Naked | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

F E M

Marcus' synsvinkel

Jeg havde sat mig for, at jeg ville prøve at snakke til Rebekka. Jeg havde bare ingen ide om, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg var så nervøs for at gøre et fjols ud af mig selv. At hun måske slet ikke havde lyst til at snakke med mig efter det, der var sket, selvom hun havde givet mig et kram bagefter. Jeg havde ikke lyst til, at tingene skulle være akavede mellem os.

Da jeg kom ind i klassen, så jeg Rebekka sidde i den modsatte ende af lokalet. Hun så helt fantastisk ud. Hun havde et tætsiddende jakkesæt på, der viste hendes former frem. Hendes hår hang løst i store lange krøller. Hendes smil kunne have lyst hvilket som helst mørke op som det klareste lys. Jeg havde lyst til at sætte mig hen ved siden af hende. Tage chancen. Men jeg turde ikke. I stedet satte jeg mig over for hende; men i den anden ende af lokalet, så jeg stadig kunne kigge på hende. Jeg kunne af en alle anden grund ikke lade være.

Læreren kom ind i klassen og afbrød alle mine tanker. Vi skulle have engelsk. Et af mine absolutte yndlingsfag. Læreren havde fundet på, at vi skulle lave aflevering i begge lektioner. Det, syntes jeg egentligt, var fint nok.

"I skal lave den her opgave sammen to og to. I laver selv grupperne," sagde læreren.

Jeg skævede over til Rebekka, men uheldigvis kiggede hun åbenbart også på mig. Jeg blev helt nervøs, men det lykkedes mig at give hende et lille smil, som hun gengældte med det samme.

Da læreren var færdig med at tale, så jeg pludseligt, at Rebekka var på vej over til mig. Da hun stod foran mig, smilede hun igen sødt til mig.

"Har du lyst til at lave opgaven sammen med mig?" spurgte hun.

Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var så overrasket over, at hun havde spurgt mig, at jeg kom til bare at stirre på hende. Jeg fik dog fattet mig selv igen, men det var vist ingen hemmelighed, at jeg ikke havde været forberedt på, at hun faktisk ville spørge mig.

"Jo, det vil jeg rigtigt gerne," smilede jeg.

"Vi har aldrig rigtigt arbejdet sammen alene, og det kunne jeg virkeligt godt tænke mig at prøve."

"Også mig," svarede jeg forsigtigt: "men jeg var bare ikke sikker på, jeg ville være en god nok samarbejdspartner. Du er jo virkelig dygtig."

Hun smilede genert og kiggede ned i gulvet.

"Så dygtig er jeg heller ikke," svarede hun: "og jeg har faktisk tænkt det samme om dig. At jeg måske ikke kunne give dig nok fagligt. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at du er god til alle fag."

"Så er det jo godt, at vi er sammen nu," sagde jeg håbefuldt, og hun nikkede.

Jeg rejste mig, og vi satte os ud i en af sofaerne, der var ude i studiehjørnerne. Vi begyndte hurtigt at arbejde på opgaven, og det gik op for mig, at vi faktisk var den perfekte cocktail som samarbejdspartnere. Vi var enige om alt, når det kom til, hvordan vi ville gøre det. Vi havde den samme måde at arbejde på.

Da vi havde siddet og arbejdet på opgaven en hel time og havde siddet og snakket uafbrudt om emnet, kunne jeg ikke lade være med at spørge hende om det, jeg brændte for. Det, at vi havde siddet og snakket så meget, havde blødt min anspændthed lidt op.

"Rebekka?" spurgte jeg.

"Ja, Marcus."

"Kan jeg tale med dig et øjeblik?"

"Vi snakker da allerede?"

"Jo, men om noget, der ikke handler om opgaven," svarede jeg nervøst.

Hun klappede computeren sammen og lagde den ved siden af sig, så hun havde al sin opmærksomhed rettet mod mig.

"Selvfølgelig, bare sig frem," sagde hun smilende.

Jeg gjorde ligesom Rebekka og klappede min computer sammen. Da jeg havde lagt den ved siden af mig, begyndte mit hjerte at banke meget hurtigt. Jeg var nervøs. Nu var det nu. Det øjeblik, jeg havde ventet på.

"Jeg ved godt, at alt det med det billede var meget akavet," begyndte jeg: "men jeg kunne faktisk godt tænke mig at lære dig rigtigt at kende. Vi er jo principielt fremmede over for hinanden, selvom vi har været naboer det meste af vores liv og går i klasse sammen."

Hun sagde ikke noget. Hun lyttede bare, mens jeg snakkede. Der var intet dømmende blik, men bare et blødt udtryk, der var inviterende og fik mig til at fortsætte.

"Og jeg synes, du virker som en rigtig sød pige, og jeg kunne godt tænke mig, at vi var venner. Hvis du har lyst."

Jeg kiggede forsigtigt op på hende. Hendes klare grønne øjne strålede. Der var så meget udtryk i dem, at jeg blev helt tryllebundet.

"Jamen, så synes jeg, hvis du altså ikke skal noget efter skole, at vi skal gå hen og spise en pizza sammen og lære hinanden af kende."

Jeg kunne ikke beskrive den glæde og den lettelse, der spredte sig i min krop, da hun havde sagt den sætning.

"Så du vil også gerne lære mig at kende?"

"Ja, det vil jeg gerne," svarede hun. 

*****

Nurgh, så fik lille Marcus alligevel snakket med Rebekka ;P

Hvad tror I Noah siger til, at Rebekka og Marcus prøver at blive venner?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3