Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 51: Jeg glemte, vi skulle kropsvisiteres!

Maraton 1/5 

Alexandras synsvinkel:

Studieturen nærmede sig, og jeg stod nu med min kuffert og pakkede alle de nødvendige genstande ned. Min klasse skulle til Lissabon. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, om jeg overhovedet glædede mig. Tanken om at tilbringe hele fem dage i selskab med tredive mennesker, der var lige så ansvarlige som pattebørn, var ikke noget, der hujede mig.

Det ville selvfølgelig være sjovt at se Lissabon. Jeg havde aldrig været der. Vi skulle have vores idrætslærer Morten og vores samfundsfagslærer Claus med. Det betød, at vi undervejs skulle lave aktiviteter og opgaver, der indeholdt disse to fag. Jeg var overdrevet glad for, at et af fagene var samfundsfag. Det var et af de valgfag, jeg havde, og jeg elskede det. Men idræt... puha. Jeg håbede ikke, at vi skulle løbe Lissabon rundt hver morgen. Morten var professionel cykelrytter, så han var altid meget på i idrætstimerne og ville have, at alle skulle kunne løbe et maraton. Han var pænt sagt en røvirriterende lærer, og jeg havde bestemt ikke haft lyst til at have ham med på den her tur.

Da jeg havde pakket færdigt, trak jeg det hele med nedenunder og stillede det i gangen. Jeg skulle mødes med Mira, inden vi tog ud til lufthavnen, hvor vi skulle mødes med resten af klassen.

"Er du klar?" spurgte mor, da jeg kom ud i køkkenet.

"Ja, det tror jeg," svarede jeg: "vil du køre mig hen til Mira?"

"Det kan jeg sagtens, men skal jeg ikke hellere køre jer ud til lufthavnen? Især med de store kufferter, I skal slæbe rundt på."

"Det må du meget gerne!"

Jeg tog min mobil frem og skrev det til Mira. Hun var mere end lykkelig over, at min mor ville køre os. Vi fik lastet bilen med min kuffert, og kort efter holdt vi foran omgangen til Miras lejlighed. Hun kom løbende ud, så hurtigt hun nu kunne med den enorme kuffert. Man skulle tro, hun skulle være væk i en hel måned, og ikke fem dage.

Hun vinkede som en sindssyg, mens hun kørte kufferten mod vores bil. Både mor og jeg steg ud. Mens min mor puttede den ind i bagagerummet, fløj hun ind i favnen på mig.

"Endeligt!" hvinede hun: "endeligt skal vi afsted. Jeg har ventet på det her, siden vi begyndte på gymnasiet. Det bliver den fedeste tur ever! Vi skal bare feste og drikke os i hegnet hver aften!"

Jeg jublede bare sammen med hende, men fangede hurtigt min mors blik. Hun så lige gennem mig. Hun vidste, at jeg ikke var til dens slags. Faktisk havde hende og jeg også haft en lille snak, om jeg overhovedet skulle med på turen, men igen... jeg ville ikke være udenfor. På vejen til lufthavnen snakkede Mira som et vandfald om hele den her tur, og jeg lyttede bare. Min hjerne var et helt andet sted.

Da vi ankom til lufthavnen, havde sagt farvel til mor og havde fundet de andre fra vores klasse, lagde jeg mærke til, at de fleste var oppe at køre. Selvom man skulle lave visse opgaver under turen, og der var et fast program, så glædede de fleste sig til at feste om aftenen de næste fem dage. Jeg derimod håbede på, at det hele ikke bare blev en eller anden partytur, der var et stort massivt black out.

"Har du set, at Mortens ben er barberede?" grinede Mira pludseligt, og jeg kiggede hen mod vores idrætslærer. Han stod i sine forfærdelige cykelshorts...

"Tror du ikke nærmere, de er blevet vokset?" spurgte jeg, og vi flækkede af grin. Fordi, han var cykelrytter, havde han altid voksede ben, og det var blevet den helt store joke i klassen, når vi havde idræt. Ingen kunne tage et par mandeben, der var helt glatte for seriøse.

"Det har han sikkert gjort!" sagde Mira.

Efterhånden, som tiden gik, fik vi vores kufferter checket ind, og vi bevægede os mod security. Da vi stod i den lange tætpakkede kø, kunne jeg pludseligt høre uro blandt drengene.

"Shit!" udbrød Xander: "jeg havde lige glemt et øjeblik, at vi skulle kropsvisiteres."

"Hvordan kan du glemme det?" sagde Emil: "seriøst Xander, du ligner en, der har fået skudt hjernen af. Hvad sker der?"

Jeg puffede til Mira, og vi vendte os om mod dem, så vi kunne følge med i, hvad der skete.

"Fordi jeg ligesom har taget... du ved... med," svarede Xander lavt. Han trak en lille pose op af lommen. Hash... jeg kunne genkende det på lang afstand. Han røg det altid til fester og havde sikkert haft planer om at fyre en fed med drengene det øjeblik, lærerne var gået i seng i aften.

"Åh bro! Hvorfor sagde du ikke, du havde taget noget af det sjove med, inden vi gik ind i security?" sagde Emil ophidset: "du kan ligesom blive taget for det der!"

"Og vi skal jo ligesom have dig med. Der er ingen ordentligt fest, når du ikke er der," sagde Oskar, der nu også havde sluttet sig til diskussionen.

"Hvad gør jeg?" spurgte Xander: "jeg kan jo ikke stå og ryge pot midt i den her kø..."

Jeg så, at det snart var vores tur. Jeg banede mig hen til dem og stillede mig lige foran Xander.

"Du skal skille dig af med det," hviskede jeg til ham: "hvis lærerne opdager det, så sker der mere end bare en hjemsendelse. Det ved du godt!"

"Man smider sgu da ikke god tjald ud!" protesterede Emil, men jeg gloede bare åndssvagt på ham. Han vidste, jeg havde ret.

"Har du måske lyst til at komme til samtale hos rektor med dine forældre?" spurgte Xander ham hårdt: "eller blive smidt ud af gym?"

Emil rystede på hovedet, og Xander gik hen til den nærmeste skraldespand, hvori han dumpede posen. Da han kom tilbage, smilede han til mig.

"Tak," sagde han og blinkede til mig. Jeg rullede bare mine øjne af ham og vendte mig om for at gå tilbage til Mira. Da jeg atter stod ved siden af hende, kastede jeg et blik tilbage mod drengene. Der fik jeg så øjenkontakt med Xander, der igen blinkede til mig, og jeg skyndte mig at kigge væk. Han skulle aldeles ikke tro, han havde en chance hos mig. 

A/N:

Så er maratonet skudt i gang! I løbet af i dag vil jeg poste 5 kapitler! Her er det første :)

Tak, fordi I er sådan nogle skønne mennesker! <3

Glem ikke at stemme og kommentere! 

Og så håber jeg, I nyder maratonet!