Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 98: Alex, fortæl mig, hvad der foregår!

Alexandras synsvinkel:

Alt var kørt af sporet i mit liv. Det følte jeg i hvert fald. Jeg så heller ikke nogen af mine venner mere – de fleste havde droppet mig, fordi jeg havde været kæreste med Martinus. Men Andreas var så paranoid, at de eneste mennesker, jeg måtte se, var min familie – og så ham. Han gjorde alt for at kontrollere mit liv, og jo mere han prøvede på det, jo mere tabte jeg mig selv.

Mira og jeg talte stadig ikke sammen. Hun lod, som om jeg var luft. Vi havde været i gruppe sammen et par gange i skolen, men selv der talte hun ikke til mig. Jeg var blevet det usynlige gruppemedlem. Selv Xander sås jeg ikke med. Han havde flere gange prøvet at komme i kontakt med mig, men jeg var nødt til at ignorere ham – hvad nu, hvis Andreas gjorde ham noget?

Da jeg mødte i skolen den morgen, kiggede Xander demonstrativt på mig. Betragtede mig hele tiden. Jeg prøvede så vidt muligt, jeg kunne, ikke at opføre mig bizart. Min krop var fuld af blå mærker, efter Andreas' udbrud for et par dage siden. Jeg kunne ikke holde ud, at noget rørte min hud – ikke engang min skoletaske. Jeg havde taget en tyk hoodie på, som jeg kunne gemme mig i, så folk ikke så det. Men selv den gjorde ondt mod huden.

Det havde virkeligt været noget af en kamp at gemme det for mor og Lisette. Især, fordi jeg altid rendte meget rundt i toppe uden ærmer i, når jeg var hjemme og havde weekend. Mit nattøj havde ikke ligefrem ærmer i. Jeg havde bare sagt, at jeg frøs en del for tiden, og derfor sov i en hættetrøje og lange bukser. Jeg havde endda gået så langt og sagt, at jeg havde haft det skidt, og dermed taget en fridag fra skole.

Da det ringede ud, og skoledagen endeligt var ovre, kom Xander farende hen til mig. Han greb fat i min arm.

"Av!" råbte jeg, og han kiggede forvirret på mig. Hans greb havde på ingen måde været hårdt. Han havde bare ramt et af mine mange mærker.

Han sagde ikke noget, før alle havde forladt lokalet.

"Alex, du har ignoreret mig længe nok nu," sagde han: "hvad fanden foregår der?"

"Ikke noget. Jeg har da ikke ignoreret dig?"

"Det passer ikke. Du svarer heller ikke på mine beskeder eller opkald."

"Jeg har bare haft lidt travlt..." svarede jeg og trak på det. Xander lagde en hånd på min skulder for at vise medfølelse, men jeg skar en grimasse... han havde ramt endnu et mærke. Det her kørte virkeligt ikke så godt for mig. Det resulterede i, at han uden at sige noget, tog fat i min arm og trak mit ærme op. Hans øjne blev først store, derefter blev de fulde af tårer. Han smøgede også det andet ærme op og lukkede sine øjne. Han vidste jo, hvordan det føltes.

"Vær sød at tage trøjen af," sagde han alvorligt, og jeg snak en klump – men gjorde alligevel, som han bad mig om. Jeg trak langsomt hoodien over hovedet, mens jeg ømmede mig.

"Nej nej nej," mumlede Xander, da han så, hvordan jeg så ud: "hvem har gjort det ved dig?"

"Ikke nogen," svarede jeg tomt og trak hættetrøjen tilbage over hovedet, så den dækkede min blålige krop.

Xander gik hen og lagde armene om mig.

"Please Alex, fortæl mig, hvad der foregår," bad han.

"Det kan jeg ikke," svarede jeg og ømmede mig, så han slap grebet om mig igen.

"Det er du nødt til. Alex, din krop er banket gul og blå – er det din ex?"

Jeg kiggede væk, tog min taske og stormede ud af lokalet. Xander råbte efter mig, men jeg satte i løb. Jeg hoppede på bussen, lige før Xander fik fat i mig, og jeg var i sikkerhed for hans spørgen... i hvert fald for nu.

Senere samme dag dukkede Xander op foran min hoveddør. Men jeg måtte have ham væk – hvis Andreas så ham, ville det bare gå ud over mig igen.

"Xander, du er nødt til at gå!"

"Ikke, når din krop ser ud, som den gør!" sagde han bestemt og møvede sig indenfor. Han trak mig med op på mit værelse. Jeg kunne mærke, hvordan angsten bredte sig i min krop.

Han nåede knap nok at sige noget, før Lisette kom løbende ind på mit værelse. Hun kiggede uforstående frem og tilbage mellem Xander og jeg.

"Andreas er her," sagde hun hurtigt: "han er på vej herop."

Og lige så hurtigt, som hun var kommet – lige så hurtigt, var hun væk igen. Jeg var ved at gå helt i panik. Andreas måtte ikke se Xander – ellers ville jeg få røven på komedie.

"Skynd dig! Hop ud af vinduet!" sagde jeg hurtigt.

"Er det din ex, hun taler om?" spurgte han hurtigt: "Alex, for helvede. Hvad laver den syge stodder her?"

"Det er underordnet," svarede jeg: "se nu bare at komme ud, Xander. Han må ikke finde dig."

"Men der er tre meter ned. Jeg kunne slå mig selv ihjel på det," svarede han, men da han så mit ansigt, nikkede han alligevel. I samarbejde fik vi åbent vinduet på under tre sekunder, og han hoppede op i rammen.

"Fint, jeg hopper ud for at redde dig," sagde han: "men lover du så at fortælle mig, hvad der foregår?"

Jeg nikkede bare. Jeg var nødt til at komme af med ham så hurtigt, jeg kunne. Han smilede svagt og tog så springet. I samme øjeblik, jeg havde lukket vinduet, kom Andreas ind på værelset.

"Hej smukke," sagde han og betragtede mit forpustede ansigt: "hvorfor ser du ud, som om du lige har haft dødtravlt med at forhindre mig i at opdage noget?"

Jeg kørte en hånd over håret og rystede på hovedet, mens jeg gav ham et sødt smil.

"Nej nej, jeg skjuler intet. Vinduet stod åben, og det var ved at blæse mine papirer omkuld, så jeg skyndte mig at lukke det," svarede jeg og krydsede fingre for, at han ville tro på løgnen. Det gjorde han heldigvis. Faren var drevet over for de næste fem minutter – indtil han fandt noget nyt at slå ned på.