornemmelse omkring det.

At erklære min kærlighed til hende var noget, der selvfølgelig var en privatsag. Men at jeg også havde muligheden at kunne gøre det ud til verden, havde jeg absolut ingen kvaler om. Alle skulle se, hvor meget jeg elskede denne pige. Hun var mit livs lys, min glæde - hun var alt, jeg nogensinde havde drømt om. Hvordan kunne jeg have været så heldig at rende ind i så perfekt en pige som hende?
Jeg havde følt, hun havde været en del fraværende på det sidste. Men det var nok bare nerver i forhold til, at offentliggørelsen af vores forhold nærmede sig.

Jeg forstod godt, hun var nervøs. Det var jeg også selv. Jeg ønskede ikke, hun skulle udsættes for hate. Ikke, at hun ville bukke under for det. Hun var stærk. Men fordi jeg heller ikke ville kunne holde ud at se folk svine min kæreste til.

"Martinus, du er nødt til at slappe af," sagde Marcus, da vi stod og ventede på, vores interview skulle gå i gang.

"Det kan jeg næsten ikke."

"Du har vel ikke fået kolde fødder, vel?" spurgte han: "altså, med hensyn til at offentliggøre dit og Alex' forhold?"

Havde jeg det? Fået kolde fødder?

"Nej, ikke sådan rigtigt," svarede jeg og kiggede over mod den smukke pige, der sad og betragtede os fra sofaen.

"Hvorfor er du så helt hvid i hovedet?"

"Fordi jeg ærligt talt er en smule nervøs omkring det. Du ved jo godt, det ikke er alle vores fans, der vil blive lige glade for det her. Hun vil få hate - og jeg ønsker ikke, at min kæreste skal svines til. Det fortjener hun ikke."

"Det er rigtigt. Hun er lige så nervøs som dig. Se på hende. Hun ryster."

Jeg kiggede over på hende igen, og ganske rigtigt. Hendes krop havde en let dirren.

"Martinus, hun har større problemer end hate fra en masse ligegyldige piger, hun aldrig vil komme til at møde," sagde Marcus så: "for hende er det gymnasiet, der er hendes største bekymring."

"Jeg ville ønske, der var noget, jeg kunne gøre for hende."

"Bare vær der for hende. Elsk hende. Vær på hendes side i alt, så tror jeg, det hele nok skal gå," sagde Marcus og smilede til mig.

"Hvor ved du alt det her fra?"

"Jeg rendte ind i hende i morges. Lige da I var stået op. Hun kom ind for at hente sin oplader, jeg lånte af hende i går - fordi min er gået i stykker."

Jeg nikkede bare og kiggede over mod hende. Så gik jeg hen til hende og trak hende op fra sofaen og ud bagved. Ingen af os sagde noget. Jeg kunne mærke, hvordan hele hendes krop rystede. Jeg trak hende ind til mig og nussede hende.

"Du skal ikke være nervøs," hviskede jeg: "hverken for vores fans eller for dem på dit gymnasium."

"Jeg er nervøs Martinus. Du er der ikke i min hverdag, og de mennesker, jeg går i klasse med, er dem, jeg ser hver dag. Hvis jeg ikke er i god jord der, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre."

Jeg blev helt ked af det indeni. Jeg var der ikke i hendes hverdag, og det vidste jeg. Det var en af de ting, der gjorde mest ondt. Jeg ville helst have hende hos mig hele tiden. At hun boede i Norge. I Trofors. Eller i det mindste bare i Oslo. Men det var ikke muligt. I hvert fald ikke endnu.

Jeg trak hende ind i et dybt kys. Men da jeg prøvede at bryde kysset, trak hun mig tilbage ind i det. Jeg strammede grebet om hende og blev ved med at kysse hende. Jeg ville gerne have trukket hende hen et mere privat sted, men det var ikke muligt. Jeg kyssede hende rundt i ansigtet og lagde min pande mod hendes.

Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔Where stories live. Discover now