Zoella Winter's kamp

Kapitel 20

1 måned senere

Jeg manglede Mackenzie meget. Jeg manglede hende rigtig meget. Men der var ikke noget at gøre, alting var gået hen og blive nytteløst for mig. Dagene var lange, og grå for mig. Mine karakterer dalede, mit selvværd var forsvundet og jeg havde ikke spist et ordentlig måltid siden dagen før Mackenzie rejste. Hendes tur til Italien var meget længere, end jeg havde regnet med, og hendes farmor var stadig i live godt og vel....Jeg forstår godt hun tog afsted, 100 procent...Men jeg savner hende meget.

I alt har jeg nok tabt mig 10 kg, den sidste måneds tid. Min mor var begyndt at lægge mærke til det, og tro mig jeg havde haft nogle vilde diskutioner med hende. Forleden tvang hun nærmest maden ned i mig....Og lige siden havde jeg ikke udvekslet ét eneste ord med hende, og jeg havde heller ikke tænkt mig at gøre det. Det eneste tidspunkt jeg nok var nødt til, at snakke med hende på var til måltiderne, men jeg var der jo alligvel aldrig. Jeg var bare på mit værelse, i min seng og tænkte over hvorfor jeg stadig levede?...Dybt ja det ved jeg, men jeg var simpelthen så deprimeret, og al min glæde var fuldstændig forsvundet. Jeg slentrede hen ad gangene, og sjovt nok var Jason begyndt at lægge mærke til mig igen. Han havde endda fundet sine nosser igen, og havde spurgt mig hele 3 gange i denne uge, om jeg var okay? Og om jeg var sikker....Min svar havde bare været et kort ja hver gang....Jeg havde ikke rigtig været social, jeg havde ærlig talt bare lukket mig selv inde. Jeg var deprimeret......

_______

"Zoella, vær nu sød at åbne døren!" Min mor lød ked af det, men også en del bestemt. Jeg lukkede til for mine ører, og ignorerede hende totalt, ligesom jeg gjorde ved resten af verden.

"Du kan ikke bare blive derinde.....Du er nødt til at få noget og spise Zoel-" Jeg afbrød hende, med en vred høj stemme.

"Jeg gider ikke! Så fat det dog" Hun blev helt stille bagefter og kort tid efter blev hendes skridt mere fjern. Hun var gået... Men der gik ikke lang tid før, en tallerken blev sat ude foran min dør. Jeg tog under ingen omstændigheder den tallerken, jeg havde bare ikke godt af det.

_____________

Klokken begyndte at blive mange faktisk langt over min mødetid, men jeg var bare så ligeglad som jeg kunne blive. Jeg tog afsted i skole, og var ligeså langsom som en skildpadde. Jeg var træt sløv, sulten og orkede ikke en fløjtens fis. Jeg skulle snakke med mine lærer da jeg kom, og de var skuffet over min seneste opførsel, men det var jo ikke gået ud over andre end mig? Så hvad fuck var deres problem.

"Zoella du bliver nødt til at tage dig sammen" Og blah blah blah, jeg kunne ikke skide mere på de ord end jeg gjorde i forvejen.

Jeg smuttede til time, selvom jeg lignede en zombie som var klar til sit næste måltid. Mine render under øjnene var tydelig, og fik det til at se ud som om, jeg ikke havde sovet i et år. Mit hår var uglet, jeg havde kun lige kørt min hånd igennem det en enkelt gang, og mit tøj var bare så løst som det kunne blive. For første gang i lang tid, rettede folk deres øjne mod mig. Selv Matthew Warren. Den nar!

Jeg satte mig ned ved siden af ham, da den eneste plads var der. Selvfølgelig! Jeg smed min taske på gulvet, og satte mig ind på sædet.

"Godt du kunne komme Zoella" Min lærer lød irriteret, men jeg gad ikke bruge min dyrebare tid på hans brok, så for engang skyld igen lukkede jeg mine ører til. Øjnene ved siden af mig borede sig ind i min, og det var pisse irriterende.

"Har du fået glo suppe eller hvad?!" Jeg var flabet, og mit dræberblik var intens.

"Nej, men du har vidst fået en suppe du ihvertfald ikke kan tåle!" Han svarede mig igen, hvilket pissede mig af. Jeg knyttede min næve, og pressede den sammen. Det endte ikke til noget, da jeg var udtømt for energi. Timen intresserede mig overhovedet ikke, så jeg fandt en blok frem og begyndte at tegne. En streg her og der, førte til et billede af en pige som sad og græd. Ligesom mig indeni. Jeg nåede lige at blive færdig inden klokken ringede, og jeg var hurtig til at smide mine ting i tasken og smutte. Jeg ned ad gangen, hvor der ikke var så mange mennesker og kiggede ud af vinduet tomt og alene, indtil en person kom og stillede sig ved siden af.

"Er alt okay?" Matthew? Hvad kom det ham ved, om jeg var okay eller ej?

"Jeg har ikke brug for din pædagogiske støtte, du kan bare gå igen" Jeg skænkede ham ikke et blik, selvom han stod rettet mod mig.

"Så er det heldig jeg ikke er en pædagog" Fuck hvor var han dog irriterende idag man. Men så alligevel, hvornår var han ikke det? Jeg rullede overdrevet øjne af ham, og ignorerede ham bare.

"Jeg så din tegning...." Sidder han nu også, og kigger i ting som ikke tilhører ham?

"Kan du ikke bare holde dig for dig selv?!!" Jeg kiggede endelig på ham, og han så bekymret ud? Wtf....

"Alle kan jo se du ikke har det godt!" tilføjede han, og så helt nedtrykt ud. Hvornår var Matthew begyndt, at vise sine følelser?

"Der er jo ikke nogen som kigger på mig alligevel, jeg er jo bare....Usynlig" Min stemme blødte sig op, og var meget lav og skrøbelig.

"Jeg gør" Hans svar chokerede mig, og jeg nåede kun lige at se ham ind i hans øjne inden jeg decideret skred fra ham. Jeg gik bare min vej, og gemte mig for ham. Hvad skete der lige for mig? Jeg trak vejret, for ikke at bryde sammen midt på gangen. Jeg kiggede ned i jorden og gik med hastige skridt fremad indtil jeg stødte en i en. Jeg kiggede forlegent op. Jack stod lige foran mig, og kiggede slesk på mig. Mit hjerte sprang et slag over, faktisk to tror jeg. Mine tårer blev svære at skjule, men jeg syntes jeg gjorde et fint stykke arbejde. Han lænede sig ind til mig, og et kort øjeblik troede jeg at han ville kysse mig, men hans mund stod stille foran mit ører.

"Er du snart klar på endnu en omgang? Du gjorde det fremragende sidst" Mit hjerte eksploderede, og alle mine tårer kom i løbet af ét sekund. Jeg kiggede svagt på ham, og hans klamme smil overskyggede det hele. Jeg løb forbi ham, og skubbede med vilje til ham af ren frustration. Jeg var pinlig berørt over, at alle kunne se mig græde men der var intet jeg kunne gøre. Jeg var og blev svag.

Da jeg kom hjem løb jeg op på vores badeværelse, og græd mig selv i stykker. Jeg kunne ikke snart ikke mere.....Jeg var udkørt af alt, og alle. Jeg placerede mig selv midt inde i bruseren, og tændte for vandet så jeg i løbet af få sekunder var helt gennemblødt. Mit tøj var vrideklar, så vådt var det. Mens jeg sad der inde, lod jeg mine tårer få frit løb. Jeg havde så inderligt lyst til bare, at fortælle én hvordan jeg havde det. Jeg gik med det hele for mig selv, og jeg havde ingen at snakke med det om. Jeg havde ikke længere kontrol overhovedet. Mit hovede knagede, og egentlig havde jeg bare løst til at give det hele op. Jeg fyldte skyld hele tiden efter episoden med Jack. Jeg var bange for næsten alt! Endda også at spise, jeg turde ikke. Alle mulige spørgsmål dukkede op i mit hovede om jeg var for tyk? Om det var fordi jeg var gravid? Hvorfor blev jeg kærester med Jack? Osv...

Jeg hadede det!
———————
Halløjsa
Ved godt jeg LIGE har udgivet et kapitel, men tænker ikke det gør nogen skade at oploade et mere, + et mere om lidt
Ved ikke lige hvad jeg skal sige, men havde bare løst til, at udgive nu!😆
Hehe
Knuuuzzz☽