Helt aldeles smadret
(Mackenzie↑)
Vandet skyllede ned over mit ansigt, som sved fra en intens kamp. Det var varm og det lunede hele min krop. Jeg knep langsomt mine øjne i, og foran mig så jeg scenen for mig. Jack som....Som brugte mig. Det gjorde ondt, og jeg åbnede straks mine udmattede øjne. Tårerne fyldte mine øjne, og trillede følelsesløst ned ad mine kinder. Jeg stod bare helt stille under bruseren, og bevægede mig overhovedet ikke. Vandet passerede mig bare, indtil det ramte det våde gulv. Jeg følte ikke at jeg var menneskelig. Overhovedet.
"Mor please jeg kan virkelig ikke idag...."Jeg sad legit og græd overfor min mor fordi jeg ikke gad i skole. Mest af alt fordi Jack var der, og fordi jeg overhovedet ikke var okay med alt det der var sket. Min mave var begyndt at krampe sygt meget det sidste døgn, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre.
"Zoella?....Jeg synes ikke det er en god ide, at blive hjemme. Du kan komme hjem efter skole og slappe af....Du ved hvor vigtigt det er for dig, men også os at du går i skole" Min mor kiggede forventende på mig, og hun havde ret. Jeg var nærmest deres eneste håb. Jeg gjorde det for min mor. Inden jeg tog afsted kiggede jeg mig selv i spejlet. Mit spejlbillede var en grim, underlig, ligemeget og voldtaget pige som ingen alligevel aldrig ville kunne lide.
Mit ansigt blev mere og mere deprimeret for hver dag der gik, og jeg tror helt klart min mor havde lagt mærke til det, hun trude bare ikke spørge mig. Hun regnede med mig, og vidste at jeg ikke ville rode mig ud i noget dumt, hvilket jeg havde gjort. Det hele var min skyld, hvis bare jeg aldrig havde snakket med Jack. Jeg bebrejdede hele tiden mig selv. Hele - fucking - tiden.
"Zoella?" Det var Mackenzie som stod bag mig. Jeg vendte mig om, og kiggede med stærke våde øjne lige ind i hendes. Hun var berørt af det, og det var tydeligt at se, men jeg gik min vej. Jeg svarede hende overhovedet ikke. Inde i klassen var der allerede proppet, og jeg fik en stol lige i midten....Typisk.
Heldigvis var det tavleundervisning vi skulle have, så jeg kunne bare sidde og glo. Jeg lyttede ikke, men mine ører spidsede til lige da hun sagde "Vold" til en sætning som jeg ikke hørte noget af. Jeg sprang op af min stol, og fløj direkte ud af døren. Jeg kunne mærke alle de nysgerrige folks øjne i min ryg, inden jeg ikke længere var synlig. Jeg gik i en hurtig fart ned ad gangen, og smadrede min arm direkte ind i Jack's klamme skab. Den syge stodder! Jeg var rasende, og jeg aner ikke hvorfor det ligepludselig kom. Det gik hurtig over fordi så begyndte jeg at tude. Jeg gik ned til omklædningsrummene, som lå helt nede i den anden ende, og ude i ingenting. Jeg satte mig inde i bruseren, og studerede mine arme nøje. Mine tanker blev afbrudt da Mackenzie kom brasende ind.
"Zoella! Nu fortæller du mig hvad der sker, ellers river jeg det ud af dig!" Hun smækkede døren i, hævede stemmen og havde øjnene fulde af tårer som langsomt bare trillede ned.
"Det var ikke min mening at være sådan her overhovedet. Du er den mest dejlige, fantastiske og skønneste pige jeg nogensinde har mødt, så tro på mig please! Det der knuser mig mest er, at min bedste veninde sidder og græder, og at jeg ikke aner hvad der sker....Fordi jeg ikke må vide det" Hun lød helt knust og knækket.
Mit ansigt var helt gennemblødt, og jeg kiggede chokeret på hende.Jeg sad og rystede voldsomt, og min vejrtrækning var langt fra normal.
"Zoe...." Hun gik tættere på mig, og satte sig ned ved siden af mig, mens hun tog fat i min iskolde og rystende hånd.
"Jeg kan ikke Mackenzie...Jeg kan ikke" Jeg brød sammen efter jeg havde sagt hendes navn. Jeg følte mit hjerte gav op, og jeg smed mig nærmest bare ind i Mackenzies favn. Jeg havde savnet hende....
"Amen Zoe da" Jeg kunne mærke hendes våde tårer, ramme min hovedbund blødt og fugtig.
"Undskyld...Virkelig" Selvom jeg ikke kunne bide mig helt sikker, lød det virkelig som om hun mente det.
"Ville du ikke nok please fortælle mig hvad der går dig sådan på?" Hun var bekymret. Meget bekymret, og det var så tydeligt at høre og se på hende.
"Lov mig at du aldrig i din vildeste fantasi, nogensinde kommer til at omgå dig med Jack. Aldrig!" Min stemme var skinger, og utrolig skrøbelig. Men jeg turde virkelig ikke sige det til hende.
"Zoe? Hvorfor? Hvad er der da sket?" Hun var helt uvidende, og jeg var ikke sikker på hendes reaktion hvis jeg fortalte hende det.
"Bare stol på mig" Jeg trak vejret dybt, men jeg kunne mærke at jeg ikke kunne holde det ud meget længere. Selvom jeg nok havde grædt ti liter, kunne jeg bare blive ved.
Hun rettede mig ud, så jeg kiggede ind i hendes våde og beroligende øjne. Hun lignede en der ville gøre alt for mig i øjeblikket. Jeg knækkede da jeg så hende, og min hjerte galoperede nærmest afsted for sig selv. Mine ben syrede til, og jeg bed mine tænder hårdt sammen.
"Han voldtog mig" Mine tårer fik frit fald, og Mackenzie tabte kæben totalt, fik helt store pupiler og blev helt bleg. Hun stirrede direkte ind på mig, uden egentlig at kigge.
"AF HVAD?!" Hun råbte helt op, og jeg havde aldrig set hende så vred, chokeret og rastløs. På en måde var hun den eneste jeg stolede nok på at sige det til, også selv om hun havde behandlet mig som lort de sidste par uger. Jeg skulle bare have det ud, og det blev hende. Og KUN hende.
"Zoella" Hun trak i a'et, og havde en rystet stemme. Hun trak mig ind til hende igen, og mine irriterende tårer blindede mit syn.
"Hvorfor har du ikke fortalt det til mig?" Hun spurgte, og langsomt trillede hendes tårer ned ad hendes allerede våde kind.
"Du slog hånden af mig da Jack begyndte at date mig? Hvorfor skulle jeg" Jeg var måske lidt flabet, men det var sådan jeg havde det..... Hun fjernede sit blik fra mig, og kiggede tomt ud i lokalet. Som om hun havde noget at sige, uden at sige det?
"Mackenzie?" Jeg kiggede brat på hende.
"Undskyld Zoella! Undskyld!!" Hun lød helt oprevet, og straks begravede hun hendes ansigt i hendes hænder.
"Hv-" Jeg blev hurtigt afbrudt af hende, hun svarede selv.... Meget chokerende.
"Jeg vidste det hele...." Hendes ansigt viste sig frem igen, hendes makeup var tværet ud i hele ansigtet. Og mig...Jeg sad bare helt lamslået, og følte mig totalt forrådt...Af pigen som jeg troede var min bedste veninde...
____________
Halløj
Håber i kunne lide kapitlet, og ville gi' den en stemme. Jeg håber i synes der sker noget, så det ikke bare bliver en kedelig bog😅
Men ihvertfald håber i kunne lide det
Knuuzzz☽
YOU ARE READING
Zoella Winter's kamp
Teen Fiction"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
