Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 127: Du er ivrig

Det var ikke kommet til mere end kys og berøringer. Ingen seksuelle interaktioner. Jeg havde så meget lyst til at gøre alt muligt, men samtidigt havde jeg heller ikke lyst til at skynde mig at erfare dem. Det skulle ske på det rigtige tidspunkt. Ikke fremtvinges, fordi jeg havde en underlig ide om, at det skulle være nu og her.

Jeg stod stille ud af sengen, smuttede i noget tøj og listede ud fra værelset. Jeg stødte næsten ind i Martinus, der kiggede forbavset på mig, fordi jeg kom ud fra Lisettes værelse. Martinus selv havde kun boxers på. Han kom vraltende over til mig med rynkede øjenbryn.

"Har du noget, du gerne vil fortælle mig?" hviskede han, så han ikke vækkede nogen, og jeg nikkede. Han nikkede selv igen som svar og skyndte sig ind og fik noget tøj på. Da han få minutter efter kom ud igen, gik vi sammen ned i stuen og satte os. Vi var de første, der var oppe, hvilket var meget godt. Især med det, jeg skulle fortælle ham. Jeg anede ikke, om han flippede mere ud, end jeg havde hørt, Alex gjorde. På en måde forstod jeg jo godt, at det var underligt, at jeg på en måde var sammen med hendes lillesøster. Især, fordi Alex havde været mit første kys, men det var der jo ingen, der vidste. Det var vores hemmelighed.

"Martinus, jeg har noget, jeg gerne vil bekende," sagde jeg langsomt, da vi havde sat os i sofaen: "jeg er vild med Lisette."

Han lignede en, der havde fået et føl på tværs.

"Lisette? Alex' lillesøster?" spurgte han med et forvirret blik.

"Ja? Kender du måske andre, der hedder Lisette?"

Han rystede langsomt på hovedet. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige. Det var tydeligt, men i det mindste, var han ikke flippet skråt. Endnu.

"Det er altså lidt underligt," sagde han: "at du er sammen med hendes søster."

"Jeg ved det, men jeg er virkeligt glad for hende. Det var, som om hende og jeg bare klikkede med det samme."

"Jeg har ikke tænkt mig at stå i vejen for jer. Hvis I kan lide hinanden, så kan I lide hinanden. Har I lavet noget?" spurgte han med et smil og hævede det ene øjenbryn. Mine kinder blev helt røde og varme ved tanken om det, vi havde gjort i går aftes. Så jeg nikkede. Jeg turde godt fortælle ham det.

"Jeg... vi har kysset," sagde jeg: "ret meget..."

"Ja?" sagde Martinus spørgende.

"Altså, vi har ikke gjort noget rigtigt seksuelt," svarede jeg: "det ville være for hurtigt. Også selvom jeg gerne vil. Jeg er helt vild med hende. Jeg har sovet sammen med hende de sidste to dage. Og der er faktisk noget, jeg gerne vil snakke med dig om. Sådan helt alvorligt."

"Ja, bare sig frem."

"Du ved. Sex. Lisette er bange for det, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal gøre, så hun ikke er. Hvad gjorde du med Alex?"

"Nu har Lisette ikke været udsat for alt det, Alex har," svarede han: "hun havde svært ved at stole på mig og havde egentligt aldrig haft en rar oplevelse med sex. Men det ved du jo godt, for det har I jo snakket om, da hun fortalte dig om sit forhold."

Jeg nikkede. Jeg kunne godt huske det.

"Jeg gik bare stille frem. Selvom det var svært. Jeg ville hende så uendeligt gerne, men i dag er jeg glad for, det ikke gik hurtigere. Forskellen er, at Alex vidste, hvad det hele drejede sig om. Hun havde gjort det før. Jeg var den uerfarne, og hun lærte mig, hvordan jeg skulle gøre. Lisette har, så vidt jeg kan forstå på dig, aldrig gjort noget. Så jeg gætter på, at du skal starte stille ud... ikke noget med bare at putte den ind i hende med det samme!"

"Jeg havde ikke tænkt bare at, du ved. Jeg er sgu også selv bange!"

"Åh tro mig... jeg kender følelsen," sagde han: "hvorfor tror du, at Alex og jeg var uvenner lige inden, vi havde sex første gang?"

"Det ville du aldrig fortælle mig. Kom så med den historie!"

"Jeg kunne ikke få den op at stå... fordi jeg var så pissenervøs, så jeg stak af og efterlod hende. Bare lad være med at gøre det! Det gør også hele meget værre. Du skal faktisk bare tage det helt roligt, og så ordner tingene sig."

"Det gjorde du bare ikke!" sagde jeg forfærdet, men han nikkede trist: "hvordan går det egentligt med dit og Alex'... du ved, sexliv?"

"Fremad," svarede han: "jeg prøver ikke at tænke så meget over det. Hun har brug for tid, og jeg er klar til hvert femte sekund at flå at tøjet af hende. Det er lidt svært, men det gør mig ikke noget. Jeg elsker hende, og jeg ville vente på hende for altid, hvis det var det, der skulle til."

"Måske Lisette burde tage en snak med Alex om sex," foreslog jeg: "altså... så hun ikke er så nervøs. Jeg kan jo ikke fortælle hende, om det gør ondt eller ej. Jeg kan ikke engang fortælle hende, hvordan det føles."

"Det vil altid gøre ondt på hende," sagde Martinus: "den første gang. Ikke nødvendigvis sådan smertefuldt, men hun vil kunne mærke det."

"Og hvordan kan du være sådan en kloge-åge på det område, om jeg må spørge? Din pige derinde var jo ikke ligefrem jomfru, da I mødte hinanden. Det gjorde vel ikke ondt på hende, da I gjorde det?"

"Nej... slet ikke!" smilede Martinus, som mindes han den lykkeligste dag i sit liv: "det var fantastisk. Det andet er noget, hun har fortalt mig."

Jeg nikkede. Så vidste jeg da det. Måske burde JEG tage en snak med Alex. Hun lød faktisk bedre at snakke med det om end alle mine andre muligheder. I hvert fald, når det kom til, hvordan jeg skulle gøre det så godt for muligt for Lisette. Hvis vi altså kom dertil. Hvis vi altså blev kærester.