VIGTIGT! LÆS FORFATTERBESKED I BUNDEN!
Alexandras synsvinkel:
Jeg kunne slet ikke komme mig over det, Andreas havde sagt til mig. Jeg skyndte mig at handle det, jeg var gået i Netto for, og så løb jeg hjem. Da jeg kom hjem, satte jeg frysepizza i ovnen. Blandede min dip op med creme fraiche. Jeg var helt i chok, og min hjerne kørte bare på autopilot. Jeg satte mig til at se noget Netflix.
Jeg kiggede ned på min mobil, og "Hemmeligt nummer" havde sendt endnu en besked. Hvad ville Andreas nu?
Kan du huske alle de gode tider, vi har haft sammen?
Jeg tænker på dig hele tiden
Dit lange hår
Dine blå øjne
Jeg elsker dig
Vælg mig
Forlad ham
Og jeg lader ham i fred
Hvis ikke...
Så ryger hans hoved af...
OG JEG MENER DET!
Det var ondt... Han tiggede mig nærmest om at komme tilbage. Jeg hadede ham af hele mit hjerte. Jeg ville aldrig kunne tilgive ham. Nogensinde. Jeg elskede Martinus. Mere end noget andet. Men Andreas gik mig efterhånden så meget på nerverne, at jeg følte mig helt hjælpeløs.
Pludseligt var der en ting, som dukkede op i min hjerne, som lige overskyggede beskeden. Den dag, jeg havde taget Martinus' mødom, da havde vi jo haft sex to gange... lige efter hinanden. Den anden gang havde vi glemt kondomet. Hvorfor havde jeg slet ikke tænkt på det? Jeg vidste jo godt, jeg ikke havde nogen kønssygdomme. Jeg blev jævnligt tjekket hos lægen, bare for en sikkerhedsskyld. Og Martinus var jomfru, så han kunne muligt have noget. Men, hvad nu hvis jeg var blevet gravid? Fuck, tænk hvis jeg VAR gravid!
Midt i al panikken, ringede Martinus til mig over Facetime.
"Hvad er der galt smukke?" spurgte han, da han så mit paniske udtryk.
"Martinus," gispede jeg: "kan du huske den dag, hvor vi havde sex første gang?"
"Selvfølgelig skat. Hvordan skulle jeg dog kunne glemme den?"
"Vi glemte kondomet, Martinus!"
"Nej, du satte det jo på mig?"
"Kun den første gang. Den anden gang... lige bag efter, glemte vi det."
Han lukkede sine øjne.
"Shit," mumlede han: "er du gravid?"
Jeg sank en klump. Jeg havde haft det underligt, siden vi var kommet hjem fra LA. Jeg havde måske også kastet en del op og haft morgenkvalme. Men igen, Andreas pressede også virkeligt grebet om mig, og det kunne også være derfor.
"Jeg ved det ikke," svarede jeg: "jeg har ikke tænkt over det før nu. Jeg har haft det ret skidt de sidste par uger... kastet op."
"Skat, hvorfor har du ikke sagt det?"
"Fordi jeg bare troede, jeg havde en mavevirus," forklarede jeg.
"Du er nødt til at tage en test!" sagde han: "jeg vil ikke være far. Det er jeg ikke klar til endnu."
"Jeg ved det!" svarede jeg: "og hvis jeg er, er vi så enige om, at jeg får en abort igen?"
"Igen?" spurgte han: "hvad mener du?"
Jeg sukkede. Jeg havde aldrig fortalt ham, at Andreas engang havde gjort mig gravid. Det var ikke nogen andre, der vidste det, bortset fra mor.
"Øm... da jeg var 16, gjorde Andreas mig gravid. Vi glemte beskyttelsen, og efter det kom jeg på p-piller. Jeg stoppede med at tage pillerne, da jeg slog op med ham. Det er jo ikke ligefrem sundt."
"Så du fik en abort som 16-årig?"
Jeg nikkede. Det var bestemt ikke noget, jeg var stolt af. At være så ung og få en abort, var aldrig noget, jeg havde set for mig selv, men sket var sket.
"Ja, det gjorde jeg," svarede jeg: "og jeg er ikke ligefrem stolt over det."
"Det er okay, Alex," sagde Martinus: "jeg elsker dig. Lige meget hvad. Men for min skyld – og din egen. Tag den test. Hvis den er positiv, kommer jeg til Danmark og holder dig i hånden gennem det hele."
"Jeg tror måske, jeg faktisk har en ude i skabet. Jeg har altid en liggende, hvis noget skulle gå galt."
Jeg rejste mig for at gå ud og finde ud af det hele.
"Alex!" kaldte Martinus, inden jeg forlod rummet: "holdt han dig i hånden under det?"
Jeg smilede svagt til ham.
"Nej, det gjorde han ikke. Han var gal på mig. Da jeg fortalte ham det, var belønningen et par meget hårde lussinger og en kommando om, at jeg skulle få en abort med det samme, ellers ville han selv sørge for, at jeg aborterede."
"Jeg burde være hos dig lige nu," sagde Martinus: "kysse dig, holde om dig. Elske dig."
"Jeg går ud og tager den test – hvis der altså ligger en i skabet. Bliv hængende."
"Jeg lægger under ingen omstændigheder på. Hvis det her er måden, jeg kan være der for dig på, så er det det, jeg gør."
Jeg gik ud på badeværelset og rigtigt nok, lå der en graviditetstest i skabet. Det var et af disse øjeblikke, hvor jeg lovpriste mig selv. Altid at have en graviditetstest liggende i skabet, havde vist sig brugbart nu. Jeg pakkede den ud og satte mig på toilettet. Jeg kunne næsten ikke tisse af bare nervøsitet – men jeg fik det gjort, og nu ventede jeg bare på svaret. Efter ti minutter kiggede jeg på testen, og jeg hoppede af glæde. Den var negativ. Heldigvis. Men det betød desværre også, at jeg nok var så dårlig for tiden på grund af Andreas.
Jeg gik tilbage ind på mit værelse.
"Den er negativ," sagde jeg: "jeg er ikke gravid."
Martinus pustede ud.
"Jeg er glad," svarede han: "meget lettet."
"Samme her."
"Men Alex, der er en ting, du skal vide. Hvis vi havde været fem-seks år ældre, så var jeg blevet glad, hvis du havde haft en positiv test."
Jeg kiggede på ham med store øjne.
"Hvad?" sagde jeg. Jeg kunne ikke fatte, hvad jeg lige havde hørt.
"Jeg vil gerne have, du skal føde mine børn. Bare ikke endnu."
"Åh, Martinus. Du er en evig romantiker."
"Det er jeg, men kun over for dig" sagde han: "jeg elsker dig så meget skat. Jeg vil være din for altid."
A/N:
Hej med Jer, I skønne mennesker!
Dette afsnit var så det sidste i vores "uge-maraton", som blev forlænget til 10 dage.
Og nu har jeg så en erkendelse, jeg vil gøre...
Ligesom Jer, er jeg også startet i skole igen. Nyt skoleår... nye lektier osv. Jeg skrev tidligere, at jeg var startet på en ny skole efter sommerferien, og jeg har derfor helt vanvittigt mange lektier., plus jeg kommer kun hjem kl. 17 eller senere hver dag, da jeg går i skole et andet sted end der, hvor jeg bor. Derfor har jeg ikke mulighed for at poste hver og hver anden dag længere. Jeg skal nok poste et par gange om ugen - flere, hvis jeg har tid.
Basically, jeg poster så tit, jeg kan - ind i mellem er det bare svært at nå det hele på en gang, uden at blive mega stresset.
Jeg håber selvfølgelig, der er forståelse for dette, og at I fortsat vil følge med i min bog!
Tak for at læse dette!
- Mathilde <3