Zoella Winter's kamp

Kapitel 56

Finalen

"Jeg skal se finalen idag mor, så jeg er ikke hjemme før imorgen tror jeg" Jeg sad nede ved min mor, som lavede mad og Sean som sad og læste en avis. Det var ikke mere end 2 timer siden, at jeg så Matthew og jeg savnede ham allerede. 

"Hold da op, er de kommet i finalen" Sagde hun overrasket og kastede et blik på mig. 

"Ja, og de er helt fantastiske" Jeg var alt for begejstret, og min stemme udstrålede det nærmest. 

"Det kan da være at Sean og jeg skal tage ned og kigge?" Spurgte min mor, og kiggede først på Sean og derefter afventende på mig. Hun havde aldrig før været med på mine skoler før, ihvertfald ikke i de høje klasser. Jeg blev helt glad for at hun spurgte. Der var altid så mange mennesker til de kampe der blev spillet, og det gjorde mig altid en smule ked af det at min mor aldrig gad at tage med. 

"Selvfølgelig" Et bredt smil bredte sig på mine læber, og straks faldt snakken på alt muligt andet. Sean og jeg endte også med at snakke om da Matthew redede mig fra min gamle skole, og at jeg havde 99% chance for at komme ind på Columbia University. Han var virkelig en rar mand. 

_____________________________

"BYD NORTH SIDE & SIDSTE ÅRS VINDERNE FRA WEST SIDE HIGH SCHOOL VELKOMMEN PÅ BANEN" Holdet i år var blandet, i og med at drengene fra vores skole allesammen var kommet med på North Side Highschool, pga. af branden på West Side skolen. 

Alle folk rejste sig op, mens solen langsomt havde ramt bunden. Det var nu de store stadion lys der nu gjorde at vi kunne følge kampen. Som oveni købet var mega vigtig for halvdelen af holdene. Det var nu de skulle vise de talentspejdere, at de var dygtige nok til USA's største sport colleges. Jeg var skide stolt når jeg sådan stod og kiggede på Matthew, og så hvor på og klar han var til kampen, men samtid ramte klumpen mig også i maven hver gang. Han var skide god, og talentspejdere vil uden tvivl give ham en chance. Men hvad hvis hans chance blev et sted, der lå alt for langt væk fra Columbia? Der hvor jeg skulle gå....
Jeg kunne ikke holde ud at skulle miste ham igen, og slet ikke for good. Og tanken om at han vil være sammen med en anden end mig....Slet ikke til at bærer.
Jeg prøvede at skubbe mine tanker væk, men det var svært. Alle drengene stod på række og kiggede ud på hele publikummet, med deres hjelme i hænderne imens de blev råbt op enkeltvis. Og der var ingentvivl om, at det var Matthew Waren der så allerbedst ud. Uhh han lignede virkelig et stykke kød, jeg sagtens kunne spise! Ej okay rolig Zoella, too much...

Hans blik ramte mit, og hans øjne lyste helt op mens et lille smil i mundvigen kom frem. Jeg blev helt blød i knæene, og langsomt kunne jeg mærke mine kinder blev rødere og rødere. Lige nu og her - var han min. Og det var mig han kiggede på, mig ud af alle de her mennesker som var samlet her. 

Kampen gik igang, og mit blik røg aldrig væk fra Matthew. Også selvom min mor hele tiden havde et eller andet at kommenterer. 

"Nøj Matthew spiller da godt idag" Hver gang hun sagde noget kiggede Sean og jeg bare på hinanden, og vidste udemærket godt hvad vi tænkte. Mmh hvem ved? Måske kunne Sean godt gå hen og være god for både min mor og jeg?

"Her til pausen er North Side foran med 1 point, og kampen er LANGT fra færdig" Kommentatoren var der totalt meget gang i, og han engagerede sig virkelig meget for kampen. Ingen tvivl!

________________________

Kampens sidste 5 minutter udspillede sig til at være et kæmpe drama. I en virkelig hård tackling blev ambulancen tilkaldt, da en af drengene fra North Side holdet ikke kunne rejse sig op, og to af modstanderne fik hver et rødt kort. Derudover var de andre foran med 5 point da det skete, og ingenting virkede til at være på plads. Det hele var noget rod. Da tiden gik igang igen var kun 45 sekunder tilbage, og hvis de missede nu...Ville de tabe finalen. 

Vi sad alle sammen yderst på bænkene, og kiggede ivrigt på bolden og hvor den røg hen. For en gangs skyld var det ikke Matthew jeg kiggede på men tiden og bolden. 
Da fløjten lød, blev bolden spillet om bag ved og videre til en spiller som var længere bagved. Han begyndte at løbe med bolden, mens der var 20 sekunder tilbage. I det vi alle tror han bliver tacklet, kaster han bolden fremad og uden jeg havde lagt mærke til det står Matthew sprintende klar til at gribe den, og løber med kun 5 sekunder ned mod målstregen. Lige da bolden bliver grebet, hopper han over en der prøver at tackle ham og smider derefter bolden hårdt ned i jorden samtidig med at tiden bimler. Vi ser alle spændte op på tavlen, og hele stadionen er bum stille. Lige indtil de 6 point ryger op på tavlen, og alle farer op og jubler. Jubler som jeg aldrig har set det før. Selv mig som slet ikke går op i football, ryger op ad stolen og krammer min mor. De vandt med ét sølle point. Det jo helt vildt. 

"Hold da op nogle spillere der er på de hold" Sagde Sean forbavset over hvor gode de var. 

"Ja de fandme gode!" Sagde jeg med et stort stolt smil placeret lige på mine læber. 

Efter både Sean og min mor var gået, gik jeg ned ad mod Matthew, men mødte en festklar Mackenzie på vejen. 

"DE VANDT KRAFTEDME" Råbte hun, og gav mig et stenhårdt kram. Av. 

"Jaa" Sagde jeg og prøvede at fylde hendes energiske humør ud. 

"Du kommer med til festen ik?" Sagde hun, og tog en slurk af noget som ihvertfald ikke var vand. Nok nærmere vodka?

"Selvfølgelig, men jeg skal lige...." 

"Sådan, fedt Zoella!" Hun gik helt amok, og kyssede mig på kinderne. Men hun var langt fra den eneste som var stang bacadi. Jeg tror nærmest jeg var den eneste som var nogenlunde normal. 

"Vi ses derhenne" Sagde jeg, klappede hende kort på skulderen og skyndte mig væk inden hun ville overfalde mig igen. 

Jeg så Matthew stod og snakkede med en fin herre i jakkesæt, og jeg havde ikke lyst til at forstyrre så jeg blev et stykke væk, og beundrede Matthews ansigtsstruktur. Han var fandme lækker!

Efter lidt tid fik han øje på mig, og et lille smil vidste sig på hans læber. Han kunne ikke skjule det, og det smittede hurtigt. Herren i jakkesættet vendte sig om, og kastede blikket på mig, imens jeg kunne mundaflæse at Matthew stod og præsenterede mig. Super akavet...
Kort tid efter gik manden, og lige da han gik forbi mig smilede han venligt og sagde,
"Den kæreste kan du med garanti være stolt af" Han lagde blidt en hånd på min skulder, og nikkede anerkendende mod mig. Okay suuuper tænkte jeg umiddelbart. 

"Så jeg har noget at være stolt af?" Sagde jeg med en mine i ansigtet, inden jeg blev overfaldet af et svedigt kys fra Matthew. Mmh, lige hvad jeg manglede. 

"Jeg har også dig at være stolt af!" Han lagde en arm om mig, og trak mig ind til et super svedigt kram. Men det gjorde ingenting.