Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 93: Du lugter altså pænt meget

Alexandras synsvinkel:

Martinus svarede ikke tilbage på mine beskeder... han skrev ikke, at han også elskede mig. Måske hadede han mig? Eller måske ikke... han havde jo prøvet at ringe til mig. Jeg slettede min samtale med ham – i tilfælde af, at Andreas fik den vanvittige ide at gennemrode min mobil. Det havde han gjort en gang før, men det var længe siden.

"Alex!" råbte Lisette og kom løbende ind på mit værelse.

"Hvad?" spurgte jeg. Jeg havde ikke rigtigt været på det sidste lange stykke tid. Ikke været den storesøster, jeg gerne ville være. Andreas havde ødelagt mit liv på mere end et punkt. Lisette havde påpeget flere gange, at jeg havde været meget distanceret, og det gjorde et eller andet sted ondt at få af vide af sin søster.

"Hvorfor står Andreas ude foran vores hoveddør og siger, at han skal hente dig?"

"Fordi det er sandt. Han skal hente mig."

Andreas havde inviteret mig ud at spise. Jeg tilbragte efterhånden alle dage med ham... fordi jeg var nødt til det. I virkeligheden var jeg mere end klar til at tage det næste fly til Norge, finde Martinus og bare kaste mig i armene på ham, bede ham tilgive mig og så bare være lykkelig igen.

"Men hvad siger Martinus til det?" spurgte hun panisk.

"Jeg er ikke sammen med ham længere..."

"Har I slået op?" udbrød hun, lidt for højrøstet.

"Ja, det har vi."

"Jamen... hvorfor?"

"Ikke nu..." svarede jeg bare og tog min taske over skulderen.

"Du har aldrig tid mere," klagede hun. Jeg sukkede. Jeg vidste det jo godt. Uden at svare gik jeg, ned af trappen og ud til Andreas. Han smilede, da han så mig og kyssede mig. Jeg skævede op til mit værelse, hvor jeg så Lisette stå i vinduet.

Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det hele om. At jeg havde været mere åben over for Martinus. At jeg havde sagt til nogen, at Andreas afpressede mig. Men nu var det for sent. Jeg var fanget i nettet, og jeg måtte spille hans spil.

Martinus' synsvinkel:

"Du lugter altså pænt meget. Tror du ikke godt, du kunne få dig selv ud og bade i dag?" spurgte Marcus og kiggede alvorligt på mig. Jeg rystede på hovedet. Jeg magtede det ikke.

"Martinus, det går altså ikke. Du er jo ved at blive deprimeret. Hvis du ikke allerede er det."

"Det tror jeg desværre allerede, jeg er," svarede jeg.

"For helvede... vi skal afsted om et par timer jo. Du kan ikke møde op i Danmark og se sådan ud!"

Jeg kiggede ned i gulvet. Jeg orkede ingenting. Jeg ville bare gerne ligge mig ned under min dyne og sove. Jeg havde ikke været i bad i en hel uge nu... mit hår var så fedtet, jeg ikke behøvede voks til at sætte det.

"Martinus, hør nu på mig. Du må ikke lade dig selv falde i et sort hul."

"Jeg har allerede ramt bunden," svarede jeg bare: "og den er kulsort. Uden nogle "exit"-skilte til at vise vejen ud."

"Nej nej nej, Martinus," sagde Marcus panisk og rejste sig op: "det må du ikke!"

"Jeg kan ikke gøre noget ved det," svarede jeg: "jeg gider ikke tage af sted."

"Hvad så med vores interviews, vores koncerter – du kan ikke bare droppe ud. Hvad så med mig?"

"Jeg ved det ikke. Jeg gider bare ikke afsted – og slet ikke til Danmark."

Pludseligt bankede det på døren, og far kom ind.

"Er I ved at være klar? Vi kører om en og en halv time."

"Jeg er," svarede Marcus: "men Martinus siger, han ikke gider. Han gider stadig heller ikke gå i bad."

Jeg skulede til Marcus. Hvorfor skulle han absolut bringe det her på banen...

"Martinus, det her går ikke mere. Du går ud i bad, og så gør du dig klar til at tage af sted," sagde far: "jeg ved godt, du er ked af, at I har slået op, men du kan ikke lade hele dit liv gå i stå."

"Men jeg har brug for en pause – jeg føler ikke engang, jeg har fået lov til at puste ordentligt ud," svarede jeg, men der var ingen hjælp at hente nogen steder. Jeg endte med bare at måtte gøre, som far gerne ville have. Jeg måtte bare prøve at anstrenge mig for, at ingen lagde mærke til, hvor nedbrudt jeg var inden i. 

A/N:

Jamen, godmorgen med jer! 

Jeg kunne se, der var stor interesse for, at jeg postede oftere. 

Så det vil jeg gøre, og jeg vil forsøge at poste hver dag <3