Zoella Winter's kamp

Kapitel 42

Alone home

Jeg sad med ryggen til døren på mit værelse, og lavede de forfærdelige lektier jeg havde fået får i Spansk. Perfecto..

min nakke blev pludselig helt våd, og et par fugtige læber bevægede sig rundt om nakken hele vejen op ad min hals, inden jeg blev vendt om og så lige ind i Matthew's øjne. 

"Hej" Sagde jeg med et smørret smil på læben, og kyssede ham blidt. 

"Er det spansk lektierne?" Spurgte han nysgerrigt, og tog fat i mit hæfte for hurtigt, at kigge det igennem. 

"Ella formó una imagen perfecta del hombre en sus sueños" Han læste op hvad jeg havde skrevet, og på en eller anden måde lød det bare vildt frækt. Den måde han ligesom bevægede sin kæbe, mund og læber på gav mig endnu mere lyst til bare, at glemme alt om lektierne og springe på ham. 

"Jaja, kreativt!" Tilstod han, og smilede med et skær af sarkasme i øjet. 

"Ej stop Matthew!" Jeg slog ud efter ham, men hans reflekser var hurtige og tog med hårdhånd fat om min kneb. 

"Har du aldrig lært at man ikke må slå?" Sagde han overklogt. 

"Har du aldrig lært ikke, at nedgøre folk?!" Tilføjede jeg og rev min bog tilbage. 

"Jo, men ikke hos dem jeg forguder" Sagde han, og fik hele mit hjerte til at smelte. 

"Du for altid vendt sådan noget rundt din taber" Udbrød jeg, og kunne ikke holde mine fristelser inde mere. Jeg sprang hen over ham, og lagde mig tungt ovenpå ham så han ikke kunne rykke sig nogen steder. 

"Jeg tager det som et nej til, at du ikke har lært at slå folk....Du virker ret så voldig lige nu"
Efter hans smarte bemærkning, rev han mig hen over sengen og fik mig placeret nederst. Altså var der noget den dreng ikke kunne? Jeg troede jeg lagde så mega godt, at han umuligt kunne flytte sin muskuløse krop. 

Stemningen ændrede sig hurtigt, og jeg var nødt til at fortælle ham hvad Mackenzie tidligere havde sagt. 

"Jeg snakkede med Makzi idag" Sagde jeg og undgik hans øjenkontakt. 

"Hun var ikke helt vild efter det, men hun var enig med at hjælpe os" Sagde jeg med et ludfattigt smil på læben. 

"Nej det forstår jeg godt...Det er ikke ligefrem drømmescenariet det her" Sagde Matthew, og satte sig ned ved siden af mig. 

"Men jeg ved vi nok skal klare den!" Sagde han utrolig selvsikker og tog fat om min hånd, og placerede et blødt kys på håndryggen. 

______________

Min mor var ude af byen hele ugen, da hun ivrigt søgte efter nye job og måske havde fundet et spændende et. Hun gad bare ikke sige hvor det var hende? Imens hun var væk havde jeg begejstret og spændt inviteret Matthew over til hele ugen. Vi skulle bare hygge, kæreste hygge. Hvilket vi også gjorde, indtil Matthew ødelagde stemningen totalt og spurgte om vi skulle tage til en fest om fredagen. 

"En fest?" Spurgte jeg med en skeptisk rynke midt i panden. Sidste fest jeg var til, var den værste dag i mit liv. Aftnen hvor Jack voldtog mig kynisk. Ligesiden har jeg ikke overvejet, at tage til en fest, men på samme måde havde jeg ikke lyst til at være en byrde for Matthew. At vi altid skulle blive hjemme...Jeg gad jo ikke være den kedelige kæreste, som altid ville være hjemme under dynen hver fredag istedet for at hænge ud socialt med andre. Jeg var i en indre krise, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg gik nærmest i panik og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. 

"Jeg ville bare gerne have, at du får en god oplevelse med en fest måske" Sagde han, og tog blidt fat om min håndflade. Jeg undgik med vilje øjenkontakt, fordi jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Mit blik var stift, og helt fast på væggen overfor mig. 

"Og jeg ville være lige bag dig hele tiden smukke" Tilføjede han, samtidig med at jeg kunne mærke hans øjne borre sig ind i mig. 

"Matthew...Jeg....Du...Altså..."Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare ham? De to scenarier jeg havde, var begge to ting som enten ville gøre mig utryg eller tarvelig.

"Det sidste jeg har lyst til, er at være den urimelige kæreste....Så jeg synes du skal tage afsted" Jeg fandt en løsning meget hurtig, og pådrog mig et fake smil på læben. 

"Jeg skal nok finde en måde at underholde mig på" Sagde jeg, og kom i tanke om at jeg vil være helt alene. Hverken min mor eller Matthew vil være her.

"Zoe" Sagde Matt, og strøg et hår væk fra min kind, og rykkede sit ansigt tættere på mig. 

"Jeg vil ikke tvinge dig til noget Zoe, men hvis du bliver hjemme, bliver jeg hjemme. Hvis du tager med, tager jeg med og er din personlige bodyguard" Sagde han og kyssede min pande blidt og fugtigt, efterfulgt af et blødt kram. 

"Lover du at...." Sagde jeg, men blev tom for ord. 

"Jeg lover. Jeg vil aldrig tillade drenge at komme for tæt på dig. Hvis ikke pågrund af din grund, så fordi jeg vil blive alt for jaloux" Sagde han flirtende, med hænderne på mine hofter. 

"Okay så" Og han kunne få mig til alt jo.

Vi kørte langsomt derud af, og hele vejen igennem følte jeg mig ekstrem anspændt i hele min krop. jge fik hele tiden ubehagelige stød i kroppen, og jeg vidste ikke hvorfor. Det var mega skræmmende, og jeg turde ikke sige det til Matthew, selvom jeg nok bare skulle gøre det. Han ville nok være den eneste som ville kunne forstå det. 

Da jeg satte min fod på grunden hvor bassen allerede gav genlyd i jorden, tog jeg en dyb indånding og kiggede rolig på Matthew som stod med et stort smil på læben. Måske var jeg alligevel klar til det her?

_______________________________

Halløjsa derude🙂

Jeg ved godt det er utrolig lang tid siden jeg har opdateret, men virkelig! Jeg har slet ikke haft tid eller noget til at skrive, og når jeg endelig har haft, har det bare været sådan en faldefærdigt kapitel som jeg alligevel har endt op med at slette i sidste ende. Jeg ved at jeg ikke er den eneste "forfatter" som har været igennem sådan noget lignende hvor de heller ikke aner hvad de skal skrive, men ihvertfald så håber jeg i kan forstå mig. Det ville ihvertfald betyde enorm meget for mig. 
Jeg lover ikke at jeg kommer tilbage med et kapitel hver uge, men jeg lover at der ikke skal gå så lang tid her igen, før jeg lægger et nyt kapitel op igen. 

Knuzzz☽