Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 16: Jeg skal nok passe på dig

Martinus' synsvinkel:

Efter min og Marcus snak, spillede vi noget FIFA. Jeg var glad for at have Marcus. Det var rart at have en, man kunne snakke med om alt. Da vi havde spillet et stykke tid, skrev jeg til Alex, om jeg godt måtte ringe til hende. Jeg havde besluttet mig for alligevel at spørge, hvornår hun ville komme. Men jeg ville også fortælle hende, at jeg ikke prøvede at presse hende. Jeg ville bare gerne tilbringe tid med hende. Jeg ville dog undlade at fortælle, at jeg godt vidste det om hendes tidligere forhold. Hun havde fortalt Marcus det i fortrolighed, og hun skulle selv have lov til at fortælle mig det.

Der kom dog hurtigt et svar fra hende.

Alex:

Det kan du sagtens. Er lige blevet færdig med min danskstil 😊

Ville være dejligt med en lille snak, inden jeg skal sove.

Jeg smilede over hele ansigtet, da jeg læste beskeden. Kort efter kom der endnu en.

Jeg har noget, jeg skal sige til dig.

"Hvad sker der?" spurgte Marcus, og jeg vendte mig mod ham med røde kinder.

"Det var Alex. Hun vil gerne snakke med mig. Hun skriver, hun har noget, hun skal sige," sagde jeg og blev bare ved med at smile: "hun skrev, det ville være dejligt med en snak, inden hun skal sove."

Marcus lyste op i et stort smil.

"Der kan du se, Martinus. Hun kan da nok godt lide dig også. Du skal nok bare give hende lidt tid."

Jeg rejste mig og satte kursen mod mit værelse. Det øjeblik, jeg havde lukket døren, ringede jeg hende op på FaceTime. Der gik kun få sekunder, før hun tog den, og hendes ansigt tonede frem på skærmen.

"Hej søde Martinus," sagde hun glad: "hvordan har du det?"

Hun kaldte mig for søde! Mine kinder blev ildrøde, og jeg prøvede at skjule dem.

"Hej Alex," svarede jeg: "jeg har det skam helt fint. Især efter at se dit glade ansigt."

"Nå nå, der er da fuld skrue på charmen der, hva?" sagde hun og blinkede til mig. Flirtede hun med mig? Jeg kunne ikke helt finde ud af det.

"Altid," sagde jeg bare: "men Alex, jeg har lige noget, jeg faktisk gerne vil sige."

Hun rettede sig op og kiggede alvorligt på mig. Hun bad mig bare fortsætte.

"Jeg er ked af, hvis du føler, jeg har presset dig for hårdt i forhold til at komme til Trofors. Sandheden er bare, at jeg synes, du er sød, og jeg godt kunne tænke mig at tilbringe mere tid sammen med dig."

"Har du snakket med Marcus?" spurgte hun med en lille stemme.

"Ja, han sagde, du havde svært ved at blive presset lige for tiden, og det er helt i orden. Du siger bare til, når du føler, du er parat til at tage herop... hvis du altså har lyst."

Hun kiggede ned. Da hun atter vendte ansigtet mod skærmen, kunne jeg se, hendes øjne var helt blanke.

"Det er desværre mere dybt end bare, at jeg følte mig presset," sagde hun: "men jeg har ikke lyst til at fortælle dig det over en skærm."

"Det er okay Alex. Fortæl mig det, når vi ses."

Jeg smilede til hende, og jeg fik et lille smil tilbage fra hende på trods af hendes tårefyldte øjne.

"Jeg får brug for kram Martinus... og måske lidt omsorg. Måske ret meget af begge dele endda."

"Du kan få lige så mange kram, du vil have," sagde jeg: "og du skal få lige så meget omsorg, du overhovedet har brug for. Jeg skal nok passe på dig."

"Du er sød Martinus, rigtig sød," sagde pigen, mit hjerte ene og alene bankede for: "og hvis det passer, så kommer jeg op til Trofors i næste uge. Hvor længe kan jeg blive?"

"Du kan blive så længe, du vil," svarede jeg: "hvor længe tænkte du på at blive?"

"En uge?" svarede hun: "jeg ved godt, du er i skole, men jeg kan desværre ikke gøre det bedre. Jeg har terminsprøver ugen efter."

Da vi havde fået det hele på plads, sad vi bare og snakkede lidt om alting. Man kunne godt mærke på hende, at hun var ældre. Hun havde langt mere erfaring med mange ting, end jeg havde. Men det gjorde mig ikke noget. Det var, som om vi var på den helt samme bølgelængde. Vi accepterede hinanden for dem, vi var.

Idet hun lagde på, sagde hun endda, at hun glædede sig til at se mig. Jeg var helt oppe i skyerne, og jeg løb ind på Marcus' værelse og gav ham et chok, så han faldt ned af sin stol. Nu var det tid til endnu en bror-snak.

Men der var kun én ting, jeg kunne tænke på lige nu, og det var Alex. Hun kom i næste uge, og jeg kunne slet ikke vente. Tiden gik ikke hurtigt nok. Den måtte gerne bare gå, så jeg kunne se min drømmepige igen. Denne gang i en hel uge.