Zoella Winter's kamp

Kaptitel 3

"Av for satan" sagde en bekendt stemme, men mit hovede kunne ikke identificere det.

Jeg blev skubbet under metalstangen, og løftet op hvorefter en person løb med mig i favnen. Jeg så ilden bag os, som bare var blevet 10x værre siden sidst.

"Hvem er du?" Sagde jeg, samtidig med mine øjne løb i vand pga af røg og mindskede mit syn.

"Bare rolig. Du skal nok klare den"
Men jeg anede ikke hvem der lige havde reddet mit liv? Hvem der lige havde risikeret sit eget liv for mit?
------------

Det sidste jeg kunne huske var, at jeg langsomt fadede ud i en ambulance med fuld udrykning. Og folk som bare stod og stirrede på mig, som var jeg et eller andet mega specielt de aldrig havde set før? Det var en sær og ubehagelig følelse...Jeg var jo bare den usynlige Zoella Winter.....
Men det store spørgsmål der blev ved med, at forstyrre mit hovede var: Hvem var det som hjalp mig ud fra klasselokalet, og branden?

"Zoella, kan du høre mig?" sagde en dame iklædt i hvid.

"Mmh" mumlede jeg, og kiggede direkte op i et gråt loft. Min syn var langsomt ved, at komme tilbage samtidig med min hørelse var helt tilbage. Var jeg okay? Var jeg helt seriøst overlevet?

"Hvordan har du det?"

"Altså....Jeg har lidt hovedpine" sagde jeg ømt og tog mig til hovedet.

"Okay. Alt tyder godt Zoella, og du skal helt sikkert nok klare den" tilføjede hun.

________

Det var min bekymrede mor som hentede mig. Hele hendes ansigt flashede hvor bekymret hun var, men ligemeget hvad jeg sagde hjalp intet. Jeg kunne ligeså godt opgive den tabte kamp. Min mor var et stædig æsel, ligesom jeg. Da vi kom hjem, blev jeg lagt direkte i seng af min mor og hele fucking natten sad hun ude foran min dør. Hun ville simpelthen ikke lade mig af syne! Jeg havde her og med fået min helt egen personlige bodyguard. Selvom jeg havde det fint nok efter omstændighederne, lyttede min mor ikke til mig og det irriterede mig inderligt.

"Mor, jeg har det altså fint!" sagde jeg bestemt, og kom desværre til at råbe en smule.

"Men Zoel-"

"Nej mor! Jeg har det fint, jeg er levende og ikke død" sagde jeg strengt, og kiggede væk fra min mor.

"Jeg har lagt i min seng 24 timer i streg, 24 timer hvor jeg knap nok har rejst mig op altså? Du er seriøst alt for bekymret for mig...Og jeg har altså ikke brug for en som render mig i røven mor" sagde jeg, og trak min strømpe op, som var det sidste stykke tøj jeg manglede inden jeg var klar til at tage tilbage til skolen. Min mor var helt mundlam, og undlod at sige noget. Hendes ansigt så helt tomt ud, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre i øjeblikket. Da jeg var færdig gik jeg direkte forbi min mor, og følte straks en form for skyld, men jeg havde ikke tid til at få en ordentlig snak med min mor lige nu. Desværre.

Vejen til skolen føltes uendelig lang, så til sidst var jeg tæt på bare at stoppe op og gå hele vejen tilbage. Men da jeg langt om længe nåede hen til skolen, var hele bygning B brændt ned. Inklusiv min taske og computer... Alle eleverne havde et deprimeret fjæs på, og det smittede hurtigt. Vi blev allesammen kaldt ned i hallen, hvor vi skulle have en fælles besked. Jeg fandt hurtig Mackenzie, og besluttede mig for at sætte mig ned ved siden af hende. Hendes smil bredte sig hurtig på hendes læbe da hun så mig, og jeg blev helt glad indeni.

"Hej Zoella" sagde hun lettet, men samtidig med et urolig udtryk.

"Hey Mackenzie" svarede jeg hende lettere høflig for engang skyld.

"Hvad...Er du...Du ve-" sagde hun, men turde egentlig ikke spørge om det hun ville.

"Ja, jeg er okay!" sagde jeg, med et tilføjet smil bagpå.

"Pyha! Var fandme lidt nervøs for dig" sagde hun, og grinede kort.

"Nej nej bare rolig, Zoella Winter er her squ endnu" sagde jeg ironisk, hvilket nogle oppe bagved fattede. Sjovt var, tænkte jeg men gad ikke bruge min tid på at sige noget.

"Så er alt jo godt! Man kan jo ikke have en Summer uden Winter" sagde Mackenzie virkelig plat, og hele situation blev hurtig akavet og virkelig cringey, men Mackenzie var mega ligeglad og sad bare og grinede ad det hele selv.

"Elever!" udbrød vores rektor, med knækket stemme. Alle rettede straks sin fulde opmærksomhed mod ham, og der blev bum stille på ingen tid. Alle var ivrige og ville gerne vide hvordan situationen så ud.

"Branden som desværre brændte lidt over halvdelen af bygning B ned, har vist sig at være påbegyndt pga af en uvidende hændelse, men den hændelse ved vi desværre ikke noget om endnu...Det eneste vi ved er, at den ikke er påsat" sagde rektoren, og kiggede lettere stolt ud på os alle?

"Men-" og rektoren blev ved med, at tale i fucking 2 timer man og folk begyndte langsomt at falde ud, og rette deres opmærksomhed på alt mulig andet.

Kort resume af vores rektors tale var: Pga af den nuværende situation hvor max 2 klasselokaler egentlig var bruglige, blev langt over halvdelen af skolen splittet ud på 6 omkringliggende skoler, og den måde vi blev splittet op var hvor omkring folk boede i byen og udenfor, så det ville være nemmest for skolebusser at hente folk. Og jeg håbede virkelig inderligt, at jeg ville ende på den samme skole som Mackenzie. Man havde vel lov at håbe ik?