Zoella Winter's kamp

Kapitel 35

Tell him

Stemningen blev meget hurtig akavet, og jeg havde allermest lyst til at grave mig ned i et dybt dybt hul.

"Nej...Okay" min mor fortrød hun spurgte mig om det, hun regnede den vidst selv ud....Det kunne bare ikke blive værre. Hun skulle ikke tro jeg havde noget med Matthew, selvom jeg havde en lille bitte smule...Men det var ikke noget hun skulle tro ELLER vide. 
Matthew sad og grinede for sig selv, indtil jeg sparkede ham hårdt på skinnebenet.

"STOP!" Mimede jeg til ham, men det eneste jeg fik tilbage var et stort smil på læben. 

"Jeg vaskede bare ikke lige mit hår" Sagde jeg enormt akavet, og min mor nikkede bare stille ,og kiggede tomt ned på hendes snart tomme tallerken. Okay flot Zoella, du gjorde det lige mere akavet!

Lige da stemningen nåede toppen, ringede telefonen og vi alle kiggede afskyeligt hen på den. 
Mor rejste sig langsomt op, og gik hen for at tage den. 

"Ja hallo, det er Allie" 
Gud hvor ville jeg ønske jeg kunne høre hvad fuck den anden ende, af røret sagde. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig hele tiden. Først skræmt, så chokeret, overrasket, måske lettet og til sidst et smil på læben. 

"Er det rigtigt?
Tak, tusind tak!" Hun lagde glad røret på, og kiggede på os med et kæmpe smil.

"En af pigernes forældre har ført sag mod Miss. Queenbroox. Miley hed hun" WHAT! Jeg kunne skrige af glæde, hoppe og danse. Miley var hende pigen vis forældre hentede hende, og var tosset på Queenbroox. Hvilket 100 procent er forståelig. 

Men FUUUUCK hvor var det fedt, den bedste nyhed længe! Jeg rakte ud til min mor for, at give hende jordens blødeste kram. 

"Hvor godt!" Sagde jeg og blev helt rørt. Men hendes smil blev hurtig gemt væk igen, og et alvorlig blik endte på mig. 

"Men jeg kan ikke blive her.....Arbejdet kalder stadig, og du ved godt hvad der ville ske hvis jeg ikke dukker op" Sagde hun, og kærtegnede min kind.

"Jeg tager da bare med dig?"

"Nej....Ikke før alt med Queenbroox er ordnet, hvis hun vinder sagen kan alt vi ejer stadig være i fare" Sagde hun og lød lidt bekymret. Det virkede ikke til at hun troede på, at de andre ville vinde sagen. Og det freakede mig ud.

"Jeg skal ikke være her selv!"

"Jeg bliver" Sagde Matthew og kiggede halvt smilende, mens jeg bare langsomt kiggede mod ham og løftede mine øjenbryn. Mit hjerte blev splittet op i to dele, fordi på den ene side gjorde det mig totalt lettet at han ville blive, men på den anden side var jeg langt fra glad for det, og han måtte egentlig også gerne tage hjem. Hellere være alene end med ham, eller vent ville jeg?

"Tak Matthew" Min mor var helt lettet, og inden hun fik sagt farvel til os hviskede hun noget i Matthew's øre som han nikkede vemodigt til. Hvad var nu det? Jeg følte bare jeg var det barn som aldrig fik noget af vide, trist for mig. 
___________________________

"Hvorfor blev du?" Spurgte jeg Matthew med en nysgerrigt blik, men samtidig meget rolig.

"Ville du gerne vide det?" Sagde han og lavede helt store øjne, samtidig med han flashede sit smukke smil.

"Hvorfor tror du jeg spørger, for ikke at vide det?" Ups måske lidt flabet sagt, men han kunne klare det.

"For at jeg kunne være alene med dig i en skov 45 km fra den nærmeste by, og holde dig fanget indtil vi bliver gamle og grå. Og til at du bliver for kedelig" Sagde han helt dødsens alvorlig, at det skræmte mig. Jeg trådte ubehageligt et skridt tilbage.