Spytte alt ud
"Åhhh Zoella, hvor er det dejligt endeligt at se dig igen" Jeg blev straks krammet af min mor som kom ind af døren, og som var rigtig glad for at se mig. Jeg havde ikke set hende i flere uger, så jeg var virkelig også glad for at se hende.
"Mor" Jeg udbrød i tårer og kunne slet ikke holde dem inde mere. Jeg vidste godt at tiden aldrig blev til det, men jeg var nødt til at fortælle min mor alt. Og med alt mener jeg alt. Ligefra det var Matthew som redede mig fra branden, til jeg mødte Jack som voldtog mig hvilket fik mig til at få spiseforstyrrelse, at det var Matthew som altid kom og besøgte mig i det hus hvor jeg blev bragt i, at Matthew spurgte om jeg ville være hans kæreste, at jeg fandt ud af at Matthew var med i en bande som kunne tage livet af ham, at vi blev jagtet af en bil som havde dårlig intensioner, og at jeg havde bragt mig selv i livsfare for en uge siden ved at prøve at redde Matthew efter jeg kinda havde sl...Og at jeg skulle vidne i retten mod Jack.
"Zoella min skat, jeg troede da ikke du havde savnet mig så meget" Sagde hun og tog lidt hårdere fat om mig, og skubbede mig helt ind til hende.
"Jeg er nødt til at fortælle dig noget" Sagde jeg, trak mig blødt fra krammet og kiggede hende dybt i øjnene.
"Er det til at vi skal sætte os ned?" Spurgte hun spørgende, og kiggede afventende på mig.
"Jaer" Sagde jeg og nikkede langsomt på hovedet. Det kan godt være at jeg var nervøs, men tanken om at jeg skulle fortælle min mor at jeg var blevet voldtaget, var langt værre end noget jeg havde prøvet før.
Vi satte os hen til sofaen, og jeg satte mig langt ude på kanten, mens jeg foldede mine hænder sammen og kiggede stift ind på væggen.
"Hør mor, der er noget som jeg ikke har fortalt dig...Som jeg nok burde have gjort da alt det her rod skete" Sagde jeg uden at flytte en miné i mit ansigt.
"Zoella? Hvad mener du da?" Hun rykkede sig tættere på mig, og lagde en arm omkring min ryg.
"Undskyld jeg ikke har fortalt dig noget af det før...Jeg ved du går meget op i at jeg kan fortælle dig alt, og at du ikke ville ændre dit syn men at du vil komme med dine råd til mig istedet for" Jeg tog langsomt fat i min mors hånd, og kiggede hende ufrivilligt ind i øjnene.
"Jeg bliver helt nervøs Zoella, hvad sker der?"
Jeg tog en dyb indånding, og pustede højt og langsomt ud.
"Jeg øhm har haft en kæreste....Jack hed han" Bare at sige hans navn fik min gåsehud til at rejse sig, og så at sige han var min kæreste. Jeg kunne langsomt mærke mine sure opstød komme op.
Min mor derimod smilede stort op, og kunne ikke holde glæden indeni sig selv.
"Ejjjj min pige, det er da ikke så slemt" Sagde hun, men jeg svarede hende ikke jeg sendte hende bare et tomt blik. Ligeså tomt som alt det jeg havde for Jack.
"Vi var sammen i noget tid, han var virkelig romantisk og jeg troede faktisk han var den rette" Min hjerte kunne ikke styre sig, og fik hele min krop til at ryste uden varsel. Min mor tog begge mine hænder i hendes, og hendes blik var mere bekymret end nogensinde før. Mine tårer røg langsomt ned ad mine sårbare kinder. Jeg var så træt af at græde, og specielt over den værste af dem alle, Jack.
"Men så....Så var jeg til den her fest" Jeg lavede alle mulige håndeffekter for at berolige mig en smule.
"Festen var meget fin, jeg sad sammen med nogle andre mennesker og Jack på et tidspunkt i et boblebad, men efter lidt tid begyndte folk at gå derfra....Og så"
Jeg kunne ikke kigge på min mor, men jeg kunne høre hendes vejrtrækning kort stoppede. "Så voldtog han mig bare, i et boblebad..."
"Iskoldt og uden nåde. Jeg prøvede at råbe, men der var ikke nogen som kunne høre mig" Jeg prøvede langsomt at kigge på min mor, men allerede halvvejs fortrød jeg indtil min mor blødt tog fat i min kæbe og vendte mit ansigt mod hendes. Mine øjne forsvandt hurtig ind i min mors, og hendes øjne var helt våde af tårer som stadigvæk gemte sig inde bag hendes hinder. Mit blik var ifølge mig selv helt tomt, og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.
"Du skal ikke være flov over at se mig i øjnene efter det" Sagde hun ekstrem roligt, og med den mest jordnære og kærligste stemme jeg nogensinde havde hørt. Den fik mig til at falde til ro, og indså at det hun sagde gav mening. Hvorfor skulle jeg være flov over at sige det til min mor? Den person af alle mennesker, som jeg udentvivl ved elsker mig aller højest på denne jord. I det samme øjeblik fortrød jeg at jeg ikke havde fortalt hende det noget før.
"Jeg ville aldrig nogensinde dømme dig for det! Det kan aldrig nogensinde blive din skyld min skat" Hun kiggede mig dybt i øjnene, og holdte mine hænder tæt ind til hende. Hun sendte et medlidenhedsmil, inden hun trak mig ind til et kram.
"Jeg er virkelig stolt over at du fortæller mig det" Hun kyssede min hovedbund mens jeg lagde ind mod hendes bryst, og lod mine tårer få frit løb.
______________
Jeg sad og snakkede med min mor i 4 timer, og hun var udentvivl bag min ryg når jeg skulle teste mod Jack. Hun sagde ordret, "Hvis den nar ikke bliver låst inde, skal jeg nok blive din personlige bodyguard".
Jeg var skide nervøs for at skulle side og sige jeg var blevet voldtaget foran så mange mennesker, specielt når det galt om Jack skulle i ungdomsfængsel eller ej. Hvis jeg kludrede i det, ville det se godt ud for Jack. Jeg havde virkelig bare at gøre det godt.
"Du er skide sej min pige, det er du virkelig" Min mor var så pavestolt af mig, og det tvivlede jeg slet ikke på.
"Ehmm...Hvad øhm, har du egentlig lavet de seneste par uger?" Spurgte jeg nysgerrigt, og lidt usikkert.
"Det ikke noget særligt" Sagde hun, og pakkede nogle ting væk fra køkkenøen.
"Hvad er ikke noget særlig?" Spurgte jeg nysgerrigt.
"Jeg har hjulpet med at starte en virksomhed op for nogle forretningsmænd, som jeg måske kan få et bedre job hos" Sagde hun og gad ikke virke for glad for at fortælle nyheden.
"Det da mega godt mor" Sagde jeg med et stort smil på læben.
"Jahh" Sagde hun, men undlod at fortælle mig et eller andet. Jeg kunne bare ikke finde ud af om det var godt eller skidt?
______________
Tak for at du har læst med, det betyder så mega monster meget!
I ER DE BEDSTE<3
Knuuzzz☽
YOU ARE READING
Zoella Winter's kamp
Teen Fiction"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
