Vinder af Bedste Fan Fiktion i Danish Fiction Awards 2019
Vinder af Bedste Plottwist i Danish Fiktion Awards 2020
Alexandra Vesterberg er en helt normal teenager, der går på Sankt Annæ Gymnasium i København og elsker musik. Men det er ikke altid li...
"Er der noget galt?" sagde Xander med et hævet øjenbryn.
"Hvor er Martinus?"
"Han er ikke kommet endnu. Han har ikke skrevet til nogen af os."
Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding.
"Jeg har virkeligt brug for at se ham," svarede jeg: "jeg savner ham. Den her måned har været den længste nogensinde. Det er hårdt at undvære en, man elsker så meget."
"I to burde seriøst bare gifte jer med det samme," svarede Xander med et smil: "og flytte sammen. Det er tydeligt, I slet ikke kan undvære hinanden."
Min lærer kom hurtigt ud og hentede mig. Nu var det tid til gymnasiets sidste karakter. Det sidste eksamensresultat, og jeg kunne næsten ikke vente med at få afsluttet det her. Jeg gik med tunge skridt derind. Den manglende Martinus strammede om mit hjerte, og jeg blev nervøs for karakteren. Men det viste sig, det var gået fint. Eller mere end bare fint.
Da jeg kom ud af lokalet igen, fik jeg øjenkontakt med den person, jeg havde ventet en hel måned på at se. Hans chokoladebrune øjne lyste op, og han skyndte sig hen til mig.
"Hvordan gik det?" spurgte Martinus nervøst, og så lyste jeg op i et smil.
"Jeg fik 12," sagde jeg, og så var der ellers jubelsang over hele linjen.
Martinus lagde med det samme armene om mig. Han lagde sine læber mod mine med det samme. Selvom gangen var fuld af mennesker, kyssede vi hinanden grådigt. Det var tydeligt, hvor meget vi havde savnet hinanden.
Martinus fik kassen med huen af Xander, da han havde sluppet mine læber. Han pakkede studenterhuen ud af kassen, og så var øjeblikket, jeg havde ventet på så længe kommet.
"Stort tillykke med huen min skat," sagde Martinus og satte studenterhuen på mit hoved. Jeg var så emotionelt berørt, at der faldt et par tårer ned ad mine kinder. Jeg var så lykkelig over endelig at være færdig med gymnasiet. Jeg gik lige ind i Martinus favn, og hans dejlige arme omsluttede mig.
"Jeg elsker dig," hviskede jeg til ham.
"Jeg elsker også dig," sagde han og kyssede mig.
Jeg er så ubeskriveligt glad for, at jeg havde fået en chance til. En chance for at elske igen og finde denne fantastiske dreng. Alt havde set sort ud, og så var han kommet som prinsen på den hvide hest og havde vist mig lyset. Men han var ikke den eneste, der havde givet mig en ekstra chance. Min far havde jeg selv givet en ekstra chance og havde fået en ny dør åbnet, som jeg havde ønsket, jeg havde åbnet mange år tidligere. Generelt var der blevet givet utroligt mange ekstra chancer. En ting, jeg ikke nogensinde havde været god til, men som Martinus havde vist mig. Han havde vist mig vigtigheden af at bedømme en situation – og at nogle ting ikke altid er så slemme, som de så ud til. Uden Martinus havde jeg ikke været det menneske, jeg var blevet til. Han havde gjort noget ved mig. Den ekstra chance, han havde vist mig, havde ændret mit liv for evigt. Han var og ville altid være kærligheden i mit liv. Den, der havde vist mig vejen frem i stedet for at stoppe det hele.
A/N:
Uhadada kun 2 kapitler tilbage... det var ikke meget...
Jeg kan afsløre for jer, at denne historie når at blive færdig inden juleaften <3
Og så må vi se, hvad der så sker ;)
Og hvis I ikke har set det, så har jeg i går publiseret en ny historie! Det var en intro med sneak peaks.
Still Beautiful er endeligt ude!
Første kapitel blev så postet for nogle timer siden. Hvis I ikke har tjekket den ud endnu, vil jeg anbefale jer at gøre det! Det ville også gøre mig helt utroligt glad, hvis I havde lyst til det <3
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
