Naked | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

N I O G T R E D I V E

Marcus' synsvinkel

Jeg savnede Rebekka. At have hende rundt om mig. I går havde jeg set hende sammen med Noah. Hun havde krammet ham. Han havde tydeligvis fuldt hende hjem. Han havde også kysset hende på kinden. Havde hun allerede glemt mig?

Jeg havde tænkt meget over det skænderi, der havde passeret mellem Rebekka og jeg en uge tidligere. Jeg var ked af, at jeg havde ignoreret hende. Det havde jeg slet ikke haft lyst til. Jeg havde nok bare aldrig troet, at hun kunne finde på at poste sådanne videoer på nettet. Først havde jeg været chokeret over, at hun kunne finde på det. At hun ikke havde fundet en mere raffineret måde at hævne sig på. For jeg forstod godt, hun ville give ham igen for det. Bare ikke på den måde, hun gjorde.

Efter, hun havde givet mig sine reprimander og stormet ud af mit værelse, havde jeg tænkt og vendt og drejet det, hun havde sagt. Jeg havde indset, at det, hun havde gjort, faktisk bare havde vist, hvor stærk en karakter, hun havde. Det faktum, at hun havde turde poste sådanne videoer af gymnasiets mest populære dreng, som havde svinet hende til i ugevis og fortalt løgne til alle om hende, viste virkeligt, at hun ikke var typen, man bare lige trampede på. Jeg var faktisk stolt af hende.

Jeg besluttede mig for at tage hen til hende. Jeg vidste ikke, om jeg ville være velkommen. Måske havde min ignorering gjort, at hun havde kastet sig tilbage i armene på Noah. Selvom jeg ikke troede, det var en mulighed. Men hun snakkede med ham, og ikke med mig. Og det kunne jeg slet ikke have. Tanken om, at kærligheden mellem hende og jeg skulle gå til spild, var en frygtelig tanke. Hver dag vågnede jeg, og det stak i hjertet. Fordi jeg bare savnede hende. Jeg skulle aldrig have ignoreret hende. Jeg skulle have konfronteret hende med det samme. Så havde der måske aldrig opstået et problem.

Jeg trak mig op fra min stol og skyndte mig over til Rebekkas hus. Jeg bankede på døren, og heldigvis var det Håkon, der åbnede den. Så vidste jeg, at jeg i det mindste ikke ville få en dør smækket i hovedet.

"Marcus," sagde han: "er du kommet for at tale med Rebekka?"

"Ja, det er jeg," svarede jeg: "jeg tror virkeligt, jeg skylder hende en undskyldning."

"Det kan du tro, at du gør," sagde han alvorligt og gik til side, så jeg kunne komme ind: "hun er nedtrykt hele tiden. Ked af det. Hun elsker dig for helvede. Jeg har hørt det hele fra hende. Nu må du fanme gå op og sige noget til hende. Du burde være stolt af hende."

"Det er jeg også," svarede jeg: "det er en af de ting, jeg er kommet for at fortælle hende."

"Hun sidder oppe på sit værelse," smilede han: "stik så op til hende."

Jeg løb op af trappen, men stoppede brat foran hendes dør. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg bankede på døren. Der kom et 'kom ind', og jeg åbnede den. Hun sad i sin seng og læste en bog. Hun tittede op lige over kanten og tabte bogen ud af hænderne. Jeg lukkede døren efter mig og gik hen mod hende og satte mig ned ved siden af hende på sengen. Hun havde stadig ikke ytret et ord. Hun kiggede skeptisk på mig.

"Hej," mumlede jeg: "hvordan har du det?"

"Hvordan tror du, jeg har det?" bed hun: "du har ignoreret mig i over en uge nu, og så dukker du bare op her og tror, det hele er, som det plejer."

"Nej, Rebekka, det gør jeg ikke," sagde jeg: "det er ikke derfor, jeg er her."

"Du er her måske for at fortælle mig, at du aldrig vil se mig igen?"

"Nej," sagde jeg: "nej nej nej nej."

Jeg kastede mig frem og tvang hende ind i et kram. Først prøvede hun at skubbe mig væk, men lidt efter lidt overgav hun sig og lagde armene om mig. Pludseligt begyndte hendes krop at ryste, og hun borede sit hoved ned i min skulder. Hun græd. Jeg aede hende over ryggen og kyssede hende på kinden.

"Jeg er her for at fortælle dig, at jeg er stolt over det, du gjorde," sagde jeg roligt: "du har ret. Jeg kender ikke Noah, som du gør. Jeg skulle ikke have sagt det, jeg gjorde. Det var virkeligt dumt af mig. I virkeligheden viste det, du gjorde bare, hvor stærk du er. At du ikke lader dig tryne af nogen."

"Men du havde jo ret," svarede hun hulkende: "jeg sank ned på hans plan, og det er jeg måske knap så stolt af. Men han fortjente det. Det gjorde han virkeligt."

"Det gjorde han," sagde jeg: "du har intet at fortryde."

"Jeg ville aldrig fortryde den handling. Nogensinde," sagde hun og løftede hovedet for at kigge på mig. Hendes ansigt var helt vådt af hendes salte tårer. Jeg tørrede hendes kinder af med hånden. Kærtegnede hendes kind. Et stik fór gennem mig, og smerten bredte sig i hjertet. Noah havde også kærtegnet hende i går.

"Jeg så dig sammen med Noah i går," sagde jeg: "både krammet og kysset på kinden."

"Ja, vi fik snakket ud om tingene," svarede hun: "renset luften. Han sagde til mig, at hvis ikke jeg havde postet de videoer, så havde han nok aldrig indset, hvor forkert det hele var. Han kom til at føle alt det, han selv havde udsat mig for."

"Sagde han det?" spurgte jeg undrende.

"Det gjorde han," smilede hun: "han var helt anderledes. Han havde tydeligt fået et ordentligt slag af det, jeg udsatte ham for, og det var jeg glad for at se. I fremtiden bliver han måske et bedre menneske, og det vil være min skyld. Ham og jeg besluttede at prøve at være venner."

Det ville betyde, at Noah og Rebekka faktisk var på god fod med hinanden igen. Det vidste jeg ikke helt, hvordan jeg havde det med. Jeg blev bange. Hvad tænkte hun mon om mig? Havde hun stadig de samme følelser over for mig, som jeg havde over for hende?

"Hvad med os?" spurgte jeg.

"Hvad mener du?"

"Jeg er bare virkeligt ked af, at jeg har opført mig som en idiot over for dig. Ignoreret dig," sagde jeg: "det har du ikke fortjent. Jeg har savnet dig så meget. Jeg har helt ondt indeni. Jeg elsker dig jo stadig. Så ufatteligt meget. Du er den eneste, jeg vil være sammen med."

I stedet for at svare, lænede hun sig hurtigt frem og lagde sine læber på mine. Det startede med et blidt kys, men det udviklede sig hurtigt til et voldsomt snav, hvor jeg væltede hende ned i sengen og endte oven på hende. Da vi brød snavet, smilede jeg til hende, og hun kørte en hånd blidt over min kind og nussede den stille.

"Marcus, jeg havde aldrig klaret mig igennem det her uden dig," sagde hun: "jeg kunne kun være stærk, fordi du holdt mig oppe. Uden dig var jeg knækket."

"Vil du stadig gerne have mig?"

"Selvfølgelig vil jeg det."

*****

Så er der kun et enkelt afsnit tilbage

Marcus og Rebekka fandt hinanden igen

De er sammen, men ikke sammen

Tror I, de når at blive rigtige officielle kærester, inden historien slutter?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3