" Heeey " Siger jeg og træder ind i rummet. Et lille hoved og to meget blå øjne kigger op, og en lille mund bryder ud i et kæmpe smil.
" Alex " Hviner Samantha glad og rejser sig op fra sin leg med sine dukker og kommer styrtende hen til mig. Jeg sætter mig med udspredte arme ned på hug, og hun løber direkte ind i min favn.
" Hvor har jeg savnet dig " Bekendtgøre jeg og smiler ned til den lille pige foran mig. Hendes lyse hår hænger i vejen for hendes øjne, og jeg kører det blidt om bag hendes ører, så man kan se hendes smukke ansigt. Hun smiler til mig.
" Hvad laver du her? " Spørger hun undrende. Jeg rejser mig op igen og tager hende i hånden og fører hende hen til hendes seng ovre i siden af værelset. Jeg sætter mig ned og løfter hende op på mit skød, og hun kigger med nysgerrige øjne op på mig.
" Jeg havde bare sådan lyst til at være sammen med dig " Siger jeg. Det er fredags eftermiddag, og jeg havde sådan brug for at komme lidt væk. Og det første sted jeg kunne komme i tanke om, var selvfølgeligt børnehjemmet og Samantha. Jeg havde bare brug for at komme lidt væk fra mine egne problemer.
" Virkeligt? Vil du lege med dukker med mig? " Spørger hun begejstret. Jeg nikker smilende, og hun hopper ned fra mit skød og hiver mig med hen, til der hvor hun efterlod alle hendes dukker. Jeg tager plads ved siden af hende på gulvet, og jeg kigger ned på hendes samling af dukker.
" Det her er Lise " Fortæller Samantha begejstret og holder en dukke frem med lyst hår på hovedet. Dukken har en gul kjole på og et kæmpe smil på læben.
" Hun kan godt lide gul " Informerer Samantha mig om, og jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg elskede dengang, at jeg var lille. Der var alting så simpelt. Gul kjole = person kan godt lide gul. Jeg savner det virkeligt.
Samantha viser mig hele hendes brede samling af dukker som ender på en totalt af 12, og vi begynder ellers at lege. Jeg har virkeligt ikke leget siden jeg var 12 år, og at lege er vildt sjovt. Godt nok er Samantha lille, men hold nu op en fantasi hun har. Jeg forstår ikke hvorfor at de andre børn ikke vil lege med hende! Hun er virkeligt sjov.
Vi leger i flere timer, og jeg glemmer helt tid og sted, og jeg lever mig bare ind i at være den barbiedukke jeg har fået i hånden.
" Jeg, prinsesse Samantha befaler dig halshugget " Samantha styrer den onde stedmor over mod min dukke, og jeg gisper.
" Åh nej, det må du ikke " Siger jeg med den mest bange stemme jeg kan. Ud af øjenkrogen kan jeg fornemme en person kigge, og jeg drejer forvirret hovedet. Beatrice står ovre ved døren ind til værelset og kigger på os. Hun smiler varmt til mig, da jeg kigger op, og hun træder ind på badeværelset. Samantha må have opdaget, at mit fokus var et andet sted, for hun kigger forvirret op.
" Beatrice " Siger hun glad og rejser sig og løber hen til hende. Beatrice krammer den lille pige og smiler.
" Sidder dig og Alex rigtigt og hygger? " Spørger hun Samantha, og Samantha nikker stort med hovedet.
" Vi leger med dukker... Vil du være med? " Spørger hun. Jeg holder virkeligt meget af Samantha. Hun er slet ikke som de andre børn. Hun holder sig til de voksne, og er ikke særligt glad for de andre. Men det kan jeg nu godt lide. Selvom jeg ville ønske, at hun havde nogle venner, syntes jeg det er klogt at se folk an først. Jeg er bare heldig, at jeg blev accepteret.
" Det kan være at jeg skal komme og tage Alex plads! Klokken er mange og besøgstiden er ovre " Siger Beatrice.
" Øv " Siger Samantha skuffet. Jeg rejser mig fra min plads på gulvet, og går smilende hen til hende.
" Jeg kommer tilbage på tirsdag! Kan du klare dig indtil da? Så lover jeg, at vi kan lege videre " Siger jeg. Samantha nikker, og jeg giver hende et stort kram.
" Alex, må jeg lige snakke med dig et øjeblik " Siger Beatrice. Jeg nikker og vinker en sidste gang til Samantha, før at jeg følger med Beatrice ud af døren. Da vi er kommet ud på gangen, vender hun sig mod mig.
" Det må jeg nok sige Alex. Dig havde jeg ikke forventet at se " Siger hun.
" Jeg ved det godt... Det var heller ikke planlagt! Men jeg savnede altså den lille pige " Siger jeg ærligt. Beatrice smiler varmt til mig.
" Det gør mig glad at høre. Det virker virkeligt som om, at hun kan lide dig. "
" Ja. Jeg kan også rigtigt godt lide hende " Siger jeg. Beatrice nikker.
" Tak fordi du kom i dag! Jeg ved, at hun sætter meget pris på det " Siger hun. Jeg nikker, og vi siger farvel, før at jeg vender snuden hjemad.
Jeg går ned af de lange gange hvor folk er begyndt at falde til ro, og jeg kigger på mit ur og ser, at klokken allerede er mange. Jeg kommer ned forbi de mange døre, og ved døren ind til afdeling 3, får jeg igen den her underlige fornemmelse i maven. Men jeg lader den forbi passere og fortsætter. Jeg siger kort farvel til hende den klamme receptionist, inden at jeg forlader bygningen. Jeg sætter mig træt ud i min Jeep og starter motoren. På vej hjem sidder jeg bare i mine egne tanker, med radioen i baggrunden som spiller musik.
Jeg drejer efter en lang køretur hjem ned af vejen til hvor mit hus er, og jeg ser til min overraskelse en sort Range Rover holde ude foran mit hus. Mit hjerte sætter i galop, og jeg kører forvirret min Jeep ind i indkørslen. Jeg låser bilen og skynder mig op til hoveddøren og låser døren op. Da jeg åbner døren, kan jeg med det samme hører stemmer inde fra stuen af. Jeg lukker hurtigt døren og går med faste, hurtige skridt ind i stuen.
Min mor, min far og Ethan sidder inde i stuen og snakker. De kigger alle op på mig, da jeg kommer brasende ind i stuen med overtøj på, og jeg lader mine øjne lande på Ethan. Han har en hvid T-shirt på og nogle lyse jeans. Han rejser sig med det samme op og møder mine store forvirrede øjne.
" Alex! Det var da også på tide at du kom. " Siger min mor og smiler til mig.
" Ethan " Siger jeg forvirret. Min mor rejser sig op og kommer hen og giver mig et kort kram, og smiler så til os.
" Vi vil lade jer for lidt alene tid " Siger hun, og før at jeg ved af det, er Ethan og jeg alene i stuen. Jeg tager forvirret min jakke af og smider den på sofaen, og går så over til ham.
" Hvad laver du her? " Spørger jeg forvirret. Ethans hår sidder på sin dejlige rodede måde, og hans øjne stirrer intenst ned i mine.
" Jeg har ikke kunne stoppe med at tænke på hvad der skete i dag til frokost " Siger han. Knuden fra tidligere kommer igen.
" Det skal du slet ikke tænke på... Jeg klarede mig fint... ALENE! " Siger jeg surt. Ethan træder frem mod mig.
" Jeg er ked af det, okay Alex? Men hvad skulle jeg have gjort? Folk ville fatte mistanke, hvis jeg blev hos dig " Siger han. Jeg kigger på ham, og jeg forstår godt hvad han siger. Alt han siger er sandt. Jeg tror bare, at jeg har en tildens til, at skubbe alle mine problemer og bekymringer over på nogle andre. Jeg lader mine arme falde slapt ned af mine sider, og jeg kigger undskyldende op på ham.
" Undskyld at jeg ignorerede dig hele eftermiddagen " Siger jeg. Ethan smiler et lille smil og træder tættere på, så der kun er 1 meter imellem os.
" Det er okay " Siger han. Hans øjne kigger ned i mine, og vores hoveder læner sig stille ind imod hinanden. Mit hjerte banker øjeblikkeligt hurtigere, og jeg føler mig pludseligt rigtig varm indeni. Hans læber rammer mine, og jeg lukker øjnende og tager bare alle indtrykkene ind. Den måde han dufter, den måde hans læber smager, og den måde hans hånd blidt finder sig vej rundt om min nakke. Mine hænder glider uden at jeg bemærker det op i hans hår, og jeg masserer blidt hans nakke. Han stønner et lille støn mod mine læber, og jeg smiler i kysset. Vi kysser lidt videre, og jeg nyder bare hans nærvær, da jeg husker, at mine forælde er i rummet lige ved siden af. Jeg trækker mig fra ham, og vi kigger begge forpustede på hinanden. Mine kinder er varme. Ethan smiler stort til mig.
" Nu kan vi være sammen " Siger han, og jeg nikker og bider mig i læben. En ting jeg gør ret meget, men uden rigtigt at lægge mærke til det.
" Du må hellere gå nu... Ellers tror mine forældre bare alt muligt " Siger jeg. Ethan nikker med et skævt smil.
" Bare rolig, den har jeg ordnet " Siger han, og jeg kigger forvirret på ham.
" Hvad har du sagt? " Spørger jeg, og Ethan griner lavt.
" Jeg sagde bare, at jeg var en god ven... Men at det nok ikke ville forblive sådan længe "
Jeg smiler nok som en sindssyg, da jeg følger ham ud til døren. Han vender sig rundt, da han er trådt ud, og han smiler stort til mig.
" Kunne du have lyst til at gå en tur med mig i morgen i parken? " Spørger han. Jeg nikker uden at tænke. Men jeg tror ikke, at jeg har andre planer. Ethan smiler.
" Så glæder jeg mig til at se dig klokken 11:00 "
Han giver mig et sidste blidt kys på min kind, og går så ned mod sin bil og kører væk i natten. Jeg lukker døren og vender mig rundt, og ser til min overraskelse sine forældre stå og kigge smilende på mig.
" Hvad? " Spørger jeg forvirret. Min far smiler bare fjoget og går ind i stuen igen, og min mor kommer hen til mig.
" Ethan virker som en meget sød dreng " Siger hun smilende og sender mig et af de der mødre smil, som fortæller at hun godt ved, at han er mere end en ven, og jeg smiler bare tilbage.
" Han er meget sød "
Min mor smiler og giver mig så et kram. Et rigtigt dybt kram, sådanne et kram jeg ikke har fået i lang tid.
" Du kan altid komme til mig, det håber jeg at du ved Alex " Siger hun. Jeg smiler ind imod hendes skulder.
" Altid " Siger jeg.
" Og for resten, husk nu at beskytte jer! Jeg er slet ikke klar til at være mormor "
" Moar! "
____
Endnu et langt kapitel til mine dejlige læsere!!!☺️🍁❤️ Glædelig lørdag!!! Eller sådanne noget i den stil!
Håber at i kunne lide dagens kapitel! Det var skrevet med kærlighed som altid... Ej ajahaha'😂❤️
Hav en skøn dag, og glem ikke at kommentere! Elsker seriøst jeres kommentarer, i er virkeligt dejlige!
Indtil vi ses næste gang, PEACE!✌️