Den bedste sommer

Den dræbene kvalme

Jeg lå i min seng, på hotelværelset. Jeg havde en dræbende kvalme, Jonas var så sød at gå ned og købe nogle kvalme simulerende piller, som ville hjælpe mig med min kvalme. Stefan kom ind på værelset, og kyssede mig i panden og sagde "Pelle og Nikoline er her". Jeg kiggede op på Stefan, "undskyld Emma" sagde han og kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg lagde min hånd på hans kind. "Jeg elsker dig. Sagde jeg og kyssede ham. Jeg rejste mig op, "nej Emma du er syg, læg dig tilbage i sengen." Sagde Stefan. "Jeg er syg, ikke døende" grinte jeg.

"Hej Emma" sagde Pelle og gav mig et kram, "du ser da ikke for godt ud" grinte han. "Ih tak" grinte jeg og forsatte "jeg er bare blevet lidt syg". Jeg gik hen til Nikoline, der knap nok ville kigge på mig. "Hej" sagde jeg, hun kiggede hurtigt op og snøftede kort og gik igen. Stefan kom hen til mig. "Okay Emma, tænk over det. Du har det jo ikke særlig godt, lad os tage en flyver hjem til Danmark, og hvis de siger at du er ok, så flyver vi tilbage" forslog Stefan. "Hvorfor kan vi ikke bare tage til lægen her nede?" Spurgte jeg. "Jeg stoler ikke på lægerne her nede" svarede Stefan. "Så hvad siger du Emma?". Jeg kiggede over på Stefan og svarede "fint, men kun hvis du holder op med at behandle mig som en døende". Jeg lænede mig frem og pressede min læber imod hans. "Jeg elsker dig Emma" sagde han imellem kyssene.

Stefan og jeg stod i Københavns lufthavn, og tog en taxa til det nærmeste sygehus. "Har du det stadig dårligt?" spurgte Stefan. "Den er ikke så slem længere" smilede jeg beroligene. "Emma Andersen" sagde stemme højt, jeg rejste mig, og Stefan rejste sig også. "Stefan, jeg vil gerne derind alene" sagde jeg stille, han lyttede efter, og satte sig ned igen. Jeg gik hen til lægen, som førte mig ind i et helt hvidt rum, som duftede af hospital. Den havde den der rene sprit duft, blandet med lægens parfume. "Emma du kan bare tage plads her ovre" sagde lægen og hentyde til den hvide stol henne ved siden af skrivebordet. Jeg satte mig ned, og lægen overfor mig. "Hvad er der så galt med dig" spurgte lægen. "Jeg har haft en stærk kvalme, den sidste uges tid" svarede jeg. "Har du spist noget du ikke har kunne tåle?" spurgte lægen, imens hun skrev noget ind på computeren. "Nej, ikke så hvidt jeg ved" svarede jeg og fokuserede mit blik på taterturet. "Har du kastet op?" spurgte hun og skrev noget mere ind på hendes computer. "Ja, et par gange". "Svimmelhed, kvalme, opkast, søvnløshed, er alle et tegn på graviditet" sagde lægen, og stoppede med at skrive. "Er jeg gravid?" spurgte jeg måløst. "Vi er lige nød til at få taget nogle prøver for at være 100 procent sikker". Hun rakte mig en plastisk kop, "hvis du så bare lige tisser i den her, så vil jeg få den tjekket, og så vil jeg kontakte dig inden for et par dage" sagde lægen og smilede.