Jeg var nødt til det...
Meningen med videoen finder du i løbet af kapitlet, derfor anbefaler jeg at du venter og seeer!
Jeg vågnede i favnen på Matthew, og lagde og kiggede på hans fredfulgte ansigt mens han sov. Jeg havde den dårligste mavefornemmelse jeg nogensinde havde haft, og følte bare ekstrem meget skyld. Hvis det som skete igår, var gået helt galt kunne det hele have været min skyld jo, alt sammen fordi jeg sagde til Jack at jeg nok skulle få ham ned med nakken. Tænk hvis det var endt med at vi alle tre var blevet dræbt i en bilulykke, alt sammen fordi jeg ikke kunne holde min mund overfor Jack. Jeg var nok begyndt at tvivle på om jeg var god nok til Matthew....Jeg ville ikke kunne leve med at der skulle ske ham noget, eller være bange for at Jack ville ødelægge noget af det kæreste jeg har har.....Kun for at ødelægge mig.
Der gik et stykke tid før Matthew langt om længe vågnede, og det første han gjorde var at tage godt fat om mig og kysse mig i hovedbunden.
"Godmorgen smukke" Sagde han og strakte derefter sine arme i vejret, så hans sixpack kom til syne.
"Godmorgen" Sagde jeg og lagde mig blidt op ad ham.
Vi lagde ned i et godt stykke tid, og emnet om igår blev aldrig bragt op, selvom jeg havde lyst til at få snakket om det, var det tydeligt det gik Matthew på, så jeg undlod med vilje at snakke om det. Han havde alligevel ikke lyst.
________
"Jeg tror nok jeg er nødt til at smutte.." Sagde jeg uroligt, og prøvede forvirret at finde min taske. Af en eller anden grund var jeg mega nervøs.
"Nu?" Sagde han, og prøvede at få mig til at ombestemme mig, men jeg havde faktisk ikke lyst til at blive. Jeg havde den største klump i maven, og jeg anede ikke hvorfor.
"Ja...Jeg øhm..Jeg skal mødes med nogle af mine veninder hjemmefra" Sagde jeg og kunne mærke min øjne blev lidt våde.
"Zoe, er du okay?" Spurgte han bekymret, mens han ansigt spændte helt op og viste hans skide pæne jawline. Åhh, jeg var virkelig nødt til at gå.
"Hmm!" Jeg tog hurtig mine ting, og løb ned ad trappen inden Hailee stoppede mig.
"Zoella, er du okay?" Mine tårer havde taget overhånd, og i sekundet jeg hørte hende spørge om jeg var okay, gik det helt galt.
"Zoellaaa" Hun indledte til et kram som jeg accepterede, og hviskede hende i øret.
"Det er ikke ham" Sagde jeg og rev mig fri for at komme ud af døren hurtigst muligst.
Arghhh jeg kunne snart ikke holde mere ud....Jeg kunne bare ikke mere.
Jeg var heldig lige at nå en bus, men det viste sig at jeg slet ikke havde råd til én fucking billet. Jeg skulle lige til at give op, da en virkelig sød dame midt i 60'erne, var så generøs at betale min billet for mig, så jeg ikke var nødsaget til at gå hele vejen hjem.
Da jeg kom hjem tænkte det hele bare så det knagede, og til sidst fik jeg knald meget hovedpine, jeg lagde mig flat ned i min seng og lukkede langsomt mine øjne i, og tænkte alt igennem.
(Videoen i toppen viser et visuelt billede af hvad Zoella tænker, og hvad hun hele tiden prøver at benægte i sit hovedet
Håber i kan lide den😊)
Min allerbedste veninde nummer 2, Clair. Kom uopfordret over og bankede på vores dør, da hun gerne ville se mig. Det var ikke særlig lang tid siden jeg havde taget mig sammen til, at skrive alt hvad der var foregået med mig. Hun fortjente trods alt at vide det, hun var virkelig en af de der personer der bare altid havde bakket mig op. Hun var ligesom en søster jeg aldrig havde fået.
Men udover det havde jeg ikke set hende siden, og jeg var lidt bange for hvordan det ville gå da min mor sagde hun var her. Ville hun se anderledes på mig efter alt det her?
Jeg gik ud mod hoveddøren, og da den langsomt gik op og Claire kom til syne løb jeg med høj fart og dunkede lige ind i hende, med jordens største kram. Man skulle tro vi ikke havde set hinanden i en evighed...Men ja, det havde vi egentlig heller ikke rigtig.
"Åhh Clairemusen" Sagde jeg, og lagde mit hovedet trykt på hendes skuldre.
"Der må aldrig nogensinde gå så lang tid igen" Sagde hun, og jeg kunne høre på hendes stemme at den var en anelse røstet.
"Nej jeg ved det godt, det min skyld" Sagde jeg, mens vi begge trak os fra krammet og kiggede hinanden sønderfuldt i øjnene.
"HEY! Der er intet der er din skyld selv, det er vores begge skyld, okay" Sagde hun, og prøvede at tage vægtene på mine skuldre over til hende.
Jeg smilede bare med udmattede øjne, indtil min mor kom og tog over.
"Det er da en fornøjelse at se dig igen Claire, går det godt?" Min mor tog hurtig over, og begyndte small talken, da jeg ligepludselig blev afbrudt.
Matthew prøvede at ringe til mig, og det havde han gjort 14 gange. Jeg trak mig fra samtalen, og valgte at tage opkaldet. Så måtte det briste eller bærer.
"Åh gud Zoella, så tog du den endelig" Sagde han lettet, men også urolig. Jeg svarede ham ikke, men jeg følte en tårer komme på afveje i min øjenkrog, og langsomt gled den smertefuldt ned ad min kind, efterfulgt af et par stykker mere.
"Har du tænkt over om du ville fortælle hvad der lige skete idag? Min søster fortalte mig at du havde det sagt "det ikke ham" til hende..." Han trak vejret dybt, og det var tydelig at høre han var forvirret.
"Matthew undskyld.....Men jeg har virkelig bare brug for en pause af alt det her paradis halløj" Sagde jeg nedtrykt samtidig med at jeg gik rundt i køkkenet og fumlede med mine fødder fordi jeg var så nervøs.
"Kan jeg ikke komme over? Så kan vi snakke om det?""
"Det tror jeg ikke ville være så god en ide."
"Zoe...Havd mener du?"
"Matthew...Det skal ikke være hårdere end det behøves okay...."Jeg kunne ikke få sagt de sidste ord, før jeg tog en dyb indånding.
"Så du slår simpelthen op med mig?" Sagde han skuffet.
"Det ved jeg ikke"Jeg brød sammen, og kunne ikke mere.
"Jeg troede du sagde du var klar....Fortæl mig hvad jeg ikke har gjort, som er godt nok?..."
"Matthew det er det der er problemet. Alt du har gjort er for godt. Du har hjulpet mig igennem alt. Når jeg ikke havde andre.....Var du der evig og altid. Du er alt for god til mig Matthew...Hvad har jeg nogensinde gjort som gengæld?"
"Udover nærmest at få os dræbt igår...." Hviskede jeg meget lavt, og jeg var i tvivl om han hørte det, eller bare ignorerede det
"Dig Zoella, dig! Du har givet mig dig" Sagde han.
"Undskyld Matthew... Men jeg er virkelig bare nødt til at få Jack af vejen...."
"Hvad med planen om at VI skulle gøre det?" Det var ekstrem tydelig at høre at han var ked af det.
"Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, bare ved tanken om at han ville gøre dig ondt bare for at ramme mig....Så jeg må gøre det selv, og få ham til at se at vi ikke længere...er sammen"
"Så er der vel ikke andet at gøre end..."Sagde han, og da jeg troede han var færdig afbrød jeg ham bare.
"Unds-"
"Vente på dig indtil han er nede med nakken" Han var umulig, sådan virkelig umulig.
"Det er spild af din dyrebare tid, der er mange andre derude som du allerede kan starte et liv med nu" Sagde jeg iskoldt, jeg var nødt til at få det overstået.
Jeg satte mig tudefærdigt ned, og så at Claire kom hen imod mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til hende nu? Det var hende som lige havde bedt mig om at slå op med ham, uden nogen anden grund end "Hvis du ville beskytte Matthew, er du nødt til at gøre en ende på det. Nu!" Hun virkede ekstrem sikker på hvad hun sagde, men inderst inde var jeg bange for at Jack havde haft fat i hende også...
"Fortæl mig hvorfor det var nødvendigt?!" Sagde jeg og tørrede mine tårer væk.
"Jeg kan virkelig ikke sige det Zoella, men du er bare nødt til at stole på mig" Sagde hun og gav mig et blødt bamsekram, indtil hun også begyndte at græde...Sammen med mig.
Jeg havde lige slået op med MIT livs kærlighed uden han vidste hvorfor, pågrund af min bedste veninde som ikke engang må sige noget....
________
Halløj, long time no see....
Håber i kunne lide kapitlet, og den lidt spontane video hehe. Fik lige lyst;-)
Ihvertfald tak fordi i læste med, og glææææd jer til de næste par afsnit. DRAMA IS ABOUT TO HAPPEN!
Knuuuzzz☽