Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 112: Retssagen Part III

Maraton 4/4

Alexandras synsvinkel:

"Det næste vidne er Alexandra Vesterberg," sagde dommeren, og jeg rejste mig fra stolen og gik med højt hoved op og satte mig bag vidneskranken. Jeg sad og spejdede ud over retssalen. Jeg var ikke længere bange. Jeg var bare klar til at fortælle min historie – også selvom det var ubehageligt. Jeg fangede Martinus' blik. Han så bekymret ud. Han troede nok, at jeg var hunderæd og ville gerne have holdt mig i hånden, hvis jeg kendte ham ret. Men jeg havde det fint med at sidde her alene. Jeg følte mig i kontrol. Jeg ville fortælle det, jeg havde på hjerte – og jeg ville nyde at gøre det. Endeligt at kunne snakke frit om alt det, Andreas havde fået mig til at tie om i flere år, men nu var det slut. Sandheden skulle ud.

Lindgaard var på vej op til mig. Han var den første, der skulle udspørge mig. Jeg brød mig på ingen måde om ham. Han var kold og havde ingen respekt for dem, der sad på den anden side af bordet. Jeg ville ærligt finde ren fornøjelse i at fortælle sandheden lige direkte op i hans ansigt og se ham blive stum og surmulende.

"Alexandra Vesterberg," begyndte Lindgaard: "dig, har jeg hørt meget om. Kan du starte med at fortælle lidt om din relation med Andreas?"

"Jeg var kærester med Andreas gennem tre år. Vi mødte hinanden til en fest, hvor han tog min mødom, og efterfølgende datede vi. Han var rigtig sød i starten, men da vi blev kærester, begyndte han at slå mig, når jeg ikke gjorde det, han gerne ville have. Det var et sandt helvede at være i, men jeg var så kørt ned inden i, at jeg var på randen til selvmord. Hvis ikke han havde været utro og givet mig en grund til at komme ud af det, havde jeg ikke været i live i dag."

"Du taler om selvmord. Ser du dig selv som en ustabil person?"

"Nej, det gør jeg faktisk ikke," svarede jeg: "men ved du hvad Lindgaard. Du har sikkert ikke prøvet at blive kørt så hårdt ned mentalt, at det næsten ville være nemmere bare at dø. Du har sikkert ikke følt den smerte, der er inden i. Men jeg har følt det. Jeg er dog meget bange for tiden, fordi han voldtog mig, og jeg har svært ved at have en normal hverdag takket være det monster."

De næste spørgsmål, han stillede, var ikke specielt relevante. Han prøvede bare at sætte mig i et dårligt lys, og jeg brugte de knep, men far havde lært mig. Han prøvede at fremsætte mig som et usympatisk væsen, der kun havde tænkt på sig selv, og som havde behandlet lille Andreas uretfærdigt. Men jeg lod mig ikke kue. Da Lindgaard afsluttede sin spørgen, skulede han til mig. Det var tydeligt, at han ikke brød sig om mig. Men han havde sikkert også hørt en masse frygtelige ting om mig fra Andreas' forældre. De havde ellers været så søde mod mig, dengang Andreas og jeg kom sammen, og jeg havde syntes vældig godt om dem. Men nu... puha!

Nu kom min far hen mod mig. Ham og jeg havde snakket om dette tusind gange derhjemme, hvordan jeg skulle spille mine kort, når han skulle stillede spørgsmålene. Jeg måtte ikke vise, at vi havde et far-datter-bånd. Det hele skulle se professionelt ud, så det ikke lignede, at spillet var aftalt.

"Alexandra," begyndte min far: "Hvordan ville du beskrive Andreas som person?"

"Han var ret utilregnelig, og man vidste aldrig, hvor man havde ham. Andreas havde ingen empati for nogen. Havde han haft det, havde han aldrig slået mig på daglig basis. Han angrede aldrig. Det var nærmest en tilfredsstillelse for ham, når han gav mig en knytnæve i ansigtet, fordi han var i kontrol."

Jeg skævede over mod Martinus, da ordene havde forladt min mund. Hans øjne blev store. Jeg havde måske ikke fortalt ham alle detaljerne i volden – men nu fik ham dem... serveret i retten. Jeg tænkte, det var noget, jeg bildte mig ind, men jeg syntes, jeg anede noget vand samle sig i hans øjne. Men det kunne også bare have været lyset, der spillede mig et pus.

"Tror du, at hans væremåde kunne stamme fra hans opvækst?"

"Nej, det tror jeg egentligt ikke. Andreas' forældre er nogle af de mest fantastiske forældre, jeg har set og mødt. At de havde en søn, der opførte sig sådan, havde jeg aldrig set komme. De gjorde alt for ham. Gav ham al den kærlighed i verden, et barn kunne ønske sig. I mine øjne har de ingen skyld i, at han gjorde disse ting mod mig."

Jeg var nødt til at spille på deres følelser. Jeg var nødt til at lades som om, at jeg stadig var lige så glad for dem, som jeg havde været dengang, jeg datede deres nu døde søn. Jeg skævede over til dem, og Linda sad med åben mund, mens Paul bare stirrede. Det havde de nok ikke regnet med, at jeg ville sige.

"Vidste du, at han havde en psykisk diagnose?" spurgte min far.

"Nej, det gjorde jeg ikke. Han fortalte mig aldrig om det, og han tog aldrig nogle piller, når jeg var i nærheden, og ham og jeg har ellers indimellem boet samme i flere dage, når vi har været på ferie. Men det undrer mig ikke, at han havde det. Det ville forklare, hvorfor han opførte sig, som han gjorde. Selvom en diagnose i mine øjne ikke er en undskyldning for kærestevold eller voldtægt."

"Hans forældre, som du omtaler så fint, har anklaget dig for overlagt mord på deres søn. Hvad siger du til den anklage?"

"At jeg overhovedet ikke forstår, hvordan de kan tro det om mig. De har kendt mig gennem flere år. Linda sagde engang til mig, at jeg var den datter, hun aldrig havde fået. Jeg forstår godt, de er kede af at have mistet ham. Jeg er også ked af, at han døde, men der var ikke tid til at tænke, når han var ved voldtage mig og nærmest slå livet ud af både mig og Xander. Jeg handlede, og det endte fatalt."

Jeg var på ingen måde ked af Andreas' død. Men igen, min far og jeg havde aftalt, jeg var nødt til at spille det. Ellers ville det give et forkert signal til dommeren.

"Hvordan har du det i dag? Efter at Andreas er død?"

"Jeg er mærket for livet af dette. Disse oplevelser vil altid sidde i mig," svarede jeg: "men jeg har været heldig. Det kunne have endt meget værre, hvis ikke jeg havde haft nogle helt fantastiske mennesker i mit liv. Xander, der vidnede først, reddede mig under selve voldtægten, og Martinus, han hjælper mig med at komme på ret køl igen. Uden alle disse mennesker, jeg har omkring mig, for jeg kunne nævne mange flere, ville jeg aldrig have haft en chance for bare at håbe på et normalt liv igen."

Og dermed sluttede mit vidneudsagn. Jeg var godt tilfreds med det. Jeg syntes, jeg havde forsvaret mig godt, og jeg kunne se i min fars øjne, at han var stolt. Jeg havde gjort det godt og overbevisende.

Det næste, der fulgte, var udtalelsen om den mentalundersøgelse, jeg havde været nødt til at undergå, samt rapporterne fra hospitalet. De startede med resultatet af min mentalundersøgelse. En psykolog kom op og begyndte at fortælle om den.

"Rapporten siger," startede psykologen, der havde taget testen: "at Alexandra Vesterberg er en helt normal pige. Hun er faktisk meget overempatisk og har let til følelser, og vi finder derfor, at dette stritter imod påstanden om, at hun overlagt skulle have dræbt Andreas Simonsen. Hvis det skulle have været muligt, skulle hun have haft en empati-score langt fra den, hun fik."

Den faldt ud til min fordel, og jeg var glad. Nu manglede vi bare hospitalsrapporterne, og så ville vi ifølge min far have en rigtig god chance for at vinde sagen. Lægen fra hospitalet kom frem med en stak papirer.

"Hun kom ind og blødte ret meget fra de nedre regioner. Hun var sprækket, og vi måtte sy hende sammen, og hun var indlagt i nogle dage. Vi fandt ingen sæd, hvilket vi testede for, og denne flænge kan derfor være påført af andet. Der er ikke nogen direkte tegn på, at denne pige er blevet voldtaget," sagde lægen: "de blå mærker kunne til gengæld godt stamme fra knytnæveslag."

Jeg stirrede ned i bordet. Jeg havde regnet med, at lægen ville have bekræftet hele min påstand, men det gjorde han ikke. Uden sæd, var der intet bevis på voldtægten. Det hele så ret sort ud lige nu. Det var blevet påstand mod påstand – præcis, som det ikke skulle have været. Hvad ville det næste træk blive?

A/N: 

Det var hermed slutningen på vores maraton!

Vi mangler stadig dommen. Hvad tror I, den bliver? <3

Vinder Alex sagen... eller ender hun med at betale erstatning til Andreas' forældre? Eller vil hun i værste tilfælde komme i fængsel for overlagt mord på Andreas.

Skriv det i kommentaren! Og glem ikke at stemme! <3