Zoella Winter's kamp

Kapitel 26

Et. Stort. Mareridt.

Stemningen indenfor mindede mig meget om, et hjemsøgt hus hvor folk var ved at skide i bukserne af skræk. Hvilket nok var mig lige nu. Der sad 2 piger og en enkelt dreng da jeg kom, og de blev præsenteret som Clary, Caleb og Allie. De sad allesammen virkelig opspændt, og nikkede kun et lille nik til mig. Det var ligesom at medvirke i en gyserfilm jo, de var dukkerne som blev befalet til at nikke, og om lidt skulle jeg ind og steges som en pattegris, hvorefter jeg skulle være aftenens middag. Hvad var der galt med det her weird sted man?! Det sidste jeg havde brug for, var simpelthen at blive sindsyg. Arghhh....

"Dit værelse er her, og du deler med Clary" Jeg kunne seriøst vride halsen om hende der damen, og kaste hende ud og skrænten... Allerede efter 10 min kunne jeg ikke klare hende.

"Hvad med mine ting?"

"De kommer senere!" Hun gik uden at sige noget, og pludselig stod jeg helt alene. På den ene side havde jeg lyst til, at bryde helt sammen over alt i mit liv, men på den anden side var jeg nødt til at være stærk, og tænke på at jeg godt kunne klare det her. Specielt når jeg havde Matthew, som også bakkede mig op. Værelset var et stort værelse, med to senge i hver ende. Det var meget mere luksus, end derhjemme, og det siger altså en del. Jeg havde i det mindste plads til alle mine ting her, plus ekstra.

Jeg stod i midten af gulvet, og blev afbrudt i mine egne tanker da en fremmede kom hen, og stillede sig lige foran mig, med nogle kæmpe runde øjne.

"Du må være Zoella, jeg er Clary" Hun fniste lidt, og virkede ikke som en der havde helt styr på hendes mindset.

"Hej.." Jeg prøvede at holde min forpulede gejst oppe, men det var virkelig svært.

"Du kan bare kalde mig Clae, Ry, eller Ary" Jeg kunne ikke lade vær med, at grine da det var nogle ret platte kaldenavne hun havde valgt sig. Fantasien rakte ihvertfald ikke langt. Det hele var noget der allerede var i hendes navn, eller tæt på.

"Okay" Mit akavede smil bredte sig, og hun stod bare der og gloede praktisk talt på mig. Åhh gud hvor ville jeg bare gerne hjem igen. Dukken stod og stirrede.

Vi gik sammen ned for, at jeg kunne møde de andre. Da det næsten var spisetid, var der en latterlig klokke der ringede, og det var altså tegn på mad.... Problemet var bare, at jeg ingen appetit havde, overhovedet! Igennem hele måltidet sad jeg bare og stirrede mig blindt ned i maden. Hvordan kartoflen så ud, og forestillede mig dens liv under jorden og om den havde set nogle orme under jorden på rejsen. Ikke fordi orme var det fedeste, men jeg har altid synes det var så underligt at man bare kunne splitte en orm, så den bare levede i to kroppe. Altså Wtf?! Total emneskift Zoella! Omg man.... Jeg er langt ude og skide.

"Hvilken psykisk lidelse tror du, du har?" Var der ligepludselig en bestemt fyr der spurgte om.

"Det er et godt spørgsmål, men jeg kan ikke spise noget, så jeg tænker du selv regner resten ud" Jeg efterlod ham et tomt svar, mens mit blik stirrede på ham.

Han vippede med munden, og virkede overrasket over mit svar.

"Så er man squ på"

"Jeg er Caleb, har en masse lort jeg skal have rettet op på, men hvorfor skulle jeg ellers være her? Og ja så er jeg igang med et længervarig projekt om, at blive fuldtids alkoholiker bare lige undlad, at sige det til de skrappe. Og hvis du får lyst til, at joine kommer du bare ud hver nat klokken 02.32" På en eller anden fucked up måde lød det virkelig ironisk, men jeg troede faktisk på ham. Han så skræmmende alvorlig ud, men jeg kunne selvfølgelig også bare læse ham forkert. Men ihvertfald virkede han som et fin fyr, eller ihvertfald en jeg måske kunne komme til, at snakke med så jeg ikke var sååå alene.

"Fedt at møde dig Caleb" Jeg tog en bid af blomkålen, og fik ligepludselig lidt apetit.

______________

Senere på aftenen da jeg havde pakket ud, og egentlig bare lagde og dovnede den i min seng, så jeg Caleb udenfor. Han stod med en flaske vodka i hånden, og kiggede sig hemmelighedsfuldt tilbage hvert 10-ende sekund for, at sikre sig ingen så ham. Bortset fra, at jeg så ham. Jeg gav mig til at læse i en bog, som jeg ikke engang anede hvad handlede om, fordi jeg faldt i søvn to minutter efter. Jeg lagde og sov dybt, og hørte ingenting! Det var dejligt. Liiige indtil Clary kom dumpende ind. Hun gik åbenbart sent i seng?

"Undskyld jeg larmer" hendes forsøg på at hviske var ikke godkendt, fordi hun larmede meget. Så skulle hun lige i skuffen, nærmest vælte på gulvet, tænde hendes lampe, vælte en bog ned fra hendes skrivebord. Kunne hun da ikke bare tie stille altså?! Jeg fik jo aldrig sovet hvis hun skulle larme sådan. Jeg vendte mig irriteret om på siden, og lagde min pude hårdt over hovedet.

"Du skal lige vide at jeg ELSKER pink, og jeg har også snart fødselsdag så.....Bare hvis du nu ville købe en gave" Jeg prøvede stærkt at ignorere hende, men det var som om det ikke rigtig lykkedes.

"Ej du skal næsten se min nattrøje, den er virkelig sød og så er den pink" Hun grinede og virkede som en der virkelig havde problemer. Ti nu stille man, det var de eneste tanker der lige pt var i mit hovede.

"Caleb er sød, synes du ikke? Jeg synes ihvertfald han er meget sød, lige min type. Ej lov mig, at du ikke siger det. Vi kan være de der roomies, som bare deler alle ens hemmeligheder med hinanden" Efter den sætning gik jeg ud som et lys, og jeg huskede ærlig talt ikke mere fra den aften. Hun fik aldrig rigtig svar fra mig, så jeg håber ikke hun snakkede til mig i lang tid.

____________

Halløjjjjj, håber i kunne lide kapitlet og stadig synes bogen er god! Det betyder virkelig meget for mig, at i gider at læse med. Så taaak for det!!

Skriv gerne en kommentar, jeg skal nok svare hurtigst muligst på dem!

Knuuzzz☽