Zoella Winter's kamp

Kapitel 1

Mit liv

Endnu en lorte dag, endnu en forfærdelig og tarvelig dag. Hvorfor var det et krav, at gå i skole? Jeg havde jo alligevel ingen venner der! Alle mine venner var på en skole tæt på det kvarter jeg boede i? Den eneste grund til, at jeg absolut skulle gå her var fordi jeg var åbenbart var den klogeste, og at der ikke var råd til andre end mig. Så ja, jeg var jo baaare så heldiiig....
Men ihvertfald skulle jeg i skole, og jeg fulgtes med de andre piger indtil en irriterende vej gjorde, at jeg skulle adskilles fra dem.
"Vi ses piger" sagde jeg, og gik for mig selv den forkerte vej, ifølge mig.
Imens jeg gik mod skolen, øvede jeg min fremlæggelse i bioteknologi, hvilket ikke var noget problem for mig. Jeg fik rene 12 - taller.

Jeg nåede kun lige, at træde ind ad den store tunge mørkeblå dør inden klokken lød. Alle menneskerne stod crowded, og det var næsten ikke til at komme forbi nogensteder. Men jeg nåede heldigvis ind til timen i tide, og fik en nogenlunde plads. 2. Række bagerst, ud mod vinduet.
Der gik lidt tid inden læreren kom, og da hun endelig dukkede op var hun i et alt for godt humør.
"Heeej elever" sagde hun med en irriterende skinger stemme, men hun fik ikke andet end et sløset svar tilbage.
"Nårhh... Er i klar til matematik?" Spurgte hun optimistisk, og begyndte at skrive noget op på tavlen. Et fucking regnestykke.
Hun vendte sig om, og kiggede ud på os alle mens hun langsomt bed sig i læben.
"Matthew, ville du løse den?" Sagde hun spørgende.
"Nej" sagde han, og fik sig selv til at fremstå sej, med hans badboy attitude. Ughh det irriterede mig grænseløst! Møg forkælet unge.
"Det er vel..... 9?" Sagde han, og jeg udstød et lavt grin. Heldigvis kunne jeg kun selv høre det.
"Nej! Det er så forkert som det kan blive" sagde hun.
"Andre som har svaret?" Spurgte hun ud i klassen, men ingen reagerede på det. Enten fordi de var for trætte, eller også fordi de ikke anede svaret.
Jeg rakte hånden op for, at undgå hun skulle blive sur.
"Ja, Zoella" sagde hun.
"Det er 1"
"Korrekt, kan du forklare"
"Du tager 5 + 3 og ganger det med 0. Det giver så 0, fordi når du ganger med nul, giver det nul, hvilket jo er mega simpelt! Og til sidst + 1, og så har du svaret" sagde jeg nemt.
"Ligesom man har lært i 1. Klasse" tilføjede jeg.
Jeg kunne mærke drengenes intense blikke stirrer på mig bagfra, samtidig med de nedgjorde Matthew for vildt, fordi jeg lige havde disset ham, med at man lærte sådan noget i 1. Klasse. Men fuck det, han kan rende mig et vis sted. Det gjorde mig faktisk slet ingenting! Selvom det kun var for sjovt de gjorde det, fordi en random pige dissede ham var det stadig en rar følelse, blandet med en følelse af sejr. Men ihvertfald, det var den her forfærdelige skole jeg desværre gik på.
Timerne fløj afsted, og da jeg var færdig med at spise min frokost på en bænk udenfor alene, gik jeg ubemærket indenfor, og placerede mig på et sæde i naturteknologi's klasse. Jeg havde egentlig ikke så meget imod, at jeg ikke rigtig havde nogen venner her, fordi jeg ville alligevel ikke passe ind. Så jeg var blevet enig med mig selv om, at de passede deres og så kunne jeg passende passe mit. Det var jo en win - win situation.
Jeg plejede altid at gå ind i klassen før tid, hvilket var rart. Så var jeg i det mindste ikke omringet af de andre der. Jeg sad og tjekkede instagram, hvor jeg hørte slænget træde ind på gangen og lille alene mig sad og håbede på, at de ville passere døren uden at skænke mig et blik. Hvilket de så også gjorde, heldigvis. Men jeg kunne hurtig tro om igen. Et slæng af drenge jeg ikke havde tal på, vendte om og gik ind til mig...
"Heeey" sagde en af drengene, med et lusket smil på læben.
"Det var hende der dissede Matthew!" Sagde han, og puffede til drengene ved siden af ham.
"Lad mig komme forbi" sagde en dreng i midten, som sjovt nok viste sig at være selveste Matthew.
Han gik ned mod bordet hvor jeg sad, og lige da han var ved at bryde min komfortzone stoppede han.
"Det var dig der sagde, at jeg var ligeså klog som en 1. Klasse" sagde han, med hård attitude.
Jeg ignorerede ham bare, og scrollede videre på min instagram.
"Jorden kalder!" Sagde han en anelse irriteret.
"Undskyld, hvad sagde du?" Sagde jeg uskyldigt, og tog mine høretelefoner ud af ørerne, for at ligne at jeg bare havde hørt musik hele tiden.
Han grinede kort og gentog sig selv.
"Nåårh ja! 1. Klassen. Hvordan skal jeg kunne glemme dig? Sådan en cutie finder man ikke tit på en High School" sagde jeg, med min badass attitude blandet med lidt her-kommer-divaen-frem-i-mig.
"Åhhhhh, og hun gør det igen!" Skreg nogle af drengene.
Igen grinede han bare, og smilede stramt.
"Spil du bare smart, du er sikkert ikke en skid klogere end mig i sidste ende, Zoey" sagde han, og bankede kort i bordet, hvorefter drengene igen sprang over på hans side. Tøsedrenge.
"Altså jeg spiller ikke, det er der vidst kun én der gør. Jeg. Er. Klog. Så vidt jeg ved er du ikke i den her klasse, hvor vi har naturteknologi. Hvis du altså ved hvad det er? Det kan en 1. Klasse umuligt være klog nok til" sagde jeg og kiggede intenst med et vinderblik på ham, imens jeg langsomt pillede ham ned fra toppen.
Efter det besluttede de sig endelig for at smutte, allesammen.
"Hov Matthew. Det er forresten Zoella jeg hedder" sagde jeg, og blinkede med det ene øje, hvilket tydeligvis irriterede ham. Efter de gik, sad jeg med mine egne tanker, "Og Zoella gjorde det igen" tænkte jeg mens jeg smilede for mig selv.

Fremlæggelsen gik hurtig, og igen fik jeg ros for den. 12 - tal ja tak. Lærerne elskede mig vist.
Efter skoledagen var ovre, blev jeg mødt derhjemme af kram fra mine veninder. Det varmede helt mit hjerte, at vide jeg havde sådan nogle som dem.