Zoella Winter's kamp

Kapitel 24

Mit livs ændring

Jeg vågnede op med den største hovedpine nogensinde...Det gjorde så pisse ondt. Jeg gik fuldstændig i panik da jeg fandt ud af, at jeg sad i en eller anden fremmed bil, og holdte ude i en skov, med en hytte lige foran mig. Min vejrtrækning begyndte at blive hurtigere og hurtigere, og mit hjerte bankede derud af. Jeg tog langsomt min sele af, åbnede forsigtig og næsten lydløst døren hvorefter jeg stille lukkede den i igen. Hvem end der var herude sammen med mig, skulle jeg væk fra, uden at han eller hun skulle opdage det. Da opgaven med døren var klaret, løb jeg bare, så hurtig jeg kunne og jeg anede ikke hvorhen eller hvor jeg egentlig var. Allerede efter de første 50 m, var jeg tør, for min ikke eksisterende energi, og trak heftigt efter vejret. Den var helt galt... Min krop begyndte at syre, og langsomt startede mine ben med at ryste, sådan like helt CrAzY.

Jeg fløj nærmest hen til et træ, og gled ubehageligt ned ad siden på den. Mine tårer brød ud, jeg følte mig svag og kraftløs. Jeg sank helt sammen i ryggen, og hulkede. Pludselig følte jeg mit hovede gik på omgang, verdenen blev helt sløret samtidig med det hele snorrede for mig. Jeg tog et fast greb om træet, og fandt et lille sølle skrig frem, fra mit stemmebånd. Langsomt faldt jeg ned i det fugtige mos, og trykket jeg gav da jeg faldt, fik bladene rundt om mig til at løfte sig. Jeg sukkede dybt, og det var det sidste jeg huskede, inden jeg vågnede op i en vildt fremmed seng, med en irriterende hvidtklædt mand som løftede mine øjenlåg op, og lyste direkte ind i dem. Altså jeg er sgu da et menneske, det kan sagtens ses og mærkes at du lyser mig direkte ind i øjnene. Udover opvækningen, lukkede jeg langsomt og en anelse smertefuldt mine øjne op, og kiggede forvirret rundt i lokalet, indtil jeg spærrede øjnene op på Matthew. Hvad i himlen hulens navn lavede han her, og hvorfor var jeg her overhovedet? Var det en drøm, og hvorfor skulle jeg så drømme om Matthew? Det gav jo ingen mening.

"Zoella Winter?" En kvindelig, beroligende stemme sagde mit navn.

"Mmh" Jeg mumlede mit svar frem, som tegn på ja.

"Kan du huske hvornår du sidst har indtaget noget mad, eller væske?" Hendes stemme var en anelse bekymret, og mit hjerte ræsede bare derudad.

"Mmm.....To dage siden. Jeg fik ihvertfald lidt morgenmad" Jeg prøvede inderligt at redde den, men jeg vidste udemærket godt, at jeg kæmpede en uvindelig kamp. Jeg forstod nu hvorfor jeg var her, men jeg var bange for at det var Matthew's skyld. Hans skyld at jeg var her, måske var det ham der havde fået mig herind? Den nar!

"Zoella nu skal du høre-" Lægen vidste sig at være en rigtig sød, og virkelig en som satte sig ind i mine tilstedeværelse, men jeg var bare ikke klar. Ikke klar til at jeg på skrift, skulle have vide at jeg faktisk var reelt var syg....Jeg var ked af det, og hørte næsten ikke efter hvad hun havde og sige til mig. Det eneste jeg fik med var, at jeg skulle sendes til et hus hvor der ligesom jeg, var 6 andre patienter, med hver deres kamp mod anorexi"

Da min mor kom, var det tidspunktet Matthew smuttede. Jeg forstod ikke engang hvorfor han var her? Hvad ragede det overhovedet ham....Jeg var og blev jo ligesom ikke hans søster vel.

_____________________

De følgende dage blev jeg stillet op med en Specialist. Dr. Elliot Noxon. Han var der til at observere mig, guide mig, snakke med mig om hver eneste lille ting i mit rodet liv, og så hjalp han mig med at lave en "livsplan". En plan som skulle sørge for, at jeg fik mit liv tilbage på rette spor, fordi jeg var virkelig kommet på afveje.

Jeg havde fået mit eget skema som sagde hvornår, og hvor meget mad jeg SKULLE spise, på diverse tidspunkter, samtidig med at der stod hvorrnår mine lektier skulle laves, hvornår jeg kunne slappe af, og alle små detaljer var plantet ind i det her skema. Det var helt sindsygt.

Efter jeg havde mødt Dr. Elliot Noxon, havde jeg ikke været hjemme eller i skole overhovedet. Jeg havde fået så meget hjælp som muligt, men jeg følte bare ikke, at det hjalp særlig meget....Dagene var lange, grå og sygt kedelige. Min mor havde pakket en masse ting ned, som jeg skulle bruge de næste lange uger hos et helt nyt hus, jeg ikke anede hvor fuck var, og menneskerne kendte jeg slet ikke. Det var ihvertfald det lægerne mente jeg havde brug for. Desværre. Jeg havde også fået af vide, at det var Matthew som var kørt herind med mig, og at det OGSÅ var ham der havde meldt mig ind til det her. Sårn' mega spontant.....For helvede jeg hadede den dreng så meget. Jeg kunne seriøst rive hovedet af ham, og så siger jeg ikke for meget. Han skulle ihvertfald ikke nærme sig mig, så det var vel fint nok jeg skulle sendes et sted lang bordistand, selvom jeg egentlig var skide bange.....Specielt for at dø.....

Makzi havde heller ikke fået noget af vide endnu, jeg anede simpelthen ikke hvordan jeg skulle sige det til hende. Plus det ville være dårlig nyt, og det tror jeg ikke hun havde brug for.....Hendes farmor var nemlig lige blevet indlagt endnu engang, og hun turde ikke håbe på, at hun vendte hjem igen. Hun var næsten sikker på at det var tæt på nu. Samtidig med alt mit kaos, havde jeg så ondt af hende....

_________________________
Halløj😁

Håber i har en god weekend derude, det har jeg ihvertfald.

De næste par kapitler, kommer der til at ske sådan okay meget, da hun jo kommer til "huset"😮. Ups spoiler😆

Men jeg håber i kunne lide kapitlet, og ville give den en stemme.

Knuuzzz☽