Martinus' synsvinkel:
Bruddet med Alex var kommet lidt på afstand – i hvert fald i tid. Inden i var jeg stadig helt ødelagt og deprimeret. Jeg elskede hende så meget, og jeg var dybt bekymret for hende. Den dag, jeg havde set hende sammen med Andreas, var mit hjerte knækket et par takker mere. Hvorfor var hun tilbage sammen med ham?
Jeg forstod virkeligt ingenting. Om to dage ville jeg måske kunne få nogle svar. Jeg tvivlede på, at hun var sammen med ham, fordi hun stadig elskede ham. Vent... hun sagde jo, hun aldrig havde elsket ham. Hvad lavede hun så med ham nu?
Min mobil ringede, og da jeg tog den op, gik mit hjerte i stå. Alex' navn lyste op på skærmen. Jeg tog den med det samme. Måske gik det hele i orden nu.
"Ja?" sagde jeg. Min stemme var allerede grødet. Jeg ville bare så gerne have hende tilbage. Måske havde jeg chancen for det nu? Måske havde hun fortrudt, at hun slog op.
"Er det Martinus?" spurgte en stemme. Det var helt sikkert ikke Alex. Jeg følte dog, at jeg kunne genkende den.
"Hvem taler jeg med?" spurgte jeg. Ikke noget med at indrømme, at det var mig. Ikke endnu.
"Det er Xander," svarede stemmen.
"Xander," udbrød jeg: "hvorfor ringer du til mig fra Alex' mobil?"
"Hun kunne ikke selv ringe til dig," svarede han: "Martinus, det er alvorligt. Du er nødt til at komme til Danmark med det samme."
"Hvad sker der?" jeg kunne mærke, hvordan min krop panikkede: "er der sket hende noget?"
"Hun ligger på hospitalet. Andreas har voldtaget hende."
Min verden gik i stå. Voldtaget? Havde den idiot voldtaget hende? Hvad fanden foregik der?
"Xander, nu fortæller du mig, hvad der foregår!" sagde jeg.
"Andreas afpressede hende gennem næsten hele jeres forhold. Altså siden I blev kærester. Han ville hævne sig på hende – han truede med, at han ville slå dig ihjel, hvis ikke hun slog op med dig. Ikke være sur på hende Martinus, hun gjorde det, fordi hun elskede dig."
"Så det var derfor, hun slog op med mig?" jeg var målløs. Hun havde offeret sit forhold til mig... for at beskytte mig mod det monster?
"Ja, det var det," sagde Xander. Jeg kunne høre, hvor bedrøvet hans stemme lød.
"Hvordan ved du egentligt alt det her?"
"Fordi jeg havde en mistanke om, at noget var galt. Hun har været dækket af blå mærker i flere dage, fordi han havde banket hende. Den aften, hvor han voldtog hende, kom jeg ind og så det. Jeg trak ham af hende – og hun slog ham ned med den nærmeste genstand."
"Hvordan har hun det nu?" spurgte jeg. Jeg kunne næsten ikke få vejret. Tanken om, hvad han havde gjort ved hende... puha, jeg havde lyst til at myrde ham.
"Hun er jo som sagt indlagt lige nu. Han rev hul på hende, så hun skal ligge stille, indtil det er nogenlunde helet," svarede han: "hun ved ikke, at jeg har ringet til dig."
Jeg begyndte at græde. Ligeglad med, at han hørte det.
"Martinus, jeg ved godt, at du er ked af det, men du er nødt til at komme med det samme. Hun har brug for dig. Også selvom hun ikke selv ved det endnu."
"Jeg er på vej," svarede jeg bare og lagde på. Jeg hev en kuffert ud og begyndte bare at pakke. Jeg anede ikke, hvor længe, jeg skulle være der. Men rejse skulle jeg i hvert fald med det samme, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg anede bare ikke, hvordan jeg skulle få det forklaret for mor og far. Da kufferten var pakket, gik jeg nedenunder. Far sad og arbejdede, mens mor var ved at lave mad.
"Far, kan du bestille en flybillet til Danmark?" spurgte jeg langsomt, og han kiggede på mig.
"Men vi skal jo rejse om to dage?" sagde han spørgende: "er der noget galt, Martinus?"
Jeg begyndte at tudbrøle, og så væltede det hele bare ud. Lige pludselig var jeg også omringet af mor og Marcus. Jeg fik fortalt dem det hele i hak, selvom jeg græd så meget, jeg næsten ikke kunne få vejret. Mor havde lagt armene om mig, Marcus var i chok og far var inde på flyselskabet.
"Jeg er nødt til at rejse med det samme," hulkede jeg: "hun ofrede sig for mig, og se hvad der er sket med hende. Jeg er nødt til at være der for hende nu."
"Dyb indånding, Martinus," sagde far: "jeg har booket flybilletterne om, og vi tager af sted om et par timer. Så I skal gå op og pakke med det samme."
Selvom det kun var et par timer, føltes det nærmest, som om der gik en hel uge, før vi tog afsted. Langt om længe sad vi i bilen og var på vej mod lufthavnen. Om nogle timer ville jeg se hende igen – og denne gang ville jeg ikke lade hende slippe gennem mine fingre. Ikke engang, selvom hun ville sende mig væk.