Zoella Winter's kamp

Kapitel 41

Inde? Eller ude?

"Mackenzie, vi er virkelig nød til at snakke!" Jeg tog fat i hendes skulder, med et seriøst alvorligt blik så da hun fik øje på mig blev hun helt skræmt fra vid og sans. 

"Ud fra dit yderst alvorsfulde og stive ansigt, tager jeg det som noget virkelig alvorligt? " Sagde hun inden hun lukkede sit skab i, og smed hendes taske på ryggen.

"Det har du delvist meget ret i!" Jeg smilede lidt skævt, og kiggede op ad gangen. Jack med en ny chick ved siden. Gad vide om hun har været det samme igennem endnu, eller om det stadig er i vente for hende. Jeg så mig selv i hendes perspektiv, og fik straks helt ondt af hende. 

"Efter skole?" Spurgte Mackenzie, og afbrød mine dystre tanker. 

"Yes" Jeg smilede kort, og fulgtes med hende til time, en time hvor jeg overhovedet ikke fulgte med. Og den mest kedelige time nogensinde!

______________

Jeg fik overstået de sidste par timer, lige indtil jeg fandt ud af at jeg blev nødt til at vente 2 timer på Makzi fordi hun havde en længere dag. Og det kunne hun ikke have sagt? Jeg sad og tullede lidt på biblioteket, og øvede mig lidt i hvad jeg skulle sige for at overbevise hende om, at det var bedst for os alle. Vi stod allesammen i en lorte situation, men koste hvad det ville så var jeg klar til at ofre mig for mine bedste venner. Den lorte familie havde fået Matthew og hans ven Zack i problemer ved en dum, men menneskelig fejl begået af to unge drenge, de havde beviser som de kunne afpresse Mackenzie med til hver en tid, og Jack havde misbrugt mig på en måde jeg slet ikke kan beskrive med den angre jeg havde, og specielt for at straffe dem! Jeg skulle have straffet dem hurtigst muligst. Jeg har haft gemt mine indebrændelse på specielt Jack, i hvad jeg føler er en evighed og jeg ville ikke have det skal vare ved. Han skulle forstå alvoren i hvad ham og hans far går rundt og laver, går rundt om ødelægger folks liv med et enkelt fingreknips. 

"Zoe?" Sagde Makzi ud af det blå, og vækkede mig op for mine dystre tanker jeg i øjeblikket gik med. 

"Heej" Jeg rejste mig lettet op, hvorefter bekymrelsen og nervøsitet langsomt steg inde i mig. Hvad nu hvis hun ikke ville hjælpe os?

"Kan vi sætte os et sted? Lidt mere privat..."Sagde jeg og kiggede ned mod gangen. 

"Jahh? Selvfølgelig" Hendes ansigtsudtryk var ret så forvirret, og jeg glædede mig ikke til at fortælle hende det jeg havde og sige. 

Vi gik ned i pigernes omklædningsrum, det rum hvor jeg fortalte alt til Makzi om Jack, og det bragte virkelig mange minder tilbage. Puha! Jeg mistede helt pusten da jeg trådte ind ad døren, og så at det var helt tomt. Den skumle tanke om Jack ramte mig, men af ren stædighed skubbede jeg den væk og fokuserede på at fortælle Makzi om det vigtigste. 

"Kan vi sætte os" Jeg pegede hen mod en af bænkene op mod væggen, og søgte et svar i hende. 

"Selvfølgelig" Hun smilede ubekymret op og gik hen mod den tomme træbænk. Jeg satte mig ned, og lod mine hænder glide ned over mine lår ned til knæene, jeg var nervøs og det var tydeligt. 

"Sig frem Zoe" Sagde hun og lagde en arm på min skulder, da hun kunne se det var svært at sige. 

"Jeg forstår dig godt hvis, og du skal ikke tvinges men jeg har brug for at komme videre" En enkelt tårer blev efterfulgt af flere, som bare langsomt drønede ned ad mine kinder fra mit tomme blik. Makzi rynkede brynene og kiggede undrende. 

"Jeg ville afsløre Jack og hans far" Det røg bare ud af mig, det var slet ikke planlagt, og jeg havde ikke regnet med at sige det på den måde overhovedet. Hendes svar var virkelig afgørende, og kunne hjælpe os langt i det her. 

"DU HVAD?!" Hendes øjne farrede lige imod mig, og lignede noget som ikke kunne beskrives.

"Gud...Hvad tænker du dog på pige? Er du godt klar over hvem Jack's far overhovedet er?" Hun fik mig til at lyde som en, der ikke havde planlagt eller læst op på det her nok. Jeg rynkede næsen, og kiggede uskyldigt på hende.

"Jack's far er lederen af den anden største Mafia i staten! Hvis du tror du kan få ham ned med nakken, må du da have spist et eller andet du ikke kan tåle! Ligeså snart folk er så meget som tæt på, at afsløre ham gør han en ende på deres skånefuld liv før de kan nå at tænke på deres næste skridt. Han er altid et skridt foran, og hans mange "hjælpere" gør det kun svære at nå til ham" Hun fik mig ikke overbevidst, men det gik op for mig hvor farligt det var. Det handlede ikke kun om at få dem spærret inde, men også om ikke at dø. Men jeg var nødt til at gøre det, jeg gjorde det ligeså meget for mine venners skyld som min egen, og min mors. 
Jeg kiggede med armene over kors på Makzi som så rigtig frustreret ud. 

"Er du med? Eller er du ude?" Sagde jeg tarveligt og gav hende et ultimatum. Hun sad og kiggede rundt, og legede med hendes fingre som hvis hun var i tvivl. 

"Jeg er...Inde!" Sagde hun bestemt, men uden et lettet smil på læben, derimod et selvsikkert og alvorlig udtryk. Mit hjerte sprang helt op, og jeg begyndte helt at smile uden grund, fordi det var overhovedet ikke sjovt. Det her var nok det sygeste jeg nogensinde havde prøvet, og det værste var...Vi var ikke engang startet endnu...

__________

Halløjsa! 
Lang tid siden. Meget er sket i mit liv, alt for meget. Det hele skal lige sluges, hvis i kender det hehe.
Håber i kunne lide kapitlet, og at i stadig følger med selvom det ikke er synderlig tit jeg opdatere for tiden, sry igen....

Knuuuzzz☽