Alexandras synsvinkel:
Da jeg vågende den morgen, kunne jeg næsten ikke stå ud af sengen. Andreas var virkeligt ved at tage livet af mig. Han sagde, han elskede mig. Men at jeg fortjente... at kende min plads. Gennem bank. Hvordan kunne man egentligt sige sådan til et andet menneske? Hvordan kunne jeg egentligt nogensinde havde været hans kæreste? Jeg ville nok aldrig nogensinde forstå, hvordan jeg havde holdt ham ud.
Jeg stod langsomt ud af sengen og smed noget tilfældigt tøj på. Jeg gad ikke engang kigge mig i spejlet. Det var lørdag, og jeg skulle bare lave lektier hele dagen – eller måske bare se Netflix. Jeg havde sagt til Martinus, jeg havde travlt med lektier... sandheden var dog en helt anden. Jeg kæmpede for at holde mit hoved oven vande i skolen. Jeg lavede faktisk slet ikke lektier. Jeg lavede kun afleveringer – og ikke engang nogen, jeg var tilfreds med.
Jeg gik ned i køkkenet. Der stod min mor. Hun og jeg havde stadig ikke snakket sammen, siden dagen på skadestuen, hvilket efterhånden var ved at være omkring to måneder siden.
Jeg havde faktisk været kærester med Martinus i over to måneder.
I over to måneder havde jeg udholdt alle de pinsler, Andreas havde puttet mig igennem.
"Godmorgen Alexandra," sagde min mor anstrengt.
Jeg kiggede på hende. Jeg havde slet ikke opdaget, jeg stod midt i køkkenet. Mit hjerte sprang et slag over. Jeg fik et chok.
"Godmorgen," stammede jeg.
"Er du okay?" spurgte hun: "du virker, som om du er på spring hele tiden. Som om du er klar til at løbe eller bliver jagtet."
Ja... det var jo sandt. Det var jeg jo egentligt også. Klar til at løbe væk fra Andreas.
"Nej, jeg har det fint. Jeg er bare lidt stresset over alle afleveringerne, vi har i skolen."
"Det er forståeligt, du går jo også på sidste år i gymnasiet nu."
Jeg satte mig bare ved bordet og havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. Min mor kom langsomt hen og satte sig over for mig.
"Alex, jeg er ked af, at jeg skældte dig sådan ud over det med din far. Jeg har faktisk snakket med ham, og jeg ved, han har fortalt dig hele vores historie. Jeg er ked af, du overhovedet skulle finde ud af det, men det er nok for det bedste," sagde hun.
"Hvordan kunne du overhovedet gøre det i første omgang?" spurgte jeg: "hvordan kunne du fortælle os sådan en løgn og få os til at hade ham?"
"Fordi jeg var bange for at miste jer. I var alt, hvad jeg havde, da vi blev skilt," svarede hun: "jeg følte mig så langt nede, at det eneste, der holdt mig oppe, var jer."
Jeg betragtede hende. Min mor. Det var forkert, det hun havde gjort. Men ensom havde hun nok været, og jeg vidste præcis, hvordan det føltes. Det var sådan, jeg havde det lige nu.
"Kan du tilgive mig?" spurgte hun: "måske ikke nu, men på et tidspunkt?"
Jeg sank en klump.
"Det tror jeg godt, jeg kan. På et tidspunkt," svarede jeg og gik over og lagde armene om hende. Hun skulle ikke vide, at jeg havde det sådan, som hun havde haft det – ensom, helt palle alene i verden. Selvom jeg havde Martinus, var det ikke rigtigt nogen trøst. Der, hvor jeg var nu, kunne han ikke hjælpe mig.
Senere den dag kom der endnu en besked fra Andreas.
Jeg mener det Alex
Hvis du ikke slår op med Martinus omgående
Så brækker jeg halsen på ham
Mærk dig mine ord
Du vil være skyld i, at Marcus mister sin bror
Du vil være skyld i, at en masse teenagepiger mister deres ene idol
Du vil være skyld i, at et par forældre mister et barn
Du vil være skyld i, at din kæreste dør
Kan du leve med det?
Hvis ikke, så gør som jeg siger...
Du har tre dage, ellers tager jeg til Norge
Og så er han færdig
Stendød
Og det vil være DIN SKYLD
Hele min verden brast sammen. Jeg kunne ikke holde til presset fra Andreas længere. Jeg knækkede indvendigt det øjeblik. Som var alle knoglerne i min krop brækket midt over. Mit sind revet itu.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var knækket, brækket og itu. Og jeg kunne bare ikke mere. Jeg gik op på mit værelse og smed mig i sengen. Jeg havde brug for at tænke alle scenarier og ting igennem, inden jeg muligvis gjorde noget dumt.
Specielt to tanker kørte rundt i mit hoved.
Skulle jeg slå op med Martinus? Det ville redde ham.
Eller skulle jeg pløkke Andreas? Ville jeg have mod nok til at løfte en pistol til hans tinding og affyre den – og muligvis ende i fængsel for mord bagefter. Jeg vidste det ikke, men jeg havde lyst til det. Mere end noget andet. Udrydde ham fra verden. Sørge for, at han aldrig gjorde nogen ondt mere.