Zoella Winter's kamp

Kapitel 21

En gæst

Det var blevet weekend, og jeg kunne bruge al min tid på at sove, sove og atter sove. Jeg lå mens timerne bare forsvandt fra mig, og søndag var det gået så hurtig som hvis man knipsede med fingrene. Det bankede pludselig på min dør, og det var der det gik op for mig at jeg ikke havde låst den. Jeg lagde med ryggen mod døren, og kiggede ud af vinduet hvor solens skarpe stråler viste sig. Min mor kom forsigtig ind, uden at lave så meget som en lille lyd.

"Zoella?" Hun var meget stille, lidt fór stille?

"Mor kan du ikke bare forstå, at jeg ikke gider....."Jeg kiggede ikke mod hende, og snakkede med halvdelen af mund mast mod en pude.

"Du har en gæst" Jeg hvad? Jeg vendte mig langsomt om, og kiggede nysgerrigt uden at virke for ivrig. Mine øjne flakkede helt, og en rynke viste sig midt panden. Matthew Warren stod på mit værelse?

"Hvad fanden laver du her?" hvæsede jeg.

"For at hjælpe dig..."Hans stemme var overhovedet ikke kold, men empatisk og bekymret.

Min mor smilede let, men hendes stramme ansigtsudtryk hjalp ikke ligefrem. Hun gik og lukkede roligt døren i. Jeg gad ikke at glo på Matthew, i det hele taget anede jeg ikke engang hvorfor han var her? Men jeg vendte mig ihvertfald om, samtidig med at han gik om på den side, og blokerede mit syn til vinduet.

"Vær sød at gå væk" Der var intet toneleje i min stemme, og mit blik var så tomt som det kunne blive.

"Nej" Han svarede mig igen, og det orkede jeg ikke.

"Matth-" Jeg gad virkelig ikke, og da jeg prøvede at sige noget blev jeg hurtig afbrudt.

"Zoella du kan ikke bare tillade dig selv, at smadre dit liv'!" Han anede overhovedet ikke grunden til alt det her. Overhovedet!

"MATTHEW TAG OG FUCK AF! JEG GIDER IKKE DIT FUCKING PIS!JEG HAR FÅET NOK AF DRENGE SOM DIG, I BEHANDLER KRAFTDEDME FOLK SOM EN OMGANG BRAS, JEG VILLE ØNSKE JEG HAVDE NOSSERNE TIL AT MELDE JER! OG DU SKAL SLET IKKE TRO, DU BARE KAN KOMME OG BRASE IND I MIT LIV, SOM DU VILLE! TRÆLS HVIS DU BARE TABTE ET VÆDEMÅL OM AT TAGE MIN MØDDOM, DEN HAR JACK HÅNLIGT SØRGET FOR! SÅ DU KAN GODT TAGE DIN KLAMME PERSONLIGHED OG SKRIDE AD HELVEDS TIL IGEN! " Jeg eksploderede fuldstændig lige op i Matthews hovede. Selvom jeg ingen energi havde, fløj jeg direkte op ad sengen og skreg ham nærmest ind i hovedet. Da jeg var færdig bankede mit hjerte som hvis jeg havde løbet et marathon, og min mave krampede helt. Matthew tabte kæben, og stod helt lamslået og chokeret. Hans øjne blev helt store, og kiggede direkte ind i mine fortabte brune øjne. Jeg stod rystende, og var på renden til at græde. Jeg samlede mine hænder, inden det gik op for mig at jeg lige havde stået og råbt alt til ham, alt til en person jeg overhovedet ikke stolede på. Også hvordan Jack behandlede mig..... Mit liv var officelt en kæmpe fiasko!

"Hva...."Han så ked af det ud for mine vegne, men også vred. Det skræmte mig lidt.

"Bare glem det...Jeg blev bare frustreret okay" jeg prøvede forgæves at redde den, men den var tabt.

"Har Jack voldtaget dig?!" Okay nu var han ikke længere depri, men rasende. Han kiggede mig intens i øjnene, og jeg åbnede og lukkede min mund, men jeg kunne ikke få sagt et ord. Jeg kunne ikke bekræfte ham i det.

"Det SVIN!" Han hævede sin stemme, og slog sin knytnæve, ind i sin flade hånd så der lød et ordentlig smæld. Han var på vej ud af døren, da jeg øjeblikkeligt stoppede ham.

"Matthew Vent!" Jeg løb hen, og tog fat i hans muskuløse overarm. Han vendte sig om, og så spørgende på mig.

"Det ville gå udover Mackenzie" Min stemme var bedende, jeg anede jo ikke om jeg kunne stole på ham.

"Mackenzie?" Han stoppede, og gav slip på dør håndtaget.

"Ja.....Jack har intime billeder af hende.... " Jeg tog en dyb indånding, og var ved at skide i bukserne så bange var jeg. Jeg havde aldrig ført en "normal" samtale med Matthew, vi plejede jo bare at disse hinanden.

"Det kraftedme løgn!" Han kiggede opgivende op i loftet.

"Nej....Han har truet hende med at vise dem" Jeg følte jeg svigtede Mackenzie, men jeg havde en grund til at sige det.

"Hvorfor?"

"Hun vidste hvad Jack ville med mig, og da hun ville fortælle mig omkring det, blev hun stoppet af ham pågrund af det......" Jeg kiggede ked af det ned i gulvet, og tørrede en tårer væk fra min kind.

"Matthew jeg ber dig virkelig!" Jeg håbede inderligt, at han ville holde det for sig selv. Han kiggede overvejende på mig.

"På én betingelse" Betingelse!? Han måtte da lave sjov?

"Du lader mig hjælpe dig" Hans blik så for real ud, og jeg forstod ikke hvorfor han ville hjælpe mig?

"Fint....Men du sværger at du ikke siger et ord?" Jeg var nødt til, at være sikker på det.

"Ja" Han rakte hans hånd ud mod mig, som hvis vi var foretningsmænd der skulle bekræfte et salg. Jeg åndede lettet ud, og kørte udmattet en hånd igennem mit uglede og fedtet hår.

"Hvornår har du sidst taget et bad?" Hvad kom det overhovedet ham ved? Han var ligesom ikke min mor vel! Jeg kiggede lettere fornærmet på ham, hvad bildte han sig ind.

"Det skal du da ikk-" Igen nåede jeg ikke, at tale færdig før jeg blev afbrudt.

"Jeg tror det kunne hjælpe lidt?" Han lød til gerne ville hjælpe mig, men jeg kunne ikke forstå hvorfor?

"Jeg gør det hvis du fortæller mig hvorfor du er så ivrig i, at hjælpe mig?" Han smilede, og rettede sit blik på mig.

"Min søster led af spiseforstyrrelse" Jeg fik en klump i maven, og blev helt nervøs. Det gjorde mig helt panisk, at han sagde "led"? Er hun her ikke mere...

"Led?" Spurgte jeg spørgende.

"Hun er her ikke mere....."Jeg sank en dyb klump, og fik helt dårlig samvittighed. Jeg gik hen til min komode, tog noget rent tøj, og gik uden spørgsmål ud i bad. Og han havde ret, det hjalp. Jeg stod derinde, og vaskede mig ordentlig igennem. Da jeg kom ud, lignede jeg en helt ny person. Jeg satte mit hår op i en løs fugtig knold, på vej ind til værelset hvor Matthew tålmodig sad og ventede.

"Tak" Jeg smilede ægte, og hans pæne smil dukkede hurtig op.

"Du er velkommen"

_____________________