Maraton 3/5
Alexandras synsvinkel:
Vi havde brugt det meste af formiddagen på at ordne bordet og gøre rent. Martinus gik hele tiden rundt om mig. Jeg prøvede forgæves at få foldet servietterne. Gæsterne kunne være her hvert øjeblik, og Martinus gjorde ikke andet end bare at distrahere mig hele tiden. Det værste var, at han så så lækker ud i sin skjorte, at jeg i forvejen var helt blød i knæene.
"Skat, jeg kan ikke koncentrere mig," grinede jeg, men han tog bare bedre fat om mig og gav mig et kys på halsen.
"Du er så dejlig," hviskede han.
"Martinus! Ikke nu!"
"Må jeg slet ikke vise, hvor meget jeg elsker dig?" sagde han og kyssede mig videre ned af halsen, ligeglad med at vi stod midt inde i stuen til fuldt skue for alle.
"Jo, men gæsterne kommer om lidt, og jeg er nødt til at være færdig."
Han slap mig og gav mig et skuffet blik. Han skød sin underlæbe frem og prøvede at få mig til at få medlidenhed med ham. Jeg rystede bare på hovedet. Jeg gik hen til ham og lagde mine læber på hans. Men han havde dog ikke lige planer om at slippe mig med det samme. Så det blev til en lang kysseseance midt i dagligstuen, hvor vi selvfølgelig blev fundet af min farmor og farfar. Jeg blev helt rød i hovedet, men de kom bare smilende hen til os.
"Hvem er den pæne unge mand?" spurgte min farmor.
"Det er Martinus," svarede jeg og lagde en hånd på hans skulder, efter jeg havde krammet både min farmor og farfar: "han er min kæreste."
"Jamen, tillykke da!" sagde min farmor og trak ham direkte ind i et kram: "velkommen i familien. Men du har bare at være god ved mit barnebarn, ellers skal jeg komme efter dig."
Hun sagde det hele i en sjov tone, og Martinus smilede over hele ansigtet.
"Jeg gør alt, hvad jeg kan. Hun er det bedste, der nogensinde er sket for mig."
"Det er jeg glad for at høre," sagde min farmor.
Gæsterne kom efterhånden myldrende, og pludseligt var stuen fyldt. Martinus var blevet trukket rundt til alle og introduceret. Jeg kunne se på ham, at han havde det fantastisk. Han slappede virkeligt af. Noget, han helt sikkert havde brug for med den stressende hverdag, han normalt havde.
Der var nu kun én person, der manglede – min far. I det øjeblik trådte han ind i stuen. Han blev som sædvanligt ikke modtaget særlig varmt af nogen. Han hilste på folk, men hurtigt veg alle fra hans side. Martinus puffede til mig.
"Er det din far?" spurgte han, og jeg nikkede: "skal vi ikke gå hen til ham?"
"Jo, det skal vi vel."
"Skat, kan du huske, hvad vi talte om? Det med at give ham en chance?"
Jeg nikkede. Jeg havde tænkt på det meget siden den dag. Jeg var faktisk også kommet til den konklusion, at jeg ville give min far den chance, han higede efter i alle de kort og breve, han gennem tiden havde sendt mig. Men inden jeg nåede at gå hen til ham, var han allerede på vej mod os.
"Goddag Alexandra," sagde han afmålt, da han nåede helt herhen.
"Hej far," svarede jeg: "hvordan har du det?"
"Som jeg plejer. Ingen vil snakke til mig, som du kan se."
Jeg tog en dyb indånding. Det var ret synd for ham faktisk.
"Far, jeg vil gerne have, du skal møde min nye kæreste," sagde jeg lige ud, og han kiggede forbavset på mig og så hen til Martinus. Han rakte hånden frem mod ham, og Martinus tog den med et smil.
"Jamen goddag, mit navn er Felix" sagde han: "hvad hedder du?"
"Martinus," svarede han, og jeg gav ham et kys på kinden: "jeg har været så heldig at få fornøjelsen af at blive kæreste med din fantastiske datter."
"Hun er virkeligt en stjerne, er hun ikke?" svarede min far og kiggede smilende på mig.
"Det er hun i hvert fald," svarede Martinus: "hun lyser i hvert fald hele min verden op."
Jeg blev helt forlegen, og Martinus lænede sig ind og kyssede min kind.
"Du er virkeligt en overordentligt høflig ung mand," sagde min far: "jeg føler dog, at jeg har set dig før."
"Han er Martinus fra, du ved, popduoen Marcus & Martinus," svarede jeg: "dem Lisette og jeg var til koncert med."
"Åh ja, det er rigtigt. De var også på den trøje, du havde på fra det billede, I fik taget sidste jul."
Jeg blev helt rød i kinderne. Tænk, at han aldrig så mig, og alligevel kunne han huske sådanne detaljer. Jeg måtte give ham den ekstra chance.
"Alexandra," sagde min far: "jeg har også en gave med til dig. Jeg har lagt den oppe på dit værelse. Så kan du åbne den senere."
Jeg nikkede. Han skulle lige til at vende sig om for at gå, men jeg kunne ikke lade ham slippe gennem mine fingre igen. Det var nu eller aldrig.
"Far," sagde jeg, og han vendte sig overrasket mod mig.
"Om nogle få dage er der skolekoncert på gymnasiet. Jeg skal optræde hele to gange. Har du lyst til at komme og se det?" spurgte jeg, og jeg så, hvordan lyset brændte i hans øjne.
"Det vil jeg meget gerne," svarede han: "kommer du også Martinus?"
"Det gør jeg i hvert fald." Martinus lagde armen om mig og trykkede mig ind til sig.
"Så kan vi måske få snakket lidt mere," svarede min far, og Martinus smilede og nikkede ivrigt.
"Selvfølgelig," svarede han.
Min far vendte atter blikket mod mig og smilede.
"Tak, Alex," sagde han: "tak for at give mig den her mulighed. Skal jeg tage det som en udstrakt hånd fra din side?"
"Det skal du far. Jeg ønsker, at vi klinker de skår, vi ikke selv lavede mellem os. De, der blev affødt af din og mors konflikt. Der er ingen grund til, at vores forhold som far og datter skal påvirkes af det."
Han smilede. Jeg tror aldrig, jeg har set min far smile så meget. Jeg havde reddet hans dag, og det vidste jeg. Til gengæld mødte jeg min mors blik, da han var gået hen for at ønske Lisette tillykke. Hun var bestemt ikke glad.