Martinus' synsvinkel:
Da pigerne var gået, stod Marcus og jeg alene tilbage. Vi blev fulgt ned til vores backstagerum. Da jeg kom ind ad døren, stillede jeg mig med ryggen op af den og gled langsomt ned af den, til jeg sad på gulvet. Der blev jeg siddende, indtil der var en, der lukkede døren op i ryggen på mig.
"Av!"
"Martinus! Hvorfor sidder du der?" Det var Marcus... perfekt. Ham havde jeg ikke brug for at se på lige nu. Hende pigen havde set mest på ham - den pige, der virkede så fin og sød... og rar... og smuk. Åh gud... hvad var der ved at ske med mig?
Marcus maste sig ind, og jeg fik rejst mig op.
"Jeg sad bare og tænkte..." svarede jeg.
"På hvad? Du har helt røde kinder? Er du helt okay?"
"Marcus, så du hende pigen?"
"Hvilken af dem? Der var ligesom en del af dem?"
"Hende af dem med det lange bølgede brune hår."
"Nårh, hende den ældste af dem?" spurgte han.
"Ja..." svarede jeg og kunne mærke mit hjerte begyndte at banke igen, som havde jeg fået et adrenalinkick.
"Hvad med hende?"
"Så du ikke, hvor meget hun kiggede på dig?" spurgte jeg og kiggede på ham, som var det den mest indlysende ting i verden.
"Jeg så, hvor meget du gloede på hende... du må gerne få hende Martinus, hun er vist ikke min type."
"I snakkede da ellers fint sammen?"
"Jo, men jeg ville kun kunne se hende som en ven. Til gengæld har jeg hendes nummer, hvis du vil skrive til hende."
Jeg kunne ikke lade være med at smile, men samtidigt gav det et lille stik i hjertet. Han havde fået hendes nummer, og ikke jeg... ville det så være okay at skrive til hende?
"Tror du, det vil være okay?" spurgte jeg: "jeg mener, det var jo DIG, der fik hendes nummer?"
Marcus grinede af mig.
"Selvfølgelig. Jeg har jo sagt, jeg ikke er interesseret."
"Men syntes du slet ikke, hun var smuk?"
"Jo, meget endda. Men Martinus, for sidste gang, jeg er ikke interesseret i hende. Hun er ikke min type. Skriv nu bare til hende."
Han gav mig nummeret, og jeg tastede det langsomt ind i min mobil. Jeg kiggede på det tilhørende navn; "Alexandra"... det var smukt. Et smukt navn til en endnu smukkere pige. Jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder, og jeg kom til at smile ved tanken om hende.
"Der er vist en, der er forelsket," sagde Marcus drillende og gav mig en albue i siden.
"Nej nej, jeg er ikke forelsket!"
"Dine kinder siger noget andet," sagde han og blinkede til mig.
"Jeg synes bare, hun var sød..." svarede jeg.
"...og smuk, og rar, og bedårende," blev Marcus ved: "Martinus, du er jo allerede helt skudt i hende."
"Måske..."
"Hvad venter du på? Så skriv dog til hende!"
Det var lettere sagt end gjort, for hvad skrev man til en sød pige, man ikke sådan rigtigt kendte... og som var ældre end en selv? Jeg stod bare og kiggede på skærmen og gik helt i trance. Måske havde Marcus ret, måske var jeg forelsket i hende. Men det gjorde det jo så kun sværere, for hvad skrev man til en pige, som man faldt for det øjeblik, man så hende?
"Skal du have hjælp?" spurgte Marcus og rynkede sine bryn. Jeg nikkede.
"Jeg føler, det er svært at finde ud af, hvad jeg skal skrive til hende," svarede jeg: "jeg vil ikke virke for desperat."
"Skriv, at du synes, hun er smuk?" sagde han, men jeg rystede bare på hovedet og kiggede ned på skærmen igen.
"Nej, det er for direkte, og jeg kom måske også lidt til at give udtryk for det, da hende og jeg snakkede sammen." Og så måtte jeg jo fortælle Marcus, hvad der var foregået og hvor akavet, jeg havde været. Han prøvede bare at muntre mig op, men det virkede ikke rigtigt. Til sidst endte jeg bare med at sende et simpelt:
Hej!
Og så måtte jeg bare håbe, at hun gad svare mig. Jeg havde godt kunne mærke, at hun var mere interesseret i Marcus, end hun havde været i mig. Men måske kunne jeg ændre dette? Jeg ville i hvert fald prøve på det.