Kapitel 110: Retssagen Part I

738 36 32
                                    

Maraton 2/4

Alexandras synsvinkel:

Det var i dag. Første dag i retten. Jeg var så bange. Martinus og jeg havde sovet sammen igen i nat, og det havde været virkeligt rart. Martinus tog sig så pænt af mig. Efter samtalen med psykologen, havde vi taget en snak om tingene, så han vidste, hvad der ville blive sagt i retten. Han havde været utroligt ked af det, og vi havde ligget og nusset hinanden i flere timer.

Martinus havde fået af vide, at han også skulle op og vidne, hvilket han ikke havde det specielt godt med. Han vidste godt, at han var nødt til det, men det tog hårdt på ham. Han havde grædt mange tårer, siden han kom og så mig på hospitalet.

Da jeg stod op, prøvede Martinus at trække mig tilbage i sengen.

"Skattemus, det går altså ikke," sagde jeg: "vi skal være i retten om tre timer."

Jeg var også begyndt at kalde ham kælenavne igen. Indeni var jeg begyndt at bløde lidt op. Martinus kiggede bedende på mig fra puden.

"Alex, please," sagde han: "jeg har brug for at være tæt på dig. Kramme dig og kysse dig."

"Martinus, for helvede da," smilede jeg og kravlede under dynen igen. Med det samme lagde han armene om mig og trak mig ned til ham. Han lagde med det samme sine læber mod mine og kyssede mig. Mens vi kyssede, fik han på magisk vis sat sig op, og fik mig til at sidde på hans skød med et ben på hver side af sine hofter. Han kørte hænderne op ad mine lår og videre op til mine hofter. Han trak mig tættere ind til sig. Jeg satte pris på hans forsigtige kærtegn. Han fik mig ligesom løsnet op. Jeg var ikke længere så nervøs for at kysse ham. Men tanken om sex skræmte stadig livet af mig.

Da vi brød kysset, krammede vi hinanden tæt.

"Er du bange?" spurgte han: "for det, der skal ske i dag?"

"Ja," svarede jeg: "det er jeg. Men jeg er også glad, fordi jeg endeligt kan sige til verden, hvad der er sket. De ting, jeg har været ude for, er ikke nogen, man normalt snakker højt om. Jeg føler, jeg måske endeligt kan få noget retfærdighed over det hele."

Martinus kiggede på mig og kyssede mig igen. Til sidst blev vi dog nødt til at stå op. Jeg brugte lang tid på at gøre mig klar. Jeg tog et businesssæt på med habit-jakke og det hele. Min far havde undervist mig i, hvordan jeg skulle optræde, når vi satte foden i retssalen.

Vi var på vej ind i retsbygningen. Martinus havde hårdt fat i min hånd. Han var næsten mere bange, end jeg var. Jeg havde ryggen ret. Endeligt så det ud til, at jeg fik retfærdighed i alt det lort, Andreas havde lavet. Inde i retssalen fik Martinus ikke lov til at sidde sammen med mig. Jeg sad oppe foran med min far ved forsvarerens bord. I den modsatte ende så jeg Andreas' forældre og deres advokat. Bagved sad Martinus sammen med min mor, Sarah og Lisette. Jeg havde ikke ment, at min lillesøster skulle med derind, men hun havde insisteret på at støtte mig.

Så begyndte det hele. Xander var den første, der skulle vidne. Han så ikke specielt bange ud, da han gik op til vidneskranken. Han satte sig helt afslappet i stolen og ventede på at blive udspurgt. Hr. Lindgaard, Andreas' forældres advokat, skulle starte.

"Xander," begyndte han, da han stod oppe foran ham: "kendte du Andreas personligt?"

"Nej, det gjorde jeg ikke," svarede Xander: "men jeg har observeret ham og hans adfærd. Et par dage før Alexandra blev voldtaget, måtte jeg hoppe ud af vinduet på første sal, så han ikke så mig, fordi hun ville blive banket, hvis han opdagede hende sammen med en anden dreng. Også selvom hende og jeg kun er venner."

"Hvorfor tror du, Andreas ville slå Alexandra?" spurgte Lindgaard videre.

"Fordi jeg har set alle hendes mærker," sagde Xander: "nogle dage før voldtægten, havde han banket hende synder og sammen. Hun gik i store hættetrøjer for at skjule det. Jeg kom til at tage fat i hendes arm, og hun krympede sig. Så efter skole snakkede jeg med hende, og jeg så alle mærkerne på hele hendes krop."

"Hvordan vidste du, at de blå mærker stammede fra knytnæveslag?" spurgte han: "kunne de ikke være påført af noget andet?"

"Nej! Jeg bliver selv banket derhjemme og ved udmærket godt, hvordan det ser ud," svarede Xander simpelt og køligt. Det var tydeligt, at han ikke brød sig om Lindgaard.

"Du er Alexandras tætte ven og ville helt sikkert beskytte hende. Så du Andreas voldtage hende?"

"Ja, det gjorde jeg," svarede Xander koldt: "jeg fandt ham, mens han var trængt ind i hende, og hun skreg af smerte under ham, mens han holdt hende fast. Jeg trak ham af hende, og han fik, hvad han fortjente."

Da Xander var færdig, gik turen videre til den næste. Det var Freja. Jeg havde ikke set hende, siden vi var stødt på hende den dag, jeg var ude og shoppe med Mira. Den dag, hun havde snakket med mig i et prøverum i Vero Moda. Frejas krop rystede, mens hun gik op mod vidneskranken. Jeg troede ærligt ikke, hende og jeg nogensinde skulle se hinanden igen – eller befinde sig i samme rum. Hun satte sig i stolen, mens hun kiggede ud over salen. Hun nåede ikke at fatte sig, før det hele gik i gang.

Først var det min fars tur til at udspørge hende.

"Freja, du havde en relation til Andreas Simonsen. Kan du fortælle lidt om, hvilken relation I havde til hinanden?" spurgte han.

Freja sank hårdt. Hun var bange. Hendes blik søgte mit, og jeg nikkede til hende. Bad hende om at fortælle det, hun havde fortalt mig i prøverummet.

"Andreas og jeg mødte hinanden til en fest, da han stadig var sammen med Alex. Jeg var fuld, og han fik mig overbevist om at have sex med ham. Det gik op for mig dagen efter, at jeg havde været utro... med min bedste venindes kæreste. Jeg valgte at fortælle hende det, og hun slog hånden af mig, hvilket jeg havde fortjent efter dette. Da Alexandra slog op med Andreas, begyndte jeg at finde sammen med ham. Vi blev en form for kærester, men det meste af vores forhold var baseret på sex."

"Vi hørte fra Xander før, at han havde set blå mærker på Alex' arme, og at de skulle stamme fra, at Andreas havde banket hende. Har du nogensinde oplevet denne form for adfærd fra Andreas, mens I var sammen?"

"Ja," svarede hun: "ja, det har jeg."

"Kan du uddybe det?"

Freja nikkede og åbnede munden, men der kom ingen lyd ud. Hun lukkede langsomt øjnene og kiggede ned i bordpladen. Det var ligeså svært for hende at skulle ud med disse detaljer, som det ville blive for mig.

"Jeg ved godt, at det her er ubehageligt, men det er vigtigt, at du fortæller alt, hvad du kan, så vi kan få alle perspektiver på denne sag," sagde min far og gav hende et lille smil. Freja nikkede og trak vejret dybt.

"Andreas... var en voldelig og utilregnelig type," svarede hun: "ligesom han havde gjort med Alex, bankede han også mig."

Der blev stille i salen. Andreas' mor sad og kiggede på Freja med et ondskabsfuldt blik.

"I kan selv spørge Alex. Hun så de blå mærker, der dækkede mine arme," sagde Freja efterfølgende, og vi fik øjenkontakt. Jeg nikkede til hende igen.

"Hvorfor tror du, at han bankede dig?"

"Fordi jeg ikke gjorde, hvad han gerne ville have. Han havde en meget forskruet opfattelse af sex. Han var dominant og tilbøjelig til smertelige lege, og det kunne jeg ikke lide. Han slog altid en, til man overgav sig, og han fik sin vilje."

"Så du siger, at han måske kunne have haft en psykisk tilstand, der ikke var helt normal?"

"Ja, det er det, jeg siger," svarede hun: "hele hans reaktionsmønster var alt andet end normalt."

Da det var Lindgaardstur, blev der ikke spurgt om så meget. Min far havde dækket det meste og havdefået tegnet et meget fint billede af Andreas' karakter. Indtil videre faldt dethele ud til vores fordel.     


A/N:

Så er vi nået gennem halvdelen af maratonet!

Som jeg skrev tidligere, er maratonet fordelt på to dage, og den anden halvdel følger i morgen! <3 

Glem ikke at stemme og kommentere! 

Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔Where stories live. Discover now