Alexandras synsvinkel:
Pludseligt brød han fuldstændigt sammen. Han var helt opløst i gråd og faldt bare ned i mit skød. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg løftede ham op og lagde ham ind til mig, som var han et lille barn. Han klyngede sine arme rundt om min hals, og jeg kunne mærke hans tårer løbe ned af min hals og gøre min bluse helt fugtig. Jeg nussede hans ryg, nussede ham i håret. Jeg holdt ham så tæt ind til mig, jeg overhovedet kunne. Jeg kyssede ham i hovedbunden.
"Martinus," hviskede jeg blidt: "er du sød at fortælle mig, hvad du tænker lige nu?"
"Jeg... jeg...," hulkede han: "jeg var bange for, du ikke ville have mig mere. At jeg ikke er god nok til dig. At jeg ikke har nok erfaring til at tilfredsstille dig."
"Selvfølgelig vil jeg have dig. Du er den eneste, jeg nogensinde har villet have," svarede jeg: "ikke god nok? Det er mig, Martinus, der ikke er god nok til dig. Se, hvad jeg har gjort ved dig."
Jeg var virkeligt klar over, hvad jeg havde gjort. Jeg fik det så skidt over det, da jeg så, hvordan han havde det. Hvor meget jeg havde knust ham. Jeg begyndte at græde selv. Først små hulk, hurtigt blev det til hjerteskærende gråd. Martinus kiggede på mig og prøvede at tørre mine tårer væk, og jeg gjorde det samme med ham. Men det var forgæves. De blev ved med at komme, både fra ham og mig.
"Ikke tænk på mig," græd jeg: "det er mig, der har begået fejlen."
"Jeg ved det," svarede han og lagde sine læber så mine. Han gav mig ikke bare et enkelt kys, han blev ved. Jeg kyssede med med det samme. Hans kys virkede næsten desperate, og jeg var sikker på, at mine gjorde præcis det samme. Desperate efter ham. Hans hænder bevægende sig ned til min talje, og han trak mig med ned i sengen. Han strammede grebet om mig, og jeg gjorde det samme med ham. Det udviklede sig til lange blide kys og gik over i snav. Det blev bare ved, og ingen af os gjorde noget for at stoppe det.
"Undskyld," hviskede jeg, da jeg brød kysset.
"Ikke stop med at kysse mig," sagde han, og jeg lagde mine læber tilbage på hans igen. Mens vi kyssede, kunne jeg mærke hans kinder blive våde igen. Jeg slap hans læber og kyssede ham i stedet for der, hvor tårerne faldt ned af kinderne.
"Vi er nødt til at snakke," sagde han.
"Jeg ved det," svarede jeg og gav ham et sidste kys, inden jeg trak mig, så jeg kunne kigge på ham. Et par chokoladebrune øjne kiggede ind i mine. De var så smukke. Jeg kunne kigge ind i dem for evigt. De havde et trist udtryk, og det ville jeg ikke have. Jeg ville have, de skulle stråle af glæde, som de gjorde, hver gang ham og jeg havde været sammen.
"Martinus, jeg er så inderligt ked af at have gjort dig så ked af det og såret. Jeg skulle aldrig have ringet til dig den aften. Jeg skulle have ventet til, jeg var mindre panisk. Så var det måske ikke kommet så forkert ud."
"Det gør mig glad, at du ville fortælle mig det med det samme. Jeg gav dig ikke muligheden for at fortælle alt..." Jeg var nødt til at afbryde ham.
"Nej, ikke retfærdiggør mig! Jeg har fejlet, og det er min opgave at rette op på det her rod. For jeg mener det, Martinus. Jeg er så inderligt ked af alt det her. Da jeg tog med på baren den aften i Lissabon, var det aldrig min intention at blive fuld. Mira hældte en forfærdeligt masse tequila på mig, så jeg blev hundedårlig, og så kom Xander og rev mig med udenfor. Jeg prøvede at komme væk. Det gjorde jeg virkeligt, men han klyngede mig op af en væg og holdt mig fast. Jeg gjorde modstand længe, men igen nyttede det ikke. Jeg spillede med, fordi jeg var nødt til det. Jeg havde ingen lyst til at kysse ham. Hvis du tror, det var en fornøjelse, så tager du fejl. Jeg havde lyst til at skylle min mund i brun sæbe bagefter."
"Jeg troede, du var træt af mig?"
"Aldrig! Du er den eneste, jeg vil have. Den eneste person, der skal kysse mig, og denne eneste person, der skal røre mig."
Han kørte en hånd gennem mit hår og nussede min hovedbund. Det var rart. Jeg følte slet ikke, jeg var noget så godt værdigt lige nu. Han lænede sig ind og gav mine læber et blidt kys og trak mig længere ind til sig.
"Hvordan slap du væk?"
"Jeg vidste, at hvis jeg spillede med, ville han glemme at holde fast. Så da han blev uopmærksom, gav jeg ham et par i løgene og en albue i hovedet, og så løb jeg. Jeg gemte mig i en hæk på vejen. Jeg har aldrig nogensinde været så bange i mit liv. Jeg troede, han ville voldtage mig."
"Åh, Alex," sagde Martinus medlidende: "det må have været frygteligt. Så er det ikke så underligt, du var så oprevet, da du ringede til mig."
Jeg rystede på hovedet. Jeg begyndte at græde igen. Jeg kom til at tænke på, hvor bange jeg havde været den aften. Angsten, da jeg stod i den hæk, var værre, end den nogensinde havde været, når Andreas havde banket mig. Jeg var nødt til at fortælle ham om det. Jeg kunne ikke holde noget hemmeligt for ham.
Så det gjorde jeg. Fortalte ham om min angst, mens jeg bare græd og græd. Jeg fortalte ham alt, og jeg mener ALT om det, der var sket. Jeg havde ikke råd til endnu en forkert forklaring. Da jeg var færdig, kiggede han bare bekymret på mig. Jeg kunne skimte vandet i hans øjenkroge.
"Alex, jeg elsker dig," sagde han: "jeg er ked af, jeg overreagerede på den måde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Jeg var så bange for at miste dig. Jeg elsker dig bare så meget. Det gjorde så ondt indeni, da jeg troede, at det var ved at ske, fordi du sagde, du havde kysset en anden."
"Jeg var en idiot, Martinus. Jeg var så meget i panik, jeg aldrig fik overvejet mine ord. Jeg skulle heller aldrig have sagt til dig, at du ikke forstod noget. Vi forstår ikke altid hinanden, fordi vi har en forskel i alder, og fordi du er en dreng, og jeg er en pige. Vi tænker forskelligt, og det må vi bare lære at klare os med."
"Nej, vi skal snakke om tingene," rettede han mig, og jeg smilede.
"Jeg er også klar over, at du nok elsker mig mere, end jeg troede," sagde jeg og kiggede håbefuldt på ham.
"Det gør jeg. Du har ingen ide om, hvor meget jeg faktisk elsker dig."
Han lænede sig ind og kyssede mig blidt på læberne. Jeg gengældte det fuldt ud, og jeg uddybede kysset. Vi blev liggende i sengen i lang tid, mens vi fik snakket resten aftingene igennem, mens vi ind i mellem kyssede og nussede. Jeg fik fortalt ham om Xander. Hvordan han var, og Martinus blev en anelse mere rolig omkring det hele. Jeg ville så gerne sige, jeg elskede ham, men hvorfor havde jeg så svært ved det?