Zoella Winter's kamp

Kapitel 44

Jeg var nødt til det...

Meningen med videoen finder du i løbet af kapitlet, derfor anbefaler jeg at du venter og seeer!

Jeg vågnede i favnen på Matthew, og lagde og kiggede på hans fredfulgte ansigt mens han sov.  Jeg havde den dårligste mavefornemmelse jeg nogensinde havde haft, og følte bare ekstrem meget skyld. Hvis det som skete igår, var gået helt galt kunne det hele have været min skyld jo, alt sammen fordi jeg sagde til Jack at jeg nok skulle få ham ned med nakken. Tænk hvis det var endt med at vi alle tre var blevet dræbt i en bilulykke, alt sammen fordi jeg ikke kunne holde min mund overfor Jack. Jeg var nok begyndt at tvivle på om jeg var god nok til Matthew....Jeg ville ikke kunne leve med at der skulle ske ham noget, eller være bange for at Jack ville ødelægge noget af det kæreste jeg har har.....Kun for at ødelægge mig.

Der gik et stykke tid før Matthew langt om længe vågnede, og det første han gjorde var at tage godt fat om mig og kysse mig i hovedbunden. 

"Godmorgen smukke" Sagde han og strakte derefter sine arme i vejret, så hans sixpack kom til syne. 

"Godmorgen" Sagde jeg og lagde mig blidt op ad ham.

Vi lagde ned i et godt stykke tid, og emnet om igår blev aldrig bragt op, selvom jeg havde lyst til at få snakket om det, var det tydeligt det gik Matthew på, så jeg undlod med vilje at snakke om det. Han havde alligevel ikke lyst. 

________

"Jeg tror nok jeg er nødt til at smutte.." Sagde jeg uroligt, og prøvede forvirret at finde min taske. Af en eller anden grund var jeg mega nervøs. 

"Nu?" Sagde han, og prøvede at få mig til at ombestemme mig, men jeg havde faktisk ikke lyst til at blive. Jeg havde den største klump i maven, og jeg anede ikke hvorfor. 

"Ja...Jeg øhm..Jeg skal mødes med nogle af mine veninder hjemmefra" Sagde jeg og kunne mærke min øjne blev lidt våde. 

"Zoe, er du okay?" Spurgte han bekymret, mens han ansigt spændte helt op og viste hans skide pæne jawline. Åhh, jeg var virkelig nødt til at gå.

"Hmm!" Jeg tog hurtig mine ting, og løb ned ad trappen inden Hailee stoppede mig. 

"Zoella, er du okay?" Mine tårer havde taget overhånd, og i sekundet jeg hørte hende spørge om jeg var okay, gik det helt galt. 

"Zoellaaa" Hun indledte til et kram som jeg accepterede, og hviskede hende i øret.

"Det er ikke ham" Sagde jeg og rev mig fri for at komme ud af døren hurtigst muligst. 

Arghhh jeg kunne snart ikke holde mere ud....Jeg kunne bare ikke mere. 
Jeg var heldig lige at nå en bus, men det viste sig at jeg slet ikke havde råd til én fucking billet. Jeg skulle lige til at give op, da en virkelig sød dame midt i 60'erne, var så generøs at betale min billet for mig, så jeg ikke var nødsaget til at gå hele vejen hjem. 

Da jeg kom hjem tænkte det hele bare så det knagede, og til sidst fik jeg knald meget hovedpine, jeg lagde mig flat ned i min seng og lukkede langsomt mine øjne i, og tænkte alt igennem. 

(Videoen i toppen viser et visuelt billede af hvad Zoella tænker, og hvad hun hele tiden prøver at benægte i sit hovedet
Håber i kan lide den😊)

Min allerbedste veninde nummer 2, Clair. Kom uopfordret over og bankede på vores dør, da hun gerne ville se mig. Det var ikke særlig lang tid siden jeg havde taget mig sammen til, at skrive alt hvad der var foregået med mig. Hun fortjente trods alt at vide det, hun var virkelig en af de der personer der bare altid havde bakket mig op. Hun var ligesom en søster jeg aldrig havde fået. 
Men udover det havde jeg ikke set hende siden, og jeg var lidt bange for hvordan det ville gå da min mor sagde hun var her. Ville hun se anderledes på mig efter alt det her? 

Jeg gik ud mod hoveddøren, og da den langsomt gik op og Claire kom til syne løb jeg med høj fart og dunkede lige ind i hende, med jordens største kram. Man skulle tro vi ikke havde set hinanden i en evighed...Men ja, det havde vi egentlig heller ikke rigtig. 

"Åhh Clairemusen" Sagde jeg, og lagde mit hovedet trykt på hendes skuldre.