LÆS VENLIGT LIGE FORFATTERBESKEDEN I BUNDEN! <3
Alexandras synsvinkel:
Jeg stirrede på lægen, ventede på han skulle fortælle, hvad den dårlige nyhed var. Jeg havde tusind tanker i hovedet og endnu flere scenarier om, hvad det drejede sig om. Hvad Andreas gjort mig gravid? Umuligt... han nåede jo ikke at komme... men det kan jo godt lade sig gøre alligevel på grund af den der væske... eller havde han ødelagt min mulighed for at få børn? Havde han alligevel revet hul på mig mere alvorligt, end de havde sagt?
Jeg følte mig helt rundtosset over det. Den idiot kunne godt se bare at komme ud med sproget. Jeg kiggede på Martinus. Han sad også og stirrede på lægen, med rynkede bryn.
"Ja?" spurgte jeg afventende: "hvad er de dårlige nyheder så?"
"Drengen, som overfaldt dig, er død," svarede han.
Andreas? Var Andreas... død?
"Hvordan?" spurgte jeg: "han var i live, sidst jeg så ham?"
"Det kan jeg desværre ikke udtale mig om," svarede lægen: "det er uden for mit område. Men jeg håber, du er klar nok i hovedet til at snakke med politiet, for de står og venter på det."
Inden han nåede videre, kom to betjente ind i rummet.
"Du må undskylde, at vi sådan kommer brasende, mens du ligger på hospitalet," sagde den ene: "men vi er desværre nødt til det. Det drejer sig om Andreas Simonsen. Han døde i går af sine kvæstelser efter at have ligget i koma i to dage."
"Hvordan kan det være en dårlig nyhed?" sagde jeg sarkastisk og trak på smilebåndet. Jeg vidste godt, det måske var ondt at sige om en, der var død, men den dreng havde ødelagt alt for mig. Jeg så det her som et tegn på retfærdigheden i verden.
"Han er død. Det er ikke pænt at tale sådan om nogle, der er gået bort," kommenterede en af betjentene strengt.
"Det ved jeg," svarede jeg: "og det må I meget undskylde, men jeg kan ikke ligefrem sørge over det. Den dreng ødelagde det meste af mit liv, og han har sådan set bare fået, hvad han fortjente, og hvis vi skal snakke om lovformeligheder eller andet, vil jeg gerne bede om, at min far er tilstede. Han sidder ude på gangen. Han er advokat."
Betjentene nikkede begge anerkendende, og de fik hentet min far ind og fik sat ham ind i, hvad det drejede sig om.
"Martinus," sagde min far: "jeg må bede dig om at gå, mens vi snakker om det her."
"Men..." protesterede Martinus: "jeg vil blive hos Alex."
"Det er okay," sagde jeg: "du kan komme ind igen lige bagefter."
Han kiggede mig i øjnene og nikkede så. Inden han rejste sig fra sengen, gav han mig et blidt kys på panden.
"Jeg er her for dig," hviskede han og gav min hånd et klem: "hele vejen igennem."
Derefter rejste han sig og forsvandt ud af lokalet.
"Andreas' forældre har lagt sag an mod jer, eller rettere mod dig, Alexandra. De anklager dig for overlagt at have slået Andreas ihjel. Han døde efter, han havde fået et slag i baghovedet, hvilket de påstår, skulle være givet af dig, da du og en anden dreng var til stede, da der blev ringet efter politiet. Vi er derfor nødt til at spørge dig, hvad skete der den aften, hvor han fik et slag i baghovedet? Var det dig?"
"Ja, det var mig," svarede jeg: "men det var i selvforsvar."
Og så fortalte jeg dem ALT, der var sket gennem de sidste to-tre måneder. Alt, hvad Andreas havde udsat mig for.
"I kan selv spørge hospitalet," afsluttede jeg: "de vil bekræfte, at han faktisk voldtog mig. Der er en grund til, at jeg ligger her."
Den ældre politimand skrev alt ned, og den yngre stod med medlidende øjne. Min far rømmede sig.
"Jeg tror, det var det," sagde min far: "resten gemmer vi til retten. Hvis du taler med Andreas' forældre, kan du meddele dem, at vi tager den her hele vejen i retten. De skal kende sandheden om, hvem deres søn i virkeligheden var."
"Tak, for din tid," sagde den ældre politimand: "og god bedring."
Jeg takkede, og han begyndte at gå hen mod døren. Den yngre politimand bukkede sig ned til mig, så ingen kunne høre, hvad han sagde.
"Jeg må egentligt slet ikke fortælle dig dette, men jeg gør det alligevel, hvis du lover, du holder det for dig selv," sagde han lavmælt. Jeg nikkede og bad ham fortsætte.
"Vi har talt med flere af dine venner, og de har fortalt det samme som dig. Jeg kan også se, hvor mange mærker du har. Vi tror på dig, men hvis du skal vinde den retssag, skal du have et direkte bevis, ellers vil det blive en kamp om påstand mod påstand, okay?"
"Jeg er med," svarede jeg: "jeg sætter virkeligt pris på det."
"Jeg forstår godt, du ikke er ked af hans død. Hvis det havde været min datter, der var blevet voldtaget, havde jeg nok også været tæt på at myrde ham, hvis ikke jeg havde gjort det. Pas på dig selv, og se så at vinde den retssag."
Han blinkede til mig, inden han også vendte sig om for at gå.
"Vi skal nok få ordnet det her, skat," sagde far: "når du kommer ud herfra, sætter vi os ned og laver en plan. Andreas' forældre kommer ikke til at slippe afsted med det her. Vi skal have bragt frem, hvilket monster han var."
Jeg nikkede bare. Jeg prøvede at sluge hele situationen. Andreas var død... jeg slog ham ihjel. Godt nok, var det uagtsomt, men alligevel. Jeg burde have det dårligt over det, men det havde jeg virkeligt ikke. Det var bare en underlig følelse, at han ikke længere var her. Jeg havde jo alligevel kendt ham længe. Men retfærdigheden havde ramt, nu måtte vi se, om den også holdt i retten, for verden var helt sikkert allerede et bedre sted, fordi endnu en idiot var blevet fjernet fra dens overflade.
A/N:
Så... Andreas er altså død... jeg kan ikke sige, at jeg er ked af det over det xD
Og så er der lige en vigtig ting!
Jeg er for omkring en uge siden blevet spurgt, hvornår der kom et maraton igen. Og her kommer svaret!
Der vil komme et maraton i løbet af efterårsferien!
Hvor langt det bliver og hvornår i ferien, ved jeg ikke endnu. Men der vil snart komme mere info herom!
Men... der VIL komme et maraton! Det er efterhånden også et stykke tid siden, vi har haft det ;))
Håber, I nød dagens afsnit! <3
Glem ikke at stemme og kommentere! :))