Den nye😯
"Godmorgen Zoella" sagde min mor, mens hun sad på min sengekant.
"Godmorgen" svarede jeg hende smilende.
"Jeg har fået en opringning fra en af dine lærer igår" sagde hun, og var helt rolig. Ligesom hun altid var. Jeg tror aldrig man finder en mere tålmodig, rolig og empatisk mor.
"Hvad? Hvorfor?" Sagde jeg, og satte mig straks op. Min lille uglet knold, vrikkede bare rundt oppe på toppen af mit hovede.
"Såså. Det er ikke noget slemt" sagde hun, og tog blidt fat om min arm.
"Hun fortalte bare, at du igen scorede et 12 tal" fortalte hun og lød godt, og grundig som en stolt mor. #proudmama.
"Tak mor!" Sagde jeg, mens hun var på vej ud af mit værelse. Mit lille værelse.
________
Skoledagen var ligeså nederen, syg og kedelig som den altid plejede, at være. Timerne var #easy, og jeg strøg lige igennem dem hvergang.
Sjovt nok var en ny pige startet i skolen idag, jeg undlod at tilbyde min hjælp da jeg ikke ligefrem tænkte, at hun gad og være en del af mit elendige og nederst i hierarkiets slæng, men jeg tog fejl hun rettede nemlig hendes opmærksomhed mod mig. Og det skal altså lige siges, at jeg ikke gjorde noget tildragende eller noget, hun kom frivilligt.
"Hej" sagde hun venligt, med en lidt hæs stemme.
"Heej" svarede jeg hende, og prøvede forgæves at lyde flink.
"Hahah...." grinede hun, uden at oplyse mig om hvad hun grinede af.
"Du minder mig utrolig meget om en pige på min gamle skole!"
"Ehm..." hostede jeg lidt. "Er det godt? eller dårligt?" sagde jeg forvirret.
"Det er skam godt!" udbryd hun, med et sødt smil til sidst.
"Må jeg sætte mig?" ændrede hun ligepludselig emne.
"Ja selvfølgelig!" sagde jeg, og blev helt varm i hjertet. Måske havde jeg fundet mig en ven?! Det lød mega taberagtig i mit hovede, så jeg beholdte det derfor også bare derinde. Der var ingen grund til, at pinliggøre mig selv.
"Jeg er forresten Zoella Winter" sagde jeg med æblekinder.
"Jeg er Mackenzie Summer" tilføjede hun, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på Winter, og Summer. To modsætninger mødes.
________
Klokken ringede ind til sidste modul, men inden jeg nåede og gå derind blev jeg mødt af Matthew's iskolde og næsten ligeglade blik. Han lavede bare elevatorblikket på mig, hvorefter han blev mødt af det samme blik ligebagefter af mig. Han skulle fandme ikke tro han var noget.
"Zoella Winter" blev der pludselig kaldt i højtaleren, som dækker godt og vel HELE skolen. Mit hjerte hastede afsted, på et tidspunkt undrede jeg mig over at det overhovedet kunne følge med. Folk inde i klassen begyndte, at rette deres opmærksomhed mod mig samtidig med at de alle sagde "Ouchhh" i kor. Fuck nu bare af allesammen.
"Nårhh så skal miss 12-tal ned på kontoret" sagde en af drengene omme bagved, men jeg nåede ikke og se hvem det var. Forbandede teenagedrenge, som ikke kan styrer deres fucking hjerneceller....Eller vent nårh nej, de har jo ikke nogen! Jeg gik ud af døren, og kom til at smække let med døren. Ups..
Jeg sad og ventede omkring, det ved jeg ikke? 2 minutter eller noget, da inspektøren OG træneren kom ud for, at hente mig. Altså hvad fuck var det her? Jeg skulle squ ikke til, at spille på skolens football hold, fandme ikke være sammen med hele det hold fjolser! Det er nok i skolen. "Zoella Winter, ville du træde indenfor?" spurgte inspektøren med en bestemt, men rar tone.
"Selvfølgelig" svarede jeg ham, rigtig goodgirl be like. Gad vide hvad det her handlede om?
"Hvis du bare sætter dig ned Zoella" sagde inspektøren, og det var nøjagtig i det øjeblik, at mit hjerte stoppede med at dunke, som om at det var ved at springe ud af mit lille uskyldige bryst.
"Jeg regner ikke med, at du ved hvad dette handler om" sagde træneren, men jeg fattede ikke hvorfor han overhovedet var her? Jeg skulle fandme ikke til, at spille på holdet
"Okay"mumlede rektor, og rettede arrogant hans jakkesæt.
"Vi har lagt mærke til dine karaktere, det sidste stykke tid og vi er ikke de eneste. Columbia University har kontaktet os, og ville rigtig gerne have en samtale med dig" sagde rektoren, og regnede stærkt med at jeg tog tilbuddet.
Træneren ømmede sig kort, og kørte hans hånd igennem hans næsten skaldede hovedbund.
"Og jeg har et lille spørgsmål" udbrød træneren, og kom egentlig ind i samtalen.
"Jaer?" sagde jeg begejstret.
"Ja altså jeg ved ikke om du ved hvem han er, men han har ihvertfald ihærdig brug for hjælp for at kunne klare sig videre på football holdet, og forblive hans vigtigste pligt" sagde træneren, og havde stor tiltro til mig, men jeg anede jo ikke engang hvad han spurgte om. Alle mine tanker fløj rundt som tusindvis af fugle inde i mit hovede.
"Matthew Warren, han klarer sig værre og værre i timerne, hvilket desværre kan resultere i at han kan blive smidt af holdet. Og hvis det går hen og sker, for drengen aldrig det stipendium han fortjener" sagde træneren venligt til mig, og kiggede forstående på mig.
"Derfor vil jeg gerne spørge, om du har mulighed for at hjælpe Matthew lidt i timerne?" indrømmede træneren, med lidt ærgrelse.
"Og vi finder ud af en belønning du kan få" sagde rektoren, med et tilfredstillende smil.
"Selvfølgelig Coach, jeg ville gøre min del for at hjælpe ham" svarede jeg ham, og løj ham direkte i hovedet. Den absolut eneste grund til, at jeg vælger frivilligt at hjælpe skolens største narrøv, er fordi jeg måske for en belønning, og hvis den belønning er penge ville det være en fejltagelse at sige nej.. Ellers havde jeg aldrig nogensinde sagt ja til sådan et dødssygt job man..
"Super! Så er det jo ordnet" sagde rektoren lettere irriteret, og rettede straks sit blik hen mod døren, som hentydning til at min tid her var ovre.
Jeg trådte ud fra kontoret, og begyndte derefter i skildpadde tempo, at nå hen til mit klasseværelse. Heldigvis nåede jeg kun lige at komme forbi mit skab, da klokken ringede hvilket overhovedet ikke gav mening?
Jeg så straks folk der løb ud af klasselokalerne, med meget bekymrede, angstfulde og bange ansigtsudtryk. Jeg derimod stod bare og lignede verdens største spørgsmålstegn midt på gangen.
"Mady det er brandalarmen!" Var der pludselig en bekendt der sagde. Mackenzie. Det første jeg tænkte på var min taske, og min computer. Jeg blev nødt til at have min computer med, alt jeg næsten havde var på den! Jeg løb derfor hurtig hen til vores klasseværelse rundt om hjørnet, hvor jeg oveni købet var lige ved at glide da jeg så branden.....
Holy Fuck!
_________________________
Halløjsa!
Håber i kunne lide kapitlet, og hvis i kunne ville det betyde meget hvis i gider at trykke "Vote"😊
Men håber ihvertfald i ville følge med, det ville betyde så meget! Jeg har lagt okay meget arbejde i den her bog, da jeg syntes den kunne blive vildt spændende så jeg ville blive enormt glad hvis i gider at smide nogle positive, og fede respons beskeder til mig😌
Knuzzz☽
YOU ARE READING
Zoella Winter's kamp
Teen Fiction"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
