Martinus' synsvinkel:
Det var i dag! Endeligt, at mit og Alexandras forhold skulle offentliggøres. Jeg havde ventet på dette øjeblik så længe, at jeg havde mistet min tidsfornemmelse omkring det.
At erklære min kærlighed til hende var noget, der selvfølgelig var en privatsag. Men at jeg også havde muligheden at kunne gøre det ud til verden, havde jeg absolut ingen kvaler om. Alle skulle se, hvor meget jeg elskede denne pige. Hun var mit livs lys, min glæde - hun var alt, jeg nogensinde havde drømt om. Hvordan kunne jeg have været så heldig at rende ind i så perfekt en pige som hende?
Jeg havde følt, hun havde været en del fraværende på det sidste. Men det var nok bare nerver i forhold til, at offentliggørelsen af vores forhold nærmede sig.
Jeg forstod godt, hun var nervøs. Det var jeg også selv. Jeg ønskede ikke, hun skulle udsættes for hate. Ikke, at hun ville bukke under for det. Hun var stærk. Men fordi jeg heller ikke ville kunne holde ud at se folk svine min kæreste til.
"Martinus, du er nødt til at slappe af," sagde Marcus, da vi stod og ventede på, vores interview skulle gå i gang.
"Det kan jeg næsten ikke."
"Du har vel ikke fået kolde fødder, vel?" spurgte han: "altså, med hensyn til at offentliggøre dit og Alex' forhold?"
Havde jeg det? Fået kolde fødder?
"Nej, ikke sådan rigtigt," svarede jeg og kiggede over mod den smukke pige, der sad og betragtede os fra sofaen.
"Hvorfor er du så helt hvid i hovedet?"
"Fordi jeg ærligt talt er en smule nervøs omkring det. Du ved jo godt, det ikke er alle vores fans, der vil blive lige glade for det her. Hun vil få hate - og jeg ønsker ikke, at min kæreste skal svines til. Det fortjener hun ikke."
"Det er rigtigt. Hun er lige så nervøs som dig. Se på hende. Hun ryster."
Jeg kiggede over på hende igen, og ganske rigtigt. Hendes krop havde en let dirren.
"Martinus, hun har større problemer end hate fra en masse ligegyldige piger, hun aldrig vil komme til at møde," sagde Marcus så: "for hende er det gymnasiet, der er hendes største bekymring."
"Jeg ville ønske, der var noget, jeg kunne gøre for hende."
"Bare vær der for hende. Elsk hende. Vær på hendes side i alt, så tror jeg, det hele nok skal gå," sagde Marcus og smilede til mig.
"Hvor ved du alt det her fra?"
"Jeg rendte ind i hende i morges. Lige da I var stået op. Hun kom ind for at hente sin oplader, jeg lånte af hende i går - fordi min er gået i stykker."
Jeg nikkede bare og kiggede over mod hende. Så gik jeg hen til hende og trak hende op fra sofaen og ud bagved. Ingen af os sagde noget. Jeg kunne mærke, hvordan hele hendes krop rystede. Jeg trak hende ind til mig og nussede hende.
"Du skal ikke være nervøs," hviskede jeg: "hverken for vores fans eller for dem på dit gymnasium."
"Jeg er nervøs Martinus. Du er der ikke i min hverdag, og de mennesker, jeg går i klasse med, er dem, jeg ser hver dag. Hvis jeg ikke er i god jord der, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre."
Jeg blev helt ked af det indeni. Jeg var der ikke i hendes hverdag, og det vidste jeg. Det var en af de ting, der gjorde mest ondt. Jeg ville helst have hende hos mig hele tiden. At hun boede i Norge. I Trofors. Eller i det mindste bare i Oslo. Men det var ikke muligt. I hvert fald ikke endnu.
Jeg trak hende ind i et dybt kys. Men da jeg prøvede at bryde kysset, trak hun mig tilbage ind i det. Jeg strammede grebet om hende og blev ved med at kysse hende. Jeg ville gerne have trukket hende hen et mere privat sted, men det var ikke muligt. Jeg kyssede hende rundt i ansigtet og lagde min pande mod hendes.
"Jeg elsker dig, Alex," sagde jeg: "hvis du ikke vil have det offentliggjort, så lader jeg være."
"Nej, det er okay. Du har brug for det, og vi kan ikke holde det hemmeligt for evigt."
"Det ville være rart, jeg bare kunne kysse dig i offentligheden."
"Og derfor er du nødt til at gå ind og fortælle verden om os."
Jeg nikkede og kyssede hende igen. Jeg kunne ikke nære mig, og jeg udviklede det til et lille snav. Måden, vores tunger snoede sig om hinanden på, var nærmest magisk. Det var så rigtigt og perfekt.
"Rolig nu I to," sagde Marcus, der kom og afbrød vores lille øjeblik: "I kan æde hinanden senere. Nu skal I lige blive gjort offentlige først."
Jeg smilede til Alex, trak hende ind i endnu et kys, og så gik jeg med Marcus ind og satte mig i sofaen foran kameraet.
"Jamen tak, fordi I ville lave det her interview," sagde intervieweren, der hed Olivia.
"Tusind tak," sagde Marcus. Jeg sagde ikke så meget.
Vi snakkede først en smule om koncerter, nye sange og alt det sædvanlige – og så kom det.
"Nårh Martinus. Er det nu, vi skal til det?" spurgte Olivia: "jeg har hørt nogle rygter om, at du har fået dig en kæreste. Er det sandt?"
Jeg smilede. Bare alene tanken om Alex gjorde hele min krop varm.
"Det er sandt," svarede jeg: "jeg har fået en kæreste. Det er faktisk et stykke tid siden."
"Hvorfor har vi så ikke hørt om det før?" spurgte Olivia. Allerede nu gik hun mig på nerverne. Interviewere som hende kunne bare ikke acceptere, at folk som Marcus og jeg også havde brug for privatliv.
"Fordi de havde brug for privatliv," svarede Marcus lige ud.
"Vi havde brug for, at det ikke var offentligt, mens det stadig var så nyt," sagde jeg lige bagefter.
"Jeg har hørt, du faktisk har hende med i dag, ikke sandt?" sagde Olivia.
"Det er rigtig. Det har jeg."
"Må vi se hende?" sagde Olivia, og min krop stivnede. Jeg havde ikke snakket med Alex om den del. Jeg troede ikke, det havde været nødvendigt. Men jeg fortrød nu, at jeg ikke havde taget den snak. Både Marcus og jeg kiggede over på Alex, der stod bag et tæppe og gemte sig. Jeg kunne se, hun tøvede, men kom alligevel frem. Hun havde det ikke godt med det. At det hele skulle være offentligt, var svært nok for hende i forvejen.
Alex satte sig mellem Marcus og jeg. Jeg flettede med det samme mine fingre ind i hendes som støtte og gav hende et kys på kinden.
"Så du er altså Martinus' kæreste?" spurgte Olivia og kiggede på Alex.
"Ja, det er jeg," sagde Alex: "Jeg hedder Alexandra."
"Du ser noget ældre ud end Martinus. Er det tilfældet?"
Jeg så, hvordan hun næsten panikkede. Det blev bare værre og værre det her interview.
"Jeg er to år ældre end ham. Jeg går i 3.g på et gymnasium i Danmark."
"Hvordan har du det med, at han er yngre end dig?"
"Det har jeg intet problem med. Man skal ikke dømme folk på alderen. Ham og jeg passer sammen som pot og pande, pandekager og sirup. Alder er bare et tal. Det definerer ikke, hvem vi er."
Jeg smilede over hele hovedet og klemte hendes hånd. Hun var faktisk utroligt professionel. Jeg havde virkeligt valgt mig en god kæreste. Hun var faktisk bedre til det her kamera-halløj, end jeg var, og hun var ikke engang vant til det.
"Det er sandt," svarede Marcus: "når man har været sammen med dem i fem minutter, er man ikke i tvivl om, at de to er skabt for hinanden."
"Hvordan er det så at have en kæreste?" spurgte Olivia og vendte tilbage til mig.
"Fantastisk. Jeg elsker hende utroligt højt. Jeg føler virkeligt, jeg har fundet den pige, jeg vil tilbringe resten af livet med."
"Det var nogle meget dybe ord. Især når du kun er 16 år gammel."
"Det er det, men de er sande," svarede jeg bare.
"Hvordan mødte I egentligt hinanden?" fortsatte Olivia, og så gik snakken videre. Vi fik fortalt vores historie, og så var interviewet færdigt. Vi tog ud og spiste bagefter, og så forkælede jeg hende resten af dagen. Jeg var lettet og stolt over, at jeg lige havde offentliggjort forholdet til hele verden. Alexandra var den bedste kæreste, jeg nogensinde kunne have ønsket mig. Nu kunne jeg endeligt kysse hende i offentligheden. Jeg var stolt af hende. Stolt af, at hun var min.
A/N:
Så blev deres forhold endeligt offentligt!
Men var det nu også en god ting? Tror I, det vil få konsekvenser?
Og vi er næsten oppe på 20k, hvor er det sindssygt!
Tusind tak!
I er fantastiske! Elsker jer! <3