HUSK! At læse forfatterbeskeden i bunden! <3
Alexandras synsvinkel:
Jeg stod uden for eksamenslokalet. Det var min sidste eksamen, inden jeg endeligt kunne kalde mig selv for student. Jeg var så nervøs.
Jeg havde ikke set min elskede Martinus i en hel måned, da vi havde aftalt, jeg skulle koncentrere mig ene og alene om min eksamenslæsning. Vi havde kun talt lidt over FaceTime, og det var det. Men det var så lidt, at det føltes som ingenting. Hver gang, jeg havde skullet ligge på, havde jeg nærmest stortudet, fordi jeg vidste, der stadig var længe til, at jeg kunne se ham igen.
Martinus havde skrevet til mig nonstop. Efter vi var blevet kærester igen, ville han være sammen hele tiden, og når det så ikke var muligt, fordi jeg skulle til eksamen. Når jeg sad mit i oplæsningen, havde han ringet mig op, og hvis jeg afviste opkaldet, havde han sendt mig et sad-face.
Jeg vidste, jeg skulle se Martinus i dag. Jeg higede så frygteligt meget efter ham. En måned havde været alt for lang tid. Jeg savnede ham så ufatteligt meget. Gennem hele denne måned kunne jeg godt have brugt at vågne op hver morgen til hans varme krop og søde kys. Jeg savnede hans nærhed og kærtegn. Hans nussen og pussen. Hans varme arme. Ak ja, jo mere jeg tænkte over det, jo mere savnede jeg ham bare.
Jeg sad stadig i min seng med alle mine noter. Jeg begravede hovedet i dem igen og repeterede. Puha, det tyve siders lange AT-projekt gik mig på nerverne. Jeg hadede AT. Det var gymnasiets mest åndssvage eksamen. Alle studenter anede stadig ikke, hvad AT, når man gik ud af gym. Lærerne prædikerede om, at vi skulle bruge det i fremtiden, men hvad nyttede det, når ingen forstod videnskabsteorierne?
Da jeg havde gennemgået det hele flere gange, slog jeg dynen til side og stod op. Min eksamen begyndte om få timer, og lige efter skulle vi hjem og holde studentergilde. Xander havde været oppe i går og havde allerede fået huen på. Han og jeg havde valgt, at vi skulle holde studentergildet sammen. Hele vores familie var inviteret. Familien Gunnarsen skulle også komme. Der ville være mennesker over det hele. Martinus og jeg ville ikke få ret meget privatliv før om aftenen – og måske ikke engang der. Jeg havde alt for mange bekymringer lige nu. Det var eksamen, der trykkede. Jeg var hamrende nervøs. Jeg var nødt til at have et godt resultat. Ellers ville mit snit ikke forblive højt.
Jeg begyndte langsomt at gøre mig klar. Jeg fik badet og fundet tøj. Det lange brune hår krøllede jeg og lod det hænge løst ned af ryggen. Jeg tog en enkel hvid kjole på og røde stiletter, så de passede til det bordeaux bånd på min hue. Jeg lagde en flot makeup. Som prikken over i'et havde jeg selvfølgelig den ring på, Martinus havde givet mig. Den skulle bringe mig held i dag.
Jeg fik Xander til at køre mig op på gymnasiet. Han sad og snakkede med mig, indtil mit eksamenstidspunkt var oppe over. Pludseligt gik døren op, og min lærer kom ud.
"Alexandra, så må du gerne komme ind," sagde min lærer.
Jeg kiggede panisk på Xander, som trak mig ind i et kram og med et følgende "held og lykke". Jeg sank en klump, inden jeg tog tasken op og gik ind i lokalet. Jeg smækkede min mappe op på bordet, og så gik jeg i gang. Min stemme dirrede de første par minutter, indtil jeg fik mig selv under kontrol. Derefter gik det fint. Jeg havde været mest nervøs for at fortælle om de forskellige metoder, jeg havde brugt for at lave mit projekt. Da jeg var færdig, gik jeg ud af døren for at vente på min karakter. De fleste fra min familie var kommet, men jeg kunne ikke spotte Martinus iblandt dem. Det gjorde mig lidt ked af det. Jeg havde virkeligt brug for at se ham nu. Især efter den meget lange måned. Det var også ham, der skulle sætte min hue på. Jeg var nærmest ved at panikke, da han ikke var der.
"Hvordan gik det?" spurgte Xander.
"Det gik fint," svarede jeg og gipsede.
"Er der noget galt?" sagde Xander med et hævet øjenbryn.
"Hvor er Martinus?"
"Han er ikke kommet endnu. Han har ikke skrevet til nogen af os."
Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding.
"Jeg har virkeligt brug for at se ham," svarede jeg: "jeg savner ham. Den her måned har været den længste nogensinde. Det er hårdt at undvære en, man elsker så meget."
"I to burde seriøst bare gifte jer med det samme," svarede Xander med et smil: "og flytte sammen. Det er tydeligt, I slet ikke kan undvære hinanden."
Min lærer kom hurtigt ud og hentede mig. Nu var det tid til gymnasiets sidste karakter. Det sidste eksamensresultat, og jeg kunne næsten ikke vente med at få afsluttet det her. Jeg gik med tunge skridt derind. Den manglende Martinus strammede om mit hjerte, og jeg blev nervøs for karakteren. Men det viste sig, det var gået fint. Eller mere end bare fint.
Da jeg kom ud af lokalet igen, fik jeg øjenkontakt med den person, jeg havde ventet en hel måned på at se. Hans chokoladebrune øjne lyste op, og han skyndte sig hen til mig.
"Hvordan gik det?" spurgte Martinus nervøst, og så lyste jeg op i et smil.
"Jeg fik 12," sagde jeg, og så var der ellers jubelsang over hele linjen.
Martinus lagde med det samme armene om mig. Han lagde sine læber mod mine med det samme. Selvom gangen var fuld af mennesker, kyssede vi hinanden grådigt. Det var tydeligt, hvor meget vi havde savnet hinanden.
Martinus fik kassen med huen af Xander, da han havde sluppet mine læber. Han pakkede studenterhuen ud af kassen, og så var øjeblikket, jeg havde ventet på så længe kommet.
"Stort tillykke med huen min skat," sagde Martinus og satte studenterhuen på mit hoved. Jeg var så emotionelt berørt, at der faldt et par tårer ned ad mine kinder. Jeg var så lykkelig over endelig at være færdig med gymnasiet. Jeg gik lige ind i Martinus favn, og hans dejlige arme omsluttede mig.
"Jeg elsker dig," hviskede jeg til ham.
"Jeg elsker også dig," sagde han og kyssede mig.
Jeg er så ubeskriveligt glad for, at jeg havde fået en chance til. En chance for at elske igen og finde denne fantastiske dreng. Alt havde set sort ud, og så var han kommet som prinsen på den hvide hest og havde vist mig lyset. Men han var ikke den eneste, der havde givet mig en ekstra chance. Min far havde jeg selv givet en ekstra chance og havde fået en ny dør åbnet, som jeg havde ønsket, jeg havde åbnet mange år tidligere. Generelt var der blevet givet utroligt mange ekstra chancer. En ting, jeg ikke nogensinde havde været god til, men som Martinus havde vist mig. Han havde vist mig vigtigheden af at bedømme en situation – og at nogle ting ikke altid er så slemme, som de så ud til. Uden Martinus havde jeg ikke været det menneske, jeg var blevet til. Han havde gjort noget ved mig. Den ekstra chance, han havde vist mig, havde ændret mit liv for evigt. Han var og ville altid være kærligheden i mit liv. Den, der havde vist mig vejen frem i stedet for at stoppe det hele.
A/N:
Uhadada kun 2 kapitler tilbage... det var ikke meget...
Jeg kan afsløre for jer, at denne historie når at blive færdig inden juleaften <3
Og så må vi se, hvad der så sker ;)
Og hvis I ikke har set det, så har jeg i går publiseret en ny historie! Det var en intro med sneak peaks.
Still Beautiful er endeligt ude!
Første kapitel blev så postet for nogle timer siden. Hvis I ikke har tjekket den ud endnu, vil jeg anbefale jer at gøre det! Det ville også gøre mig helt utroligt glad, hvis I havde lyst til det <3