Alexandras synsvinkel:
Jeg var taget til Trofors for at deltage i Marcus' og Martinus' dimission. Da vi sad i salen på deres skole, fik jeg flashback til, da jeg selv blev færdig med folkeskolen to år tidligere. Da de havde fået deres bevis, blev der uddelt kram og kys og lykønskninger fra alle sider.
Derefter fortsatte det hele hjemme i familien Gunnarsens hus, hvor der ankom en masse gæster til fejringen. Det varede hele dagen og var enormt hyggeligt. Jeg tror ikke, jeg har smilet så meget i lang tid, som jeg gjorde denne dag. Ud på aftenen, havde folk efterhånden fået en del at drikke, og mange af dem var lettere berusede.
Pludseligt bippede min mobil, jeg havde lige modtaget endnu en besked fra "Hemmeligt nummer" – aka Andreas. Jeg gik mod trappen med hastige skridt. Denne besked skulle helt sikkert kun åbnes i selskab med mig selv.
"Skat, hvor skal du hen?" spurgte Martinus, som pludseligt stod for enden af trappen.
"Jeg skal bare lige have fem minutter alene," svarede jeg.
"Skal jeg gå med? Er du dårlig?" sagde han bekymret og gik de få trin op til mig.
"Nej, slet ikke. Jeg trænger bare lige til at clearer hovedet lidt."
Han nikkede.
"Hvis du ikke er kommet ned inden for en halv time, så kommer jeg op til dig, okay?"
"Selvfølgelig," svarede jeg. Han trak mig ind i et langt blidt kys, som virkeligt beskrev, hvor meget han elskede mig, og så lod han mig gå op af trappen.
"Jeg er på dit værelse," råbte jeg ned af trappen, og jeg hørte ham mumle noget utydeligt som svar.
Da jeg kom ind på hans værelse, tændte jeg ikke engang lyset. Jeg ville bare gerne sidde herinde i mørket. Da jeg havde lukket døren, placerede jeg mig selv på hans seng og åbnede Andreas' besked.
Lille Alexandra er ikke hjemme?
Hvor trist...
Så kan jeg jo ikke se på din krop, når du skifter til nattøj
Det er ellers dagens højdepunkt
Hvornår er du hjemme igen?
Så jeg kan få mit daglige stripshow!
Jeg vidste ikke, jeg havde holdt vejret, før jeg pustede luften ud. Hvor var det bare over grænsen! Jeg vidste ikke længere, om han gjorde det for at genere mig, eller om han rent faktisk begloede mig, uden jeg vidste det. Måske gjorde han! Jeg følte mig helt paranoid af det. Jeg kunne faktisk melde ham til politiet for det – men hvad så, når han slap ud. Så var jeg et dødt menneske, det var sikkert – Nej, jeg måtte lade være.
Jeg slukkede min mobil og smed den hen på skrivebordet. Jeg gad ikke se mere på de lortebeskeder. Jeg var så træt af Andreas. Jeg følte mig samtidigt en smule omtåget af al den champagne, jeg havde fået. Jeg tog et par dybe indåndinger, inden jeg rejste mig og gik over mod hans vindue, som jeg åbnede på vid gab. Jeg kiggede ud i natten og inhalerede den friske luft. Det hjalp gevaldigt. Lyset var stadig ikke tændt i værelset. Jeg nød faktisk helt at stå her i mørket – alene. Det var rart, fredfyldt.
Ingen Andreas, der kunne belure mig... hvis det passede, han faktisk gjorde det.
Ingen forældreproblemer
Bare mig... og min dejlige kæreste nedenunder, der havde afsluttet skolen med et flot eksamensbevis. Jeg var stolt af ham – men det havde jeg nok været lige meget hvad.
Jeg hørte pludseligt døren åbne, og en gik hen mod mig med tunge skridt. Det var nok Martinus, der skulle se, hvor jeg blev af. Jeg havde efterhånden stået her et stykke tid. Jeg lod være med at sige noget – han ville nok overraske mig, og det ville jeg ikke spolere. Jeg ville bare virke overrasket.
Jeg kunne mærke, han stod bag ved mig, og jeg smilede. Et par hænder lagde sig om mine hofter, og jeg blev vendt om. Jeg så lige skyggen af hans hår... var det ikke længere, end det plejede? Ej pjat... det var nok bare mørket, der spillede mig et pus.
"Hej skat," hviskede jeg glad, men jeg fik intet svar. I stedet ramte et par læber mine, og jeg lagde armene om halsen på ham. Kysset føltes anderledes, end det plejede? Ikke på nogen dårlig måde – bare anderledes. Hans varme bløde læber bevægede sig i takt med mine, og jeg åbnede op, så han kunne komme ind. Det gjorde han, og vi begyndte stille at snave. Det var virkeligt dejligt – selvom det samtidigt føltes helt forkert. Han strammede grebet om mig, og jeg kørte stille en hånd op i hans hår. Der stivnede jeg helt. Det her var ikke Martinus...
DET VAR MARCUS!
JEG HAVDE LIGE SNAVET MIN KÆRESTES TVILLINGEBROR!
NEJ NEJ NEJ!
"Marcus?" spurgte jeg stille ud i mørket: "fortæl mig, jeg tager fejl, ikke?"
"Nej... det er mig," svarede han med en tåget stemme. Han var... beruset? Nu, når han snakkede til mig, kunne jeg lugte alkoholen ud af hans mund.
"Hvorfor?" spurgte jeg bare.
"Fordi... jeg ved ikke. Jeg kan godt lide dig, og jeg ønskede hele tiden, mit første kys skulle være med dig."
Jeg slap grebet om ham og tog mig til hovedet. Jeg havde givet både Marcus og Martinus deres første kys. Hvor var det her dog akavet!
"Du kan godt lide mig?" spurgte jeg forvirret. Selvfølgelig kunne han lide mig, jeg var hans bedste veninde.
"Ja..." mumlede han: "du er ikke som alle andre."
"Nu gør du mig altså bange Mac... du kan lide mig, hvordan?"
"Jeg tror måske, jeg er forelsket i dig," svarede han stille.
"Siden hvornår?"
"Det ved jeg ikke... men længe."
"Marcus, for helvede, jeg er din brors kæreste! Jeg elsker din bror!"
Jeg kunne ikke mere. Jeg stormede ud af rummet i chok over det, der lige var sket. Jeg vidste godt, jeg var nødt til at tale med Marcus igen om dette – men han skulle være i ædru tilstand først. Jeg løb ned af trapperne og ud i gangen for at finde mine sko. Jeg skulle bare ud i natten. Jeg åbnede hoveddøren, og så løb jeg alt, hvad jeg kunne ud af familien Gunnarsens indkørsel. Fra vinduet oppe på Martinus' værelse, råbte Marcus efter mig, men jeg ignorerede det. Jeg fortsatte, indtil jeg kom til en sø, hvor jeg sank sammen i gråd ved bredden af den.
A/N:
OMG! Den her bog har rundet 1k votes! Shit!!!
TUSIND TAK FOR DET!
Mange af jer svarede "ja" til posting af kapitel hver dag hele næste uge - og det skal I selvfølgelig få! <3
Og så en lille ekstra ting!
Hvis I har nogle historier, I synes, jeg burde læse, så skriv dem til mig i kommentaren, og så tjekker jeg dem ud!
Hav en pragtfuld weekend!