Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 133: Vil du være min datter?

Alexandras synsvinkel:

Bryllupsforberedelserne var i fuld sving. Martinus var taget hjem. Han og Marcus skulle hjem tilbage til deres skolearbejde. Han havde grædt i lufthavnen, da vi skulle sige farvel. Havde det stået til ham, var han blevet hos mig alle dage, alle år – resten af vores liv. Jeg ville også selv helst have, at han var blevet. Men det kunne han ikke.

Marcus og Lisette gik og kyssede på hinanden, når vi andre ikke så det. Jeg spekulerede tit på, om det ville blive til noget mellem dem. Marcus var utroligt kærlig mod hende, men han virkede ikke, som om han ville mere end bare at være flirts.

Sarah kom og hentede mig om under ti minutter. Vi skulle ud og kigge på brudekjole og smage på kage. Jeg følte næsten, at hun var som en mor nummer to for mig. Hun behandlede mig næsten som en datter. Men nogle gange strejfede tanken mig også, at når hun og min far en dag fik sit eget barn, så ville opmærksomheden blive vendt mod barnet, og hun ville glemme mig. Ej, jeg måtte lave være med at tænke på det her nu. Det var jo ikke sikkert, hun ville glemme mig. Der ville bare blive mindre tid til, at jeg kunne være sammen med hende. Jeg var nok i virkeligheden bare ked af tanken om, at hende og jeg måske ikke så hinanden så meget. Jeg var kommet til at holde så utroligt meget af hende.

Vi sad på en cafe og snakkede om Martinus og mit forhold. Hun ville vide alle detaljer om, hvordan det gik mellem os. Selvom hun næsten var som en mor nummer to, så var hun næsten også som en veninde.

"Så I er altså sammen nu?" spurgte hun: "sådan helt for alvor?"

"Ja, det er vi. Vi kan ikke undvære hinanden, og jeg vil aldrig kunne elske andre end ham. Han har hjulpet mig igennem alle mine problemer."

"Han er i sandhed en ener," sagde hun: "jeg kunne ikke have ønsket en bedre kæreste til dig. Jeg kan overordentligt godt lide ham."

"Der findes ingen som Martinus," smilede jeg: "jeg er en heldig pige, at han er min kæreste."

Da vi havde været på cafeen i et stykke tid, tog vi hen til den butik, hvor hun skulle købe sin kjole. Sarah havde en flot slank figur med pæne kurver. Vi gik rundt og kiggede på de forskellige kjoler. Jeg havde en ide om, hvad jeg mente, der ville klæde hende. Jeg gik hen og fandt den kjole, jeg mente, ville klæde hende bedst. Hun var vild med den, men vi blev enige om, at hun skulle prøve en masse forskellige.

Hun prøvede et hav af kjoler på, men ingen af dem faldt i hendes smag. Til sidst prøvede hun den, jeg havde fundet. Det øjeblik, hun trådte ud i den og så sig i spejlet, stod tårerne næsten ned af hendes kinder. Den smygede sig om hendes krop, som var den syet specielt til hende. Den havde corsage helt ned til hendes hofter, og så gik den ud i et stort skørt. Den var besat af både perlemønstre, blonder, chiffon og tyl. Den havde det hele. Hendes lange lyse krøllede hår hang ned over hendes skuldre.

Sarahs brudekjole

"Det skal være den her," sagde hun: "jeg elsker den. Den er perfekt."

Hun stod med tårerne nede af kinderne. Jeg gik op og gav hende et kram.

"Den klæder dig så godt, Sarah," sagde jeg: "du bliver den smukkeste brud nogensinde."

"Det er alt for meget," sagde hun og tørrede sine øjne: "jeg har noget, jeg gerne vil snakke med dig om. Jeg ved godt, det er et underligt tidspunkt, men jeg føler, det er det rette sted for det."

"Ja, bare sig frem," sagde jeg glad: "jeg hører alt, hvad du siger."

"Alex, jeg ville ønske, du kunne give mig en chance," sagde hun desperat: "jeg har ingen børn og får det nok heller aldrig. Jeg har altid ønsket mig en datter."

"Hvorfor siger du det?" spurgte jeg: "jeg mener, der er da altid håb?"

"Nej, desværre. Jeg kan ikke få børn. Og din far har altid talt så godt om dig, at jeg håbede, du måske kunne udfylde den plads. Også selvom jeg ikke er din rigtige mor. Måske jeg kunne blive en mor nummer to for dig?"

Jeg stod musestille, mens jeg overvejede hele situationen. Hun så på en gang både ængstelig og håbefuld ud. Jeg var helt chokeret over, hvad hun lige havde sagt. Hun så mig tydeligvis på samme måde, som jeg gjorde med hende. Der var ikke noget, jeg ønskede mig mere, end at have et tæt forhold til Sarah for evigt.

Til sidst kiggede jeg hende i øjnene og lyste op i et smil.

"Selvfølgelig vil jeg være din datter," sagde jeg: "det føler jeg faktisk allerede, jeg er. Du er som en mor nummer to for mig, og jeg vil med glæde udfylde den plads hos dig. Jeg vil gerne komme over og bage hver weekend, shoppe gallakjole, være på cafe eller spille brætspil."

"Jeg vil også gerne have, at du ved, at hvis der sker noget, kan du komme til mig og snakke med mig om det," sagde hun: "lige meget, hvad det er."

"Det skal jeg nok huske, Sarah," sagde jeg.

Hun smilede og gav mig et langt kram. Så fik vi købt kjolen og pakket den ned. Da vi gik ud fra butikken, lagde hun en arm om mig for at vise, at jeg var hendes barn. Hendes smil var ikke til at tage fejl af. Jeg havde gjort hendes dag til fantastik. Hun havde fået det barn, hun aldrig ellers ville have fået, og det var min skyld, at hendes ønske var gået i opfyldelse. 

A/N:

Så er der kun 7 afsnit tilbage...

25+ votes, og der kommer et nyt afsnit! <3

Har du husket at læse dagens afsnit af min julekalender? 

Hvis ikke, så synes jeg, du skulle tjekke det ud! Det ville gøre mig rigtigt glad! <3

Glem ikke at stemme og kommentere!