Hvor vi står?
"Kan vi tale efter skole idag?" Jeg fik en besked fra Matthew. Det var 3 dage siden vores mission lykkedes, og jeg havde stadig ikke snakket med Matthew lige siden. Jeg havde set ham flere gange på gangene imellem klasserne, men jeg havde ikke snakket med ham....
"Ja, selvfølgelig" Skrev jeg, og trykkede send. Jeg holdte øje med hvornår den blev læst, og ventede på den næste besked.
"Kan vi mødes ved banerne?" Skrev han, og jeg sendte bare en 👍🏼
Jeg sad og spekulerede på hvad jeg skulle sige til Matthew, og om det bare var bedst at spytte det hele ud og sige det som det var. I mit hovede lød det som en god ide, men jeg vidste godt at hvis jeg sagde det ville det ende galt, og så ville jeg aldrig ende med Matthew igen.
Efter timen snakkede jeg lidt med Mackenzie og hørte hvordan hun havde det, hvilket viste sig at være positivt. Heldigvis havde hun det godt, hun var bare chokeret over hvor galt det kunne have været gået. Hun havde snakket med sin kæreste fra Italien, Francesco. Han virkede virkelig sød, og hun sagde at hun talte med ham 8 timer igår, og han sad bare og lyttede på alt hun havde brug for at sige.
Jeg var lidt ked af at jeg ikke kunne snakke med hende om det, men jeg havde virkelig også mit eget jeg skulle fokusere på lige nu, og hvis jeg ville have Matthew tilbage skulle jeg virkelig kæmpe.
_____________________
Jeg sad og ventede på Matthew ude på banerne som var helt tomme, og hver gang jeg så en som kom forbi rettede jeg hurtigt mit blik, inden det gik op for mig at det slet ikke var ham. Jeg sad i 30 min, inden jeg gav op og indså at han bare bailede mig, og sikkert stadig var skide sur over hvordan jeg var. Han havde sikkert forladt mig for good. Jeg rejste mig ugideligt op, tog min taske over skulderen og gik mod bussen.
"Zoella vent!" Sagde en velkendt stemme, som jeg hurtig antydede til at være Matthew. Så nu ville han gerne snakke?
Jeg vendte mig om og stod og ventede på at han kom hen til mig.
"Så nu vil du snakke? Jeg har siddet en halv time og ventet på dig" Sagde jeg og fik ham til at lyde tarvelig.
"Undskyld...Men rektoren kom lige i vejen" Sagde han og lignede en som faktisk var lidt ked af at han bailede mig.
"Hvad nu da?"
"Mine karakterer er ikke særlig gode, og jeg skal minimum bestå alle fagene indtil afslutningen, hvis jeg ikke skal ende med at gå om" Sagde han lidt forlegen.
"Matthew...." Sagde jeg, og anede ikke helt hvad jeg skulle sige til det.
"Skal vi sætte os derover?" Matthew pegede hen mod bænkene, og jeg nikkede bare og gik der over af.
Jeg tog en dyb indånding. Det var nu eller slet ikke.
Der var lidt akavet stemning inden Matthew sagde noget, og kiggede på mig.
"Hvad er alt det her Zoe?" Sagde han, og lagde hans hænder op på bænkens kant.
"Det alt sammen min skyld" Sagde jeg og pådrog mig hele skylden.
"Ne-"
"Jo det er det. Jeg gjorde det klart for mig selv at det var dig jeg ville have, men også at Jack og hans far ikke skulle have bestemmelsesretten over dig. Ligesom du gjorde alt i din magt for at hjælpe mig da det var mig som havde brug for det, vil jeg gøre det samme for dig. Men chancen for at vi vil blive taget allesammen var stor, og hvordan vil du forklare politiet at du har lavet ulovlig arbejde for Uce Hood uden at ende sammen med de andre i spjældet? Så den eneste måde jeg kunne redde dig på var at gøre en ende på det, og få stoppet Jack's far før det var for sent. Udover det fik vi en masse piger med på, at teste vidne i retten så Jack også kan få en straf for det som han gjorde....
Og da jeg så dig med din ekskæreste til ballet, vidste jeg godt at du ihvertfald synes vi var done...Og det var langt fra meningen da jeg slog op med dig" Mine hænder rystede helt, fordi jeg redede langtfra det jeg skulle rede med den tilgivelses tale jeg lige gav. Jeg kiggede langsomt op på Matthew, som ikke helt vidste hvad han skulle gøre med sit udtryk.
Han tog sine hænder over bordet, og tog blidt fat i mine. Jeg indså virkelig hvor meget jeg havde savnet at være hos ham.
"Du jo helt crazy Zoella" Sagde han og tænkte.
"Og min date eller hvad du ville kalde den til prom var egentlig..." Han færdiggjorde ikke sin sætning, men hostede istedet. Det virkede lidt som om han ikke havde lyst til at sige det?
"Hun var egentlig bare til at gøre dig jaloux" Sagde han, og jeg ved godt det er pisse ondt af Matthew at han udnyttede sin ekskæreste, men jeg blev virkelig helt varm indeni. Han gjorde det for at få min reaktion.
"Og jeg kan vel ikke rigtig være sur på dig over at du gjorde det for mig, men gud hvor er du træls at du fik mig til at tro du ikke gad mig mere" Sagde han, og rev mig om på hans side mens han sad og smilede.
"Men jeg tror ikke at det ændre på at jeg stadig elsker dig ligeså højt som første gang jeg så dig i dine gyldenbrune øjne" Nuuurh ej jeg kunne slet ikke overbærer at han var så sød mod mig.
"Du tror ikke?" Sagde jeg drilsk, og rynkede bryn.
"Jeg er 100% sikker" Sagde han og grinede inden han rykkede sig tættere på mig og tog fat om mine hofter. Hans læber lagde sig blødt på mine, og jeg lagde mine arme omkring hans nakke og trak ham hen imod mig.
Jeg havde virkelig savnet alt ved Matthew de her forfærdelige uger.
"Jeg elsker også dig Matthew" Jeg kiggede ham dybt i øjnene, imens jeg kunne mærke mine kinder blive rødere og rødere.
"Dit lyserrøde hovede beviser det ihvertfald meget godt" Sagde han og udbrød i latter som hurtig smittede af.
"Ej hvor er du tarvelig" Sagde jeg grinende og slog ham blidt på brystkassen, inden jeg tog mine hænder op til mine kinder for at gemme mig bag dem.
_____________
Halløj, i får lige sidste delen af kapitlerne enten i morgen, eller den nærmeste uge. I promise;-)
- Derfor bliver det lige en monster hurtig hilsen hehe. Men tak fordi du læste, it means a lot!!
Og tusind tak for de mest fantastiske læser, følgere og jer som nu sidder derude bag skærmen. I er 100% de allerbedste, og jeg er så evig taknemmelig for jer<3
Knuuzzz☽
ВИ ЧИТАЄТЕ
Zoella Winter's kamp
Підліткова література"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
