Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 60: Mødet

Martinus' synsvinkel:

Da jeg stod ud af sengen den morgen, var jeg helt tung i kroppen. Alexandra kom i dag, og lige nu anede jeg ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg vidste, det ville blive alvorligt denne gang. Meget mere, end sidst vi havde en konflikt. Det kunne ende med, at det ville være sidste gang, jeg så hende. Jeg var så bange for, at hun ville gøre det forbi i dag, når vi fik snakket. Hvis hun havde en lille taske med, så var det nok et tegn til, at hun ikke ville blive længere end til den samtale. Det skræmte livet af mig. Bare tanken om det.

Jeg elskede hende. JEG ELSKEDE HENDE SÅ MEGET! Det gjorde ondt i hele kroppen, når jeg tænkte på, at hun havde kysset en anden. Det eneste, jeg ønskede, var bare at være sammen med hende. Jeg ville bare have, hun også elskede mig.

Jeg gad ikke rydde op på mit værelse. Det var lige meget. Jeg fik taget et bad og traskede nedenunder. Der mødte jeg Marcus ved morgenbordet. Han sad med hovedet i sin mobil, mens han gnaskede på noget brød med marmelade. Jeg dumpede ned på en stol. Jeg havde absolut ingen appetit.

"Hvordan har du det?" spurgte Marcus bekymret. Han havde lagt mobilen fra sig på bordet. Jeg trak på skulderen.

"Ikke godt," svarede jeg. En tåre løb ned af min kind. Jeg skyndte mig at tørre den væk, men Marcus havde allerede set den. Jeg rejste mig og gik ud af køkkenet, mens jeg kunne høre, han fulgte efter mig.

"Martinus, ikke gå," sagde han. Han indhentede mig hurtigt. Jeg brød fuldstændigt sammen.

"Kan vi i det mindste så ikke gå ind på mit værelse, hvis vi skal snakke," græd jeg. Marcus nikkede og lagde armen om mig. Han trak mig ind til sig, mens vi fortsatte ovenpå og ind på mit værelse. Da vi havde sat os ned, kiggede han afventende på mig.

"Jeg er bange," indrømmede jeg endeligt: "for at hun ikke vil være sammen med mig mere."

"Hvorfor skulle hun så tage hele vejen herop?"

"For at afslutte det på en ordentlig måde?"

"Kan du slet ikke høre, det er noget pjat?" spurgte Marcus, men jeg trak bare på skuldrene. Ingen af os vidste, hvad der ville ske.

"Tinus," sagde Marcus pludseligt: "klokken er næsten to. Du skal være nede på stationen om lidt."

Jeg nikkede. Jeg kunne ikke lade hende stå dernede, når jeg nu havde lovet hende at være der. Jeg rejste mig for at gå, men inden jeg nåede at gå hen til døren, havde Marcus revet mig ind i et kram.

"Det skal nok gå," sagde han: "tag det roligt. Hvis hun ikke ville være sammen med dig, ville hun aldrig have fløjet hele vejen herop."

Jeg håbede, han havde ret. Da jeg endeligt satte foden uden for hoveddøren, havde jeg mest lyst til at flygte indenfor igen. Men jeg fortsatte. Inden jeg fik set mig om, stod jeg nede på stationen. Der var omkring syv minutter til, at toget skulle komme ind på perronen. Jeg var nervøs, virkeligt nervøs.

Jeg følte mig så langt nede inden i. Alle de beskeder, jeg havde skrevet til hende, havde været meget aggressive. Det var slet ikke sådan, jeg ville have udtrykt mig, men hele situationen gik mig så meget på. Jeg følte nærmest, der var en, der stod med hånden om min hals og kvalte luften ud af mig. Toget kom ind på perronen, og jeg holdt vejret. Nu var det nu. Jeg skulle se hende...

Da hun kom ud af toget, gik jeg næsten bagover. Hun var smukkere, end jeg huskede hende. Hun fik øje på mig, og vi stod bare og stirrede hinanden i øjnene på lang afstand. Hun smilede ikke. Hun så lige så trist ud, som jeg havde den sidste uge. Da hun var nået helt hen til mig, kiggede vi stadig bare på hinanden. Pludseligt slap hun sin kuffert, så den faldt til jorden, og hun svang armene om halsen på mig. Hun gav mig et kys, men jeg gengældte det ikke. Jeg kunne ikke. Ikke når jeg vidste, at en anden havde kysset hendes læber, mens jeg troede, vi var sammen. Hun trak sig og stirrede tomt på mig. Så faldt de første tårer ned af hendes kinder.

"Undskyld, Martinus," græd hun: "jeg er så ked af det."

Jeg kæmpede mod at græde selv. Tårerne vældende op i mine øjne, men det lykkedes mig at kvæle dem igen. Vi gik i stilhed mod mit hus. Jeg lagde mærke til, at hendes kuffert var forholdsvis stor. Så var der måske stadig en chance for os. Jeg mærkede en hånd tage min. Jeg vidste, jeg burde slippe den, men jeg kunne ikke. Mit hjerte higede efter den her pige, og hun havde været villig til at komme hele denne vej. Måske kunne hun stadig lide mig. Bare lidt.

Marcus kom ud og åbnede døren.

"Hej Alex," sagde han, men tav da han så hendes tårevædede ansigt.

"Hej Mac," kom det fra hende. Hendes stemme var næsten kun en hvisken. Hun slap min hånd og gik hen og gav Marcus et kram. Jeg kunne se, at hendes krop rystede, mens hun hulkede. Tårerne vældede op i mine øjne igen. Hele denne her situation var bare ubærlig. Da vi havde fået overtøjet og skoene af, tog jeg hendes kuffert, og hun fulgte efter mig ovenpå. Da vi kom ind på mit værelse, satte jeg kufferten fra mig og satte mig på sengekanten.

Alexandra blev bare stående midt ud på gulvet. Hun vidste tydeligvis ikke, hvad hun skulle. Jeg betragtede hende. Jeg havde lyst til at skælde hende ud, råbe af hende at hun havde været en idiot. Jeg havde lyst til at kysse hende, snave hende til hun ville tigge mig om aldrig at stoppe. Flå tøjet af hende og røre hendes nøgne hud. Se hende uden nogen former for lag på. Jeg rystede fortvivlet på hovedet. Det var nok ikke længere en mulighed.

"Vær sød at sætte dig," sagde jeg tomt og nikkede mod pladsen ved siden af mig. Hun kom langsomt hen mod mig og satte sig. Hun kiggede bare trist ned i jorden. Hun havde det ikke godt, det var tydeligt. Ingen af os sagde noget. Jeg kiggede bare på hende. Jeg kunne mærke, hvordan tårerne vældende op i mine øjne igen, og jeg kunne ikke længere holde det tilbage.